Debat

Det grå marked

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I takt med at kommuner giver op over for børn med adfærds- og indlæringsvanskeligheder, stiger udbuddet af dagbehandlingstilbud og opholdssteder. Det sidste dækker over skolehjem i privat regi.

Mange idealistiske mennesker søger at finde et meningsfyldt arbejde ved at tage sig af, opdrage og bibringe børn, der er opgivet af forældre og lokale myndigheder, lærdom og forberede dem til et fornuftigt voksenliv. Jeg har stor respekt for disse mennesker, der opgiver job og i mange tilfælde satser deres private formue på at realisere idealisme. Men idealisme og startkapital gør det ikke alene. Når et opholdssted er oprettet - det består ofte af en kerne af mennesker med en fælles pædagogisk holdning - så skal der ofte ske ansættelse af en lærer. Disse ansættelser sker, fordi den stedlige kommune kræver dette som betingelse for undervisningsret. Hvis ikke institutionerne får henvist børn i den undervisningspligtige alder, så har opholdsstedet kun få overlevelseschancer.

De lærere, der ansættes, er også tændt af begejstring. Arbejdet påbegyndes ofte uden nævneværdige aftaler, 'det finder vi ud af'. Når læreren så henvender sig på det lokale kredskontor, og man her bliver opmærksom på ansættelsesforholdet, så begynder problemerne:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kredsens krav overstiger ofte, hvad institutionen havde forestillet sig. Læreren er blevet gjort bekendt med, hvad der tilbydes på de amtslige specialskoler, og har forventninger.

Det hele ender i et dilemma for opholdssted, lærer og kreds: Skal man acceptere utilstrækkelige ansættelsesforhold, fordi opholdssted (og ofte læreren) ønsker dette, eller sige fra? I min kreds har vi valgt at sige fra, men hvordan ser det ud på landsplan?

DLF opfordres til at melde ud, om kredsene skal indgå 'overenskomster med lokalt præg', som man kunne vælge at benævne mangelfulde aftaler, eller om vi skal holde fingrene væk. Jeg vil foretrække det sidste.

Med en borgerlig regering og med et (for udstrakt) kommunalt selvstyre er der her fri adgang til et marked, hvor vore medlemmer kan anvendes som lavprisarbejdskraft, og hvor børn og unge får en opvækst uden egentlig samfundsmæssig kontrol.

De betingelser af økonomisk og aftalemæssig art, som Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen tvinger igennem over for opholdsstederne, gør, at disse ikke kan honorere almene overenskomstkrav, blandt andet opsigelsesvarsler. Medarbejderne befinder sig på tynd is, hvis noget går galt. På anden måde ser det bekymrende ud for eleverne. Disse børn og unge har ikke en slagkraftig forening, der kan fremføre deres problemer over for politikere og i medierne. Opholdsstedernes ledelser kan vel også føle frustrationer over manglende resurser, men de får ingen betalte klienter, hvis de protesterer.

Med det kommunale selvstyre og regeringens holdning til private initiativer vil der opstå tabere, der ikke kan klare sig i vort samfund - og det bør vore medlemmer ikke tage del i.

Hans Rechendorff

kredsformand, Grenaa