Etageejendomme af røde mursten, altaner af beton og grønne fællesarealer - sådan ser et typisk dansk boligkompleks fra midten af firserne ud. Mjølnerparken på Nørrebro i København er et af dem, og så alligevel ikke. Parabolantenner, én på næsten hver altan, henter arabiske quizprogrammer og nyheder fra tv-stationen al-Jazeera ind i dagligstuerne. Flokke af børn leger i gårdene. Her bor godt 2.000 mennesker, næsten 98 procent af dem har en anden etnisk baggrund end dansk, og de fleste taler arabisk som modersmål.

Beboerne går ikke meget uden for området, ofte ikke engang ind i de tilstødende gårde. De bor tæt på hinanden, tit er de giftet ind i hinandens familier, alle snakker om alle, og rygterne går hurtigt. Fra medierne kender vi Mjølnerparken som et belastet område med vold og kriminalitet. Politiblink og knivstik er lettere at få øje på end initiativ og overskud. Men det er også her, at en gruppe kvinder har viljen til at hjælpe deres børn ind i det samfund, som de i mange tilfælde selv lever i udkanten af.

Han skal være læge

Børnene går enten på Rådmandsgade Skole og Hillerødgade Skole med 80-88 procent tosprogede eller i arabiske privatskoler.

Mange forældre går meget op i deres børns skolegang og håber, at de tager en videregående uddannelse, helst skal de engang blive læger. Men hvad kan de gøre for at hjælpe? Det er svært at læse lektier med sine børn, når man ikke er vokset op med Skandinaviens historie og geografi og ikke kan rette stavefejl og dansk udtale.

Kvinderne i Mjølnerparken har så godt som ingen tilknytning til det danske samfund og kun få kontakter uden for familien. Libanesiske Samar Subhie tog derfor initiativ til en kvindeklub, hvor omkring 40 kvinder nu på tredje år holder til i et kælderrum, hvor de har talt om deres bekymring over, at børnene kom bagud i skolen.

Samar Subhie allierede sig i foråret med Københavns Kommunes Servicebutik, der har til opgave at støtte initiativer i lokalområdet. Sammen annoncerede de i lokalavisen efter frivillige, der kunne give Mjølnerparkens børn lektiehjælp i kvindeklubbens lokaler, og responsen var uventet stor. 51 har indtil videre meldt sig, og de er blevet organiseret som frivilliggruppe under Dansk Flygtningehjælp.

Samarbejde

Det er varmt og fugtigt i kælderrummets lektiecafè, der er uden ventilation og uden vinduer. Borde og stole er vakkelvorne, og her er ingen faciliteter, hverken toilet eller pc'er. Omkring tredive børn fra 1. til 4. klasse er samlet her.

'Det er vigtigt, at vi sætter en grænse ved fjerde klasse', fortæller Samar Subhie. Hun har en ulden trøje på ud over et par sorte bukser og et løsthængende tørklæde, som hun retter på plads.

'Ellers bliver drengene for store, og fædrene vil ikke sende deres døtre herned'.

Pludselig vender hun sig om og standser på arabisk et begyndende skænderi mellem to drenge i sofaen. De danske lektiehjælpere regner, skriver og læser højt med børnene. Der er godt med larm og grin, men lektielæsningen går ikke i opløsning. Børnene har samtidig kontakt til Samar på arabisk; hun skal mægle, beundre noget, de lige har skrevet, og svare på spørgsmål.

'Lektielæsningen hjælper', smiler hun. 'De her børn klarer sig bedre i skolen nu'.

Der er flere gevinster ved, at etniske og danske frivillige arbejder sammen. Børnene møder en palet af danskere med forskellig baggrund, der ikke er på job i mødet med dem. Der bliver læst lektier, men der er også tid til at få noget at vide om hinandens liv. En af de frivillige, geofysikeren Hanne, fortæller om andre fordele:

'Det er glade børn, der i den grad har viljen til at lære - de beder mig om ekstra regnestykker, når de har løst dem, de har for. Men det er Samar, de kender og har respekt for. Der var en dag, hvor jeg var her alene med 35 unger, og da var de godt nok svære at holde styr på!'

'Der blev husstandsomdelt en brochure om lektiehjælpen på arabisk, tyrkisk, somali og dansk. Men den havde nok ikke den store effekt. Det var det arabiske kvindeklub-netværk, der allerede var bygget op herude, som tog imod tilbudet og fortalte det videre. For nogle forældre er det afgørende, at lektiehjælpen foregår her, hvor de bor, så børnene ikke kommer uden for Mjølnerparken', siger Hanne.

