Pisa
3   385

I Finland tager skolen ansvaret

Undervisningen i Finland er bygget op om kateder, lærebogssystem, øvelser, overhøring og prøver

Det finske skolesystem er stærkt fag-fagligt orienteret. Udviklingen af elevernes sociale og personlige kompetencer lever en skyggetilværelse.

Det er således småt med gruppearbejde, projektarbejde, tværfaglighed, elevmedbestemmelse og levende samtale i finske skoler. Undervisningen er bygget op om kateder, lærebogssystem, øvelser, overhøring og prøver.

Artiklen fortsætter under banneret

Ambitionen er at indlære fag-faglige færdigheder og kundskaber, ikke at lære eleverne at studere.

Det er det billede, der står tilbage efter at have fulgt to 9.-klasser gennem en almindelig skoledag i januar og talt med et hav af lærere og elever på to forskellige skoler i Helsinki.

Det er en meget prøveorienteret skole. På den ene af skolerne er onsdagen eksempelvis fast prøvedag. Som der står i skoleledelsens 'Lærervejledning' i afsnittet 'Prøvetime':

'Skolen har en fast prøvetid på onsdage fra klokken 8.15-9.15. De elever, der behøver mere tid til deres prøve, må begynde klokken 8.00. Eleverne afgør det selv (eventuelt speciallæreren). Døren til prøvelokalet åbnes klokken 8.00, og den åbnes endnu en gang klokken 8.15. Derefter åbnes døren ikke før klokken 9.15.

Ingen elever må dalre rundt på skolen under prøvetimen. Alle lærere forventes at følge denne beslutning, som blev vedtaget på et fælles lærermøde'.

Otte karakterbøger om året

På den anden skole er der fast prøve ved slutningen af hvert kursus. Et finsk skoleår er typisk inddelt i seks perioder på hver seks uger.

'Men det mest almindelige er to-tre prøver per kursus', siger skolens speciallærer. 'Det er op til den enkelte lærer'.

En periode består af kurser i fem eller seks fag, der veksler fra periode til periode. For eksempel har 9.b i denne fjerde periode kurser i svensk, biologi, historie, finsk og it.

'Alle skoler i Finland har mange prøver', siger skolens souschef. 'Det er en del af traditionen. Vi er ikke så moderne endnu'.

Ved slutningen af en periode får eleverne en 'Periodekarakterbog'. I karakterbogen fører faglærerne så prøvekarakteren ind - eller gennemsnittet af prøvekaraktererne, hvis læreren har gennemført flere skriftlige prøver i løbet af kurset.

Faglærerne giver desuden deres vurdering af elevens 'Holdning til studierne' (finsk - Suhtautuminen opiskeluun: hvordan eleven forholder sig til studierne).

Lærerne giver endvidere sin vurdering af elevens 'Faglige fremskridt'.

Også disse vurderinger bliver ført ind i kolonner, og det hele bliver så samlet i en slutkolonne, hvor faglærerne med et tal anfører elevens 'Kursuskarakter' i de forskellige fag.

Derudover får eleverne 'Terminskarakterbog' til jul og sommerferie.

Løbende små prøver i timerne

Lærerne henter opgaverne til prøver i særlige faghæfter, og desuden har undervisningsministeriet for nylig oprettet en 'Prøvebank' på sin hjemmeside.

Men det er kun de store prøver. Løbende små prøver i timerne er også fast procedure. Det er en slags skriftlig kontrol af, om eleverne har læst deres lektier og fanget pointen.

'Jeg bruger skriftlig prøve hver gang for at presse eleverne til at læse lektier og arbejde hårdere. Og for at kontrollere, om de har lært kendeordene for eksempel', siger en tysklærer.

'Faktisk er det blevet mere og mere. De har selv bedt om det'.

Viceinspektøren, der selv er faglærer i engelsk og svensk (som er et fremmedsprog på den finsksprogede skole), tilføjer: 'Problemet med fremmedsprog er, at det er nødvendigt at lave meget hjemmearbejde, ellers kan man ikke lære det'.

