Studerende dropper opgave

Kun 66 procent af fjerde årgang på Frederiksberg Seminarium har afleveret deres bacheloropgave

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De lærerhungrende folkeskoler og de taxameterhungrende seminarier må indstille sig på, at kun omkring to tredjedele af den nuværende fjerde årgang bliver færdiguddannede til sommer. Frederiksberg Seminarium har som det første af landets 18 seminarier passeret deadline for aflevering af den nye læreruddannelses bacheloropgave, og kun 66 procent af den nuværende fjerde årgang har afleveret.

'Vi har valgt at lægge bacheloropgaven om vinteren, og jeg tror, vores gennemførelsesprocent bliver væsentligt højere end de andre seminariers, hvor de studerende skal op og forsvare deres bacheloropgave, samtidig med at de skal til eksamen i to linjefag', siger rektor ved Frederiksberg Seminarium Thøger Johnsen. Hver gang en studerende bliver et halvt år forsinket, mangler seminariet et halvt års taxameter i forhold til budgettet - 30.000 kroner. Thøger Johnsen håber meget på, at en del af årgangen vil aflevere deres bacheloropgave til august og dermed nå at forsvare den til september.

'Man kunne godt frygte, at vi havner i en situation i stil med universiteternes specialesump, for de studerende kan jo sagtens få arbejde. Men det vil være rigtig synd, hvis de aldrig får et færdigt papir på uddannelsen'.

Forsøgskaniner

Årgang 1998 har været en slags forsøgskaniner hele vejen gennem deres uddannelse. De begyndte som første årgang på en ny læreruddannelse, en midlertidig bekendtgørelse og en studieordning, som seminarierne havde måttet stykke sammen i hast. Blandt de nye elementer var foruden hele fire linjefag også en større opgave, der i henhold til bekendtgørelsens paragraf 7 skulle udarbejdes efter 'akademisk arbejdsmåde og videnskabelig metode'. I sommer kom så endnu en ændring - nu skulle opgaven ikke længere bare være akademisk, det var en bacheloropgave, og den skulle forsvares ved en mundtlig eksamen. På Frederiksberg Seminarium har man valgt at rykke bacheloropgaven frem, så der var afleveringsfrist før jul for at undgå tre store eksaminer oven i hinanden til sommer.

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Trine Barfod, er meget spændt på at se, hvor mange studerende der får afleveret deres bacheloropgaver til tiden på de øvrige seminarier:

'Det her er et meget godt udtryk for det pres, der ligger i den nye læreruddannelse. Og det har givet meget frustration og forvirring, at man lige pludselig fik at vide, at der nu også var en mundtlig del af den store opgave', siger hun og tror, at en del af problemet har været, at seminarierne ikke har nået at omstille sig til den nye læreruddannelse og forberede de studerende til at skrive en akademisk opgave.

Hun er samtidig dybt bekymret over, at en lav gennemførelsesprocent til sommer kan være med til at trække tæppet væk under seminariernes i forvejen stærkt pressede økonomi, så uddannelsen ender som et økonomisk kompromis.

Powered by Labrador CMS