En ukendt succes

Samar har i december 2001 modtaget 230.000 kroner fra Socialministeriets pulje til frivilligt arbejde for socialt truede grupper. Hun bliver nu deltidslønnet klubleder og vil som noget af det første installere ventilation i kælderrummet og oprette en tal dansk-klub for kvinder.

Men Mjølnerparken holder succesen for sig selv. Servicebutikken sendte ganske vist også den firsprogede informationsbrochure ud til de to folkeskoler, men i en travl hverdag vakte den ikke særlig opmærksomhed. Skolerne kendte ikke til projektets omfang og var ikke klar over, at der er tale om et etnisk initiativ, der har fungeret stabilt siden sommer.

Rådmandsgade Skoles skoleinspektør Lise Egholm fortæller: 'Jeg hæftede mig ikke ved projektet, før nogle forældre fra Mjølnerparken i forbindelse med en arabisk aften her på skolen nævnte den nye lektiehjælp. Men om den har haft nogen effekt, har jeg svært ved at afgøre - skolen her har jo også en lektiecafé'.

Samar og veninden Lamah har kun godt at sige om deres børns folkeskole. Men de ser begge overraskede ud, da jeg spørger Samar, om hun har fortalt sin ti-årige søns klasselærer om lektiehjælpen i kælderen. Det har hun ikke, og det er svært at finde ud af hvorfor.

'Nej, nej. Jeg skal ikke snakke om mig selv', siger hun og vifter afværgende med hænderne.

'Der hvor jeg er vokset op, er læreren en meget vigtig person. Jeg er ikke så god til at tale på dansk. Læreren har en stor stilling'.

Jeg stiller flere spørgsmål, men får ikke mere at vide. Der er nogle koder om passende opførsel her, som jeg ikke kender til. Men jeg aner, at der bag Samars tavshed står respekt for lærerrollen og en beklemthed ved at føre sig frem eller virke kritisk.

Samars veninde kommer hende til undsætning: 'Man siger ikke om sig selv: 'Jeg er perfekt! Jeg er fantastisk!''

Hun griner: 'Det er bedre, hvis andre siger, når man har gjort noget godt'.

Mette Thorsen er freelancejournalist

De bruger Mjølnerparkens lektiecafé

Nalah

Nalah kom til Danmark fra Libanon for 13 år siden. Hun taler kun arabisk, er analfabet og mor til fem. I en lilla velourhjemmedragt byder hun os indenfor, men Samar Subhie, som har taget mig med på besøg, husker mig på, at hun ville være klædt i lang kjole og slør, hvis jeg gik forbi hende på gaden. De fire ældste børn går i arabisk friskole; den mindste har hun derhjemme. Samar oversætter: 'Jeg kan ikke hjælpe mine børn med lektier. Jeg prøvede, men min søn sagde: 'Mor, du kan jo ikke læse, hvad der står''. Nalah presser en hånd mod halsen og viser, hvor ydmygende hun husker situationen.

'Børnene var ikke så dygtige i skolen. Først sendte jeg min datter ned til lektiehjælp, og hendes lærer fortalte mig til forældremøde, at det går bedre nu. Så sendte jeg også de andre børn derned. Men lektiehjælpen skal være her. De må ikke gå til noget uden for Mjølnerparken. Mine børn er kun i sikkerhed her'.

Beriah

Mørkegrønne brokadegardiner i klunkestil er trukket for aftenmørket udenfor. Beriah har også fem børn. Tre af dem går i arabisk friskole, mens de små er derhjemme. Beriah har boet i Mjølnerparken i 11 år og viser med to fingre den smule dansk, hun kan. Arabiske skoler tilbyder ikke lektiehjælp, men hendes børn fik tildelt ekstratimer, fordi de klarede sig dårligt. Lige fra begyndelsen har børnene opholdt sig i lektiecafeen, fra den åbner, til den lukker. Det er slut med ekstratimerne nu, fordi de er begyndt at følge bedre med i skolen. Det var ikke rart at få ekstratimer, og det er en stor stolthed at slippe for dem. Heller ikke Beriah ville give sine børn lov til at gå til lektiehjælp, sport eller nogen anden aktivitet uden for Mjølnerparken, og hun er bange for mig, selv om det er Samar, der bringer os sammen. Hun tror, jeg kommer fra kommunen og vil skade hende på en måde, jeg ikke kan blive klar over, hvad er.