'Kun på den måde lærer man grammatikken og øger sit ordforråd. Vi bruger så de små prøver til at presse eleverne til at læse lektier'.

Den anden skole har en tilsvarende prøvepædagogik. I ovennævnte lærervejledning står der således længere nede i afsnittet om prøvetime:

'En fast prøvetime per uge udelukker ikke skriftlig lektieoverhøring'.

Til at rette opgaver får eksempelvis viceinspektøren 80 timer i år. Til forberedelse i øvrigt får hun 90 timer. Hun underviser 646 timer.

Skolerne lægger vægt på disciplin

Skolerne i Finland lægger vægt på disciplin. Paragraf 36 i den nye skolelov fra 1998 hedder således slet og ret 'Disciplin'.

'En elev, der forsømmer sine hjemmeopgaver, kan pålægges at udføre sine opgaver under overvågning i højst en time ad gangen, efter at skoledagen er slut', står der blandt andet i paragraffen.

Det er en paragraf, der har sin gang på jord. I lærervejledningen står der under afsnittet 'Pædagogiske spørgsmål':

'En ting fra før tror jeg på: Lektier og hjemmearbejde', skriver skolelederen. 'Via dem lærer eleverne at arbejde. Hellere for meget end for lidt. Eleverne skal hele tiden have testet grænsen for deres formåen'.

'Kontrol af udført hjemmearbejde er også vigtig. Ligeså er dokumentation af kontrollen vigtig, hvis der behøves bevis i for eksempel diskussioner med forældrene'.

'Kræver vi meget af eleverne i vort fag, så ved de, at vi anser vort arbejde og fag for vigtigt. Mange lærere lader eleverne dokumentere deres kundskaber i et lektieoverhøringshæfte'.

Finsklæreren på skolen er en af dem.

'Jeg kontrollerer i hver time, om eleverne har læst deres lektier', siger hun.

Hvordan gør du det?

'Jeg går rundt i klassen og ser efter. Hæfterne ligger jo på bordene og er slået op. Så noterer jeg, om de har læst lektier eller ej, i den dagbog, hvor jeg også skriver resultaterne af de små og store prøver ind'.

Alle skoler har en speciallærer

Kommer en elev for sent til timen tre gange, giver det en eftersidning. Undervisningen skal ikke forstyrres. Skolen er garant for, at eleverne får lært deres stof.

Kniber det med at følge med, bliver eleven sendt over til skolens speciallærer til ekstraundervisning efter skoletid.

'Men jeg sender også elever, der var fraværende dagen før, over til speciallæreren, så de kan indhente det forsømte', siger viceskoleinspektøren.

Alle skoler i Finland har en speciallærer. Det er en lærer uden klasser og uden skema, men med eget lokale. Speciallæreren har udelukkende til opgave at hjælpe de elever, der har svært ved at følge med fagligt.

Faglæreren har hele tiden styr på, hvor eleverne ligger fagligt, blandt andet på grundlag af de mange prøver, og er der problemer, henvender hun sig til den såkaldte klasseforstander, som kontakter forældre og speciallærer, der så arrangerer eneundervisning med eleven eller undervisning af mindre grupper.

Klasseforstanderen er en faglærer, der på højstadiet (7.-9. klasse) har ansvaret for en klasse. For eksempel kan matematiklæreren i 9.a være klasseforstander for 7.a.

På højstadiet har man ikke klasselærer i dansk forstand. Der er kun faglærere og en koordinerende klasseforstander (sat til ti timer om året).

Alle skoler har en socialrådgiver

Er der personlige, sociale eller familiemæssige problemer, sendes eleven - igen via klasseforstanderen - hen til skolens kurator, som er en slags socialrådgiver.

I et 'Infoblad' til forældrene præsenteres skolekuratoren således:

'Kuratoren er til for problemsituationer, som direkte eller indirekte påvirker barnets skolegang. Kuratoren har tavshedspligt. Kuratoren arbejder for, at alle skal trives i skolen. Kuratoren er skolens socialarbejder'.

