I lever her, ikke i Tyrkiet

95 procent af eleverne på Karmeliterschule er indvandrerbørn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Banegårdskvarteret i Frankfurt er som Vesterbro i København. Et hårdt kvarter. Pornobutikker og et væld af etniske restauranter. Lejlighederne i Bahnhofsviertel bebos fortrinsvis af indvandrere, der lige er kommet til byen og hurtigt skal finde et sted at bo.

Tværs gennem det etniske og moralske virvar går Moselstrasse. I den ene ende står søvnige mænd parat til at hale kunder ind til en kop kaffe og formiddags-strip, i den anden ende ringer Karmeliterschules klokke ind efter frikvarteret. 95 procent af eleverne er børn af indvandrere.

'Der er ingen normale tyske familier tilbage i Bahnhofsviertel', siger Pius Verheuil, der er skolens leder.

'Kvarteret er sygt - men børnene er det ikke. Vores skole er som en oase - og det vil vi formidle. Vi siger til børnene: 'Her har I et tag - ikke kun over hovedet, men også over sjælen. Alt om fremtiden kan du erfare her''.

Karmeliterschule blev bygget for nøjagtig 100 år siden. Over porten lod datidens skolevæsen mejsle de manende ord 'Ohne Fleiss, kein Preis' - uden flid, ingen belønning. I dag er ordene mere sande end nogensinde.

Børnene fra Bahnhofsviertel har alle muligheder for at havne på samfundets bund som ufaglærte og arbejdsløse. Statistisk set vil hver ottende af dem forlade folkeskolen uden afgangsprøve, og kun hver sjette kommer på gymnasiet - blandt etnisk tyske børn kommer hver tredje i gymnasiet, og selvom tallene fra Frankfurt er bedre end landsgennemsnittet, er de stadig ikke tilfredsstillende: Hvis mønsteret skal brydes, må børnene præges allerede i første klasse, understreger Pius Verheuil.

'Vi siger til børnene: 'I lever her - ikke i Tyrkiet. Frankfurt er jeres by'. Når børnene forstår, at de har en fremtid her, så lykkes integrationen'.

Vi holder sammen

Hvad indvandring og integration betyder, har Pius Verheuil mærket på egen krop. For 30 år siden var han arbejdsløs lærer i Holland.

'I 1971 blev jeg tysker. Det kostede 500 D-mark at erhverve statsborgerskabet, men det var pengene værd, for jeg havde ingen fremtid i Holland. Det var hårde tider'.

Erfaringerne bruger han nu i arbejdet med børnene. Hvad der lykkedes for ham, skal også lykkes for dem - og for deres forældre.

'Jeg kom fra Holland helt alene, jeg kunne ikke trække mig tilbage i en gruppe. Men jeg kan forestille mig, at hvis man kommer hertil fra Tyrkiet sammen med 20 andre familier, siger man: 'Herligt, vi holder sammen'. Tyskland er et samfund, hvor man hele tiden selv skal vælge. Det er indvandrerne ikke vant til, det bliver for meget for dem. Derfor trækker de sig tilbage til deres egen kultur og begynder at bære tørklæde, som de ikke gjorde i deres hjemland. Deres kultur får en beskyttelsesfunktion'.

'Denne ghettoisering vil vi afskaffe som det første. Vi gør forældrene begribeligt, at der er skolepligt i Tyskland, at børnene har krav på skolegang, at eleverne ikke bare må blive hjemme, og at de ikke uden videre kan tage på ferie uden for skoleferierne', siger Pius Verheuil.

Hvis børnene bliver væk alligevel, får forældrene en bøde.

'Vi tager skolepligten alvorligt, og fordi vi gør det, tænker forældrene: 'Hvis skolen er så alvorlig, så kan vi ikke påstå noget andet''.

På Karmeliterschule gøres der også et stort arbejde for at inddrage forældrene i skolens liv. For nogle år siden blev der indrettet siddepladser i hallen, hvor forældrene kan mødes og snakke, mens de venter på børnene.

To gange om året inviteres familierne til en eftermiddag med bøger og spil. Lærerne lægger børnebøger frem, så forældrene kan købe en bog til deres børn.

'Forældrene går jo ikke i boghandlen - de har deres tyrkiske butik, men der er ingen bøger. Dem finder de kun hos os. Vi fører forældrene ind i en anden kultur - ind i den kultur, som vi fører deres børn ind i'.

Ordet multikulturel er farligt

Pius Verheuil har markante meninger, når det handler om integration.

'Integration er ikke at sige til folk, at de gerne må blive i deres oprindelige kultur. Derfor er ordet multikulturel også så farligt. Det udtrykker, at der findes mange kulturer, men ordet udtrykker ikke, at de skal knyttes sammen: I mit hjerte vil jeg altid være hollænder, men jeg har lært at forstå kulturen her og føle mig godt tilpas. Hvis du hele tiden har følelsen af, at du hellere vil være i dit hjemland, så holder du det ikke ud. Intet menneske kan udholde at leve i to verdener. Derfor er integration også tilpasning - du skal være åben over for det tyske samfund. Du skal vide, at det er vigtigt at gå i teknisk skole og tage en eksamen: I Tyskland skal du have papir på din kunnen, ufaglærte er her nok af - det behøver vi ikke opdrage børnene til at blive'.

Tyskland er et venligt land

I 1999 var delstaten Hessen, som Frankfurt er hovedbyen i, centrum for en veritabel kulturkamp. Den socialdemokratisk-grønne forbundsregering foreslog et dobbelt statsborgerskab til indbyggerne, CDU brugte de forestående lokalvalg til en kampagne mod regeringens planer.

Mobiliseringen lykkedes, forslaget blev opgivet.

'Hvad var det for noget ævl om, at alle udlændinge skulle have tysk pas', spørger Pius Verheuil retorisk.

'Tyskland er et venligt land, man behøver ikke yde meget, før man får mange penge. . . Udlændingene ved ikke, hvad en tysk familie skal klare sig for, i forhold til det man får i socialhjælp. Indkomstforskellen mellem lavlønsarbejde og socialhjælp er ikke stor nok. Her burde man overveje, hvad man kan gøre - enten beskære socialhjælpen eller øge lønnen. Som det er nu, spørger folk, hvorfor de skal arbejde, når de får penge nok til at leve. Skulle vi hente flere til Tyskland, der også tænker sådan? Nej, kun mennesker, som også vil lave noget'.

Et øjeblik er Pius Verheuil helt forskrækket over sine egne ord. Han vil ikke identificeres med de højreorienterede - men han vil heller ikke opfattes som et godtroende fjols. Det handler om flid og belønning.

'Ohne Fleiss, kein Preis'.

wpr

Powered by Labrador CMS