Lærere og pædagoger indgår aftale

Odense Lærerforening og BUPL Fyn har indgået samarbejdsaftale om skolestarts-pædagogik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolepædagogens primære opgave er fritidspædagogik, og lærerens/børnehaveklasselederens er undervisning. Det står nu skrevet ned sort på hvidt i en aftale mellem Odense Lærerforening og Fyns-afdelingen af pædagogernes fagforbund BUPL.

'Jeg synes selvfølgelig, at det er et problem, hvis BUPL på landsplan forsøger at gafle sig ind på undervisningen, men det er ikke det, jeg oplever, når jeg samarbejder med BUPL her i Odense', siger næstformand i Odense Lærerforening Lone Sinnbeck og glæder sig over, at der er en fælles forståelse med BUPL i Odense om, at lærere og pædagoger skal samarbejde om skolestarten, men at det samarbejde skal afgrænses til de områder, hvor de to faggrupper vurderer, at det er vigtigt. Det er for eksempel samarbejde om børnenes hverdag, temadage, lejrskoler, lokaleindretning, skole-hjem-samarbejde og sociale mål for børnene. Men de to fagforeninger er også enige om, at det er en god ide, at skolepædagogen i begrænset omfang er med i undervisningstimer - vel at mærke under forudsætning af, at der er tid til, at lærer og pædagog kan forberede sig sammen.

Ligesom der er en frygt blandt lærere for, at pædagogerne vil overtage undervisningen i skolestarten, går pædagogerne også ind i skolestartsprojekterne med en vis nervøsitet, som den historiske aftale kan dæmpe:

'Pædagogerne oplever tit, at de bliver brugt til det, vi kalder 'radiator-pædagoger', altså en slags medhjælper for læreren. For pædagoger er det derfor beroligende, at det fremgår af aftalen, at samarbejdet skal være ligeværdigt på baggrund af de forskellige kvalifikationer, man har som henholdsvis lærer og fritidspædagog', siger næstformand i BUPL Fyn, Lars Søgaard Jensen.

Det fremgår også af den nye aftale, at børn, forældre og personale skal opleve tydelig forskel mellem undervisning og fritid: 'Dermed får vi selvfølgelig også sagt, at det ikke er helheds- eller heldagsskole, vi vil. Men vi går jo ikke ind for en udvidelse af skoledagen - børnene går rigeligt i skole i forvejen! Og der er jeg nok mere usikker på, hvor Odense Lærerforening står', siger Lars Søgaard.

De to organisationer har sendt den nyunderskrevne aftale til deres tillidsfolk på skolerne og lægger op til, at BUPL- og DLF-tillidsrepræsentanterne skal samarbejde, hvor de kan, ligesom de to fagforeningskontorer gør det.

Hele aftalen kan læses på Odense Lærerforenings hjemmeside, www.olfklaregade.dk