Man kan sige, at skolestrukturen er indrettet på at frede den faglige indlæring i klasselokalet. Er der slinger i valsen, så er det hen til kurator eller speciallærer.

Når denne trafik kan lade sig gøre, skyldes det ikke mindst, at undervisningen i udpræget grad er styret af lærebogssystemer, der er disponeret i perioder, kurser og lektioner, svarende til den måde et skoleår er organiseret på i Finland.

Det er nemt for speciallæreren at finde ud af, hvor en visiteret elev er henne i et givet forløb i et hvilket som helst fag i en hvilken som helst klasse, og hvor hjælpen så skal sættes ind - for eksempel kursus tre, lektion ni på side 89, ligning med to ubekendte.

Undervisningen er meget systematisk og øvelsesorienteret. I begyndelsen af timen bliver eleverne typisk hørt i lektien af læreren, af og til er der så en hurtig lille skriftlig prøve.

Og i sidste del af timen laver eleverne typisk skriftlige øvelser fra lærebogen - eksempelvis regnestykker.

I sprogfagene oversætter eleverne skriftligt, træner grammatik, men læser også som regel et stykke fra lærebogen op for hinanden to og to - det tætteste, man kommer på gruppearbejde på en almindelig skoledag i en finsk 9. klasse.

Lærerne er akademikere

Det er et kendt træk, at når læreruddannelsen er stærkt fagligt orienteret, bliver undervisningen udpræget øvelsesorienteret, og det er også tilfældet i Finland.

Når man skal kvalificere sig til at undervise på højstadiet (7.-9. klasse), kræver det en særlig kandidatuddannelse fra et universitet

Man læser typisk to fag, for eksempel engelsk og tysk eller geografi og biologi. Oveni skal man tage kurser i didaktik.

Vil man være gymnasielærer, gør man det samme, men her er de faglige krav højere. Begge uddannelser er normeret til fem år, men de færreste gør det på den tid. Gymnasiekandidaterne overskrider typisk med mere tid end dem, der studerer til højstadielærere.

Adgangsbilletten til en stilling som lærer på lavstadiet (1.-6. klasse) er også en femårig universitetsuddannelse, den såkaldte klasselæreruddannelse, hvor hovedvægten ligger på pædagogik, men hvor kandidaten oveni specialiserer sig i to fag. De fleste kandidater gennemfører her uddannelsen på normeret tid.

Gymnasielærerne tjener mere end højstadielærerne, der til gengæld tjener mere end lavstadielærerne, der indtil for ikke så længe siden blev uddannet på seminarier rundt om i landet.

Før kostede en boglig uddannelse penge

Der er historiske grunde til den tætte forbindelse mellem højstadie og gymnasium. Før 1970'erne gik finske børn i samme skole i fire år. De, der ville have en boglig uddannelse, skiftede derpå skole til en højstadieskole, der pegede direkte frem mod gymnasiet og ofte havde til huse i samme bygning.

Men det var ikke nok at have viljen og et godt hoved, forældrene skulle også have penge, for højstadiet var en betalingsskole.

De fleste børn blev derfor i den gratis offentlige skole i endnu nogle år og kom så ud i det praktiske arbejdsliv.

Reformer i 1970'erne gav imidlertid gratis skolegang til alle i ni år, men strukturen blev bevaret: Et finsk barn går i dag i en lavstadieskole i de første seks skoleår, derpå skifter det skole til en højstadieskole, hvor det går i tre år.

Herefter går det efterhånden unge menneske videre til gymnasiet (cirka 50 procent) eller erhvervsskolerne (som først er kommet til for nylig i Finland).

Elevens karaktergennemsnit i 9. klasse er bestemmende for, om vedkommende kan komme i gymnasiet.

Nogle højstadieskoler deler stadig skolebygninger med et gymnasium, andre ligger bare for sig selv, men den nye skolelov fra 1998 bruger slet ikke betegnelserne lav- og højstadier. Den bruger kun termen grundskole.

