Almindelige lærere skal spørges

Fokusgrupper af lærere skal lægge grunden for krav til ændringer i arbejdstidsaftalen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal være helt almindelige læreres oplevelser med det daglige arbejde, som skal danne grundlaget for de krav, Danmarks Lærerforening skal stille til en ny og bedre arbejdstidsaftale, når den nuværende udløber i 2004. Hovedstyrelsen har besluttet en proces, der skal sikre, at der bliver lyttet til græsrødderne hele vejen.

'Det fremgår af anbefalingerne i Udviklingsprojektet, at den direkte kontakt med medlemmerne omkring tunge, måske afgørende, politiske spørgsmål må styrkes. Og vi vil entrere med et dertil egnet professionelt firma, som vil foretage nogle fokusgruppeinterview', fortæller formanden for fagligt udvalg Jon Kowalczyk.

Der skal dannes op til 12 sådanne fokusgrupper bestående af almindelige lærere og børnehaveklasseledere. Under ledelsen af en professionel fokusgruppeinterviewer skal de tale om, hvilken arbejdsdag de godt kunne tænke sig, og hvilke muligheder og blokeringer der er i dag for at nå det mål. I strategien, som blev vedtaget på hovedstyrelsesmødet i sidste uge, indgår også en sammenknytning med foreningens arbejde med professionsidealer, udarbejdelsen af en redegørelse om 'det gode arbejdsliv' og 'lærerjobbets særlige belastning' samt opsamling af erfaringer fra den nuværende arbejdstidsaftales år to. Alt dette skal danne baggrund for et debatoplæg, som igen skal sendes ud til debat i de faglige klubber på skolerne hen imod den endelige opstilling af krav til arbejdstidsforhandlingerne med de kommunale arbejdsgivere.

'Vi har lagt stor vægt på åbenhed, og der skal være penge til at udarbejde de materialer og pjecer, der er brug for', siger Jon Kowalczyk. Hovedstyrelsen har bevilget en million til gennemførelsen af hele forløbet.

Danmarks Lærerforenings krav ved de igangværende overenskomstforhandlinger er, at overenskomsten skal være to-årig. Men i planen forholder hovedstyrelsen sig også til den situation, der vil opstå, hvis perioden skulle blive treårig. I givet fald vil man søge at indgå en aftale med arbejdsgiverne, der sikrer, at arbejdstidsforhandlingerne kan finde sted, så en ny arbejdstidsaftale vil kunne træde i kraft ved skoleårets begyndelse i august 2004.

Vil ind og påvirke i EU

Det blev til en ganske langvarig diskussion, da hovedstyrelsen skulle vedtage en indstilling til DL-I, som er et samarbejde med andre danske lærerforeninger om uddannelsespolitik i EU. De danske underviserorganisationer skal udtale sig om Europarådets og EU-Kommissionens udspil om uddannelsessystemernes fremtidige mål, og DLF foreslår, at man beder om at blive repræsenteret i diverse arbejdsgrupper under kommissionen. DLF vil også sende nogle eksempler med på, hvad man kan undersøge og sammenligne mellem landene i stedet for de udbredte målinger på karakterer og testresultater. Men diskussionen kom til at gå på, om man også, som Peter Hess-Nielsen foreslog, skulle skrive, at 'Danmarks Lærerforening tager generelt afstand fra den stærke fokusering på målbare indikatorer og benchmarking, som har udviklet sig de seneste år både nationalt og internationalt for eksempel i EU'.

Diskussionen endte med et kompromis, der inddrager nogle af Peter Hess' advarsler i indstillingen til DL-I.

Videre med professionsstrategien

Medlem af pædagogisk udvalg Ole Holdgaard skal stå i spidsen for et tværgående udvalg, der skal sikre, at den kommende tids arbejde med professionsidealer for lærere når ud i alle led af foreningen. De øvrige medlemmer af det nye udvalg er Lotte Lange, Ole Skov og Anders Bondo Christensen.

Børn af psykisk syge

Det var ikke med Anni Herforts gode vilje, at et flertal på 17 hovedstyrelsesmedlemmer besluttede at sende en repræsentant, Niels Christian Sauer, til en baggrundsgruppe under PsykiatriFonden, der står bag et projekt om børn af psykisk syge.

'Jeg synes, det er i udkanten af, hvad vi som fagforening skal gå ind i', lød det fra formanden.

En milliard mere til folkeskolen

'De lokale led i foreningen skal have ros for det store arbejde, de har gjort for at sikre, at der er en sammenhæng mellem de forventninger, der stilles til skolen, og de muligheder, der gives, for at man kan leve op til dem', sagde Anni Herfort, da hun på hovedstyrelsesmødet fremhævede, at der er afsat en hel milliard ekstra til folkeskoledriftsudgifter på de kommunale budgetter i år svarende til en stigning på 4,9 procent, mens elevtallet kun ventes at stige med 2,2 procent.

'Desværre tror jeg ikke, vi får mulighed for at hvile på laurbærrene, for regeringen har jo også truet med straffeekspeditioner og har appelleret til kommunerne om at gennemgå budgetterne igen med henblik på at finde besparelser', tilføjede hun.

Bekymret brev på vej

Formanden for DLF, Anni Herfort, vil sætte sig og skrive til undervisningsministeren - enten det så er Ulla Tørnæs eller barselsvikar Helge Sander - for at gøre rede for en række bekymringer i forhold til arbejdet med Klare Mål. Ulla Tørnæs ønsker, at der bliver udarbejdet testmateriale.

'Ifølge de oplysninger, jeg har fået, er der tale om, at ministeriet vil udarbejde 'en værktøjskasse til brug for den enkelte lærer'', siger Anni Herfort.

'Ministeriet har ikke hjemmel i folkeskoleloven til at foreskrive noget om test i relation til lokale delmål. Men jeg synes, at vi - så vidt det er muligt - skal følge dette arbejde nøje'.

De nye mål for 17 fag er en smule forsinket efter regeringsskiftet, og der er stadig ikke taget beslutning om udsendelsen af de nye Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder for de praktisk-musiske fag, dansk som andetsprog og kristendom:

'Det kan opfattes som en nedprioritering af de praktisk-musiske fag, og de sidste to - kristendom og dansk som andetsprog - har der jo været en vis politisk opmærksomhed på'.

'Derudover synes jeg, det er foruroligende, at man ikke samtidig har besluttet at sende materialet til kommunernes arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling ud', siger Anni Herfort.