'Hensigten er, at lav- og højstadieskoler fremover skal under samme tag', siger Carl-Erik Rusk, der er redaktør af 'Läreren', som er de svensktalende finske læreres fagblad.

Fra politisk hold er der dog ingen intention om at ændre på læreruddannelserne, vurderer han. Visionen er, at faglærerne også skal undervise i de små klasser, og at klasselærerne måske også skal have opgaver i de store.

Brydninger i finsk pædagogik

Der er brydninger i den finske uddannelsesdebat. I 'Lærervejledning' står der under afsnittet 'Pædagogiske spørgsmål':

'Forældrene forventer, at børnene skal lære noget i skolen. Vi vil give dem meget mere end kundskaber. Vort mål er at lære eleverne, hvordan de lærer. Forældrene tænker på deres egen skoletid, og hvordan undervisningen dengang foregik'.

'I mange forældres tankeverden lever udtrykket stadig: 'Det var bedre før'. Efter min mening var det værre før. Man gjorde alt for at berøve de unge deres selvfølelse. Vi gør alt for at bygge den op'.

'En ting fra før tror jeg på: Lektier og hjemmearbejde'.

Dér står den i øjeblikket på de mest progressive skoler: Mellem gammelt og nyt, mellem læring og indlæring.

Biologi- og svensklæreren i 9.a brugte ikke lærebogssystemet denne torsdag i januar, mens engelsk-, matematik- og fysiklæreren gjorde.

Eleverne fik i svensktimen hver en avis. De skulle udvælge et læserbrev, identificere synspunktet og undersøge, om argumentationen holdt.

De skrev deres analyse på et A4-ark, som de afleverede til læreren. De måtte gå ud, når de var færdige. Omkring halvdelen måtte gøre sig færdige derhjemme.

I biologi skulle eleverne søge information i opslagsbøger og på internettet om smitsomme sygdomme. De måtte selv vælge hvilken sygdom.

De var lidt famlende i begyndelsen, men læreren skubbede dem i gang ved at sige: 'Meningen er, at I skal lære at studere'.

De fandt den valgte sygdom og skrev oplysningerne ned. 'Hvem vil fremlægge?', spurgte læreren, der havde sat sig bagerst i lokalet. En flok hænder røg i vejret. En pige fik lov til at gå op til katederet og holde sit foredrag om syfilis.

Det var det. Resten af undervisningen i de to 9.-klasser var klassisk katederundervisning med lærebogssystem, overhøring, prøver og øvelser.

At Finland - sammen med Japan og Sydkorea - har placeret sig i toppen af OECD's rangliste med færdigheder i læsning, matematik og naturfag har ikke bragt glæde overalt.

'Pisa kan også blive et fængsel, der lukker af for pædagogisk nytænkning', siger redaktør Carl-Erik Rusk.

Meningen er, at OECD's Pisa-program skal teste og rangordne faglige færdigheder hvert tredje år.-

Finske mestre

OECD har testet 15-åriges faglige færdigheder i 32 lande. Finland blev nummer et i læsning, nummer tre i naturfag og nummer fire i matematik.

Finland

Indbyggertal: Cirka fem millioner.

Sprog: Finsk 93 procent, svensk seks, samisk 0,03, andre en procent.

Religion: To statskirker - en evangelisk-luthersk folkekirke og en ortodoks kirke.

Hovederhverv: Service 64 procent, industri 28, landbrug otte.

Vigtigste handelspartnere: Sverige, Storbritannien, Tyskland.

Mindre spredning i Finland

'Disse forskelle i betydningen af forældrenes placering i stillingshierarkiet i de nordiske lande peger på, at der for eksempel i Finland (. . .) er skabt en grundskole, som i større omfang end i andre lande formår at mindske betydningen af forældrebaggrunden for de færdigheder, som eleverne opnår. Det viser sig da også, at der samlet set er en mindre spredning i elevernes færdigheder i Finland end i de øvrige nordiske lande'. Citat fra OECD's danske Pisa-rapport.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