0   301

Kæft, trit og teambuilding

Skole i Californien vil gøre 12-årige potentielle tabere til universitetsstuderende. Midlet er armbøjninger, blyantspidsning og flere armbøjninger

Skilsmisseprocenten er høj i Oakland, Californien, hvor kriminaliteten i byens fattige områder er kontant, skolelærerne er udbrændte og børnene fandenivoldske.

De fleste elever i 7. klasse læser som på 3. eller 4. klasses niveau. Børn er dømt til et liv nederst på den sociale rangstige? Nej, siger byens borgmester Jerry Brown. De skal bare have noget disciplin ind i livet.

Artiklen fortsætter under banneret

Den 11-årige Anthonio Dixon står ret ved flagstangen. Sådan har han stået i en halv time nu og længselsfuldt set kammeraterne spille bold i frokostpausen.

'Jeg sagde noget, jeg ikke skulle have sagt', mumler han.

En sergent kommer hen og stirrer på ham. 'Kig mig i øjnene!', brøler han.

Anthonio Dixon løfter blikket.

'Det var slemt. De ringer til min mor næste gang', siger han senere.

Et opkald til forældrene betyder alvorlig ballade. Næste skridt er udvisning fra skolen, og det vil Dixon helst undgå.

'Jeg har ændret mig meget, efter jeg kom her. Før i tiden opførte jeg mig ikke særligt pænt'.

Han får lov at gå hen til klassen, hvor eleverne er ved at stille op udenfor. To drenge ligger på jorden og laver armbøjninger.

'Ned med dig!', brøler sergent Patton til en pige, som kom til at hviske noget til en sidekammerat. Nu ligger de tre unger og kæmper med armbøjningerne. En af drengene står stille med hænder og fødder i jorden i en form som et omvendt u og ser ud, som om bare det mindste forsøg på at bøje armene endnu en gang vil få ham til at kollapse.

'For det meste får vi fem eller ti som straf, hvis vi har lavet ballade, men jeg fik engang besked om at lave 30', siger Brian Drivers, 12 år.

Han indrømmer, at han i virkeligheden kun kan tage fem armbøjninger.

'Resten af dem filmer jeg mig til', griner han.

'Jeg taler til dig!', brøler sergent Patton, så spyttet står ud af munden på ham og rammer fyren, han taler til. De bryder begge ud i latter.

Så ryster sergenten oplevelsen af sig og beordrer fyren ned at ligge.

De laver ikke statistik over antallet af armbøjninger udført på skolen. Hvis de gjorde, så ville det nok være den folkeskole i verden med flest af slagsen.

De vil æde dig

Oakland Military Institute åbnede dørene for 162 piger og drenge i august i år. De fik en uniform på, blev bedt om at pudse deres støvler og i øvrigt holde kæft, når der blev talt til dem.

De fleste er amerikanere af enten afrikansk eller mexicansk herkomst. De kommer fra skilsmissehjem, de kommer fra skoler uden disciplin, fra en verden, de stort set selv skulle være herre over, hvis de ville overleve. De havde hver deres måde at overleve på, hvor tæv, trusler, drilleri og beskidte ord ofte var med i opskriften.

Derfor armbøjningerne.

'De sidder som gribbe klar til at æde dig med hud og hår, hvis du ikke er på vagt. Hvis de ser den mindste lille revne i en lærers panser, så angriber de', konstaterer oversergent George Booker, som med 28 års erfaring i militæret ikke er typen, der lader sig kue af en flok uregerlige unger.

'Men du kan ikke skabe stærke, kloge mennesker ved kun at råbe og skælde ud. Det kan du gøre de første to uger, derefter skal du i gang med at tale med eleverne. De skal føle, at vi passer på dem, forstår dem, bekymrer os om dem og vil hjælpe dem. De skal have ansvar og lære at bygge noget op sammen', siger George Booker, der synes, at det efter tre måneder går støt fremad.

For Mary Ann Norman er det blevet sjovere at være lærer, efter at hun begyndte på Oakland Military Institute. Som eleverne er hun sluppet væk fra Oaklands offentlige skoler, hvis gode ry og rygte kan ligge på en knivspids.

Hun skal ikke længere midt i undervisningen tage stilling til, om hun vil tage et slagsmål med Brian, som ligger og sover hen over bordet. Eller med Rick og Paul, som sidder og studerer en tegneserie.

'Vi giver lærerne tid til det, som de er bedst til: At undervise. Så klarer vi det med at få eleverne disciplineret', siger George Booker.

Hver af de seks klasselærere på Oakland Military Institute har en sergent siddende i klasseværelset under undervisningen. I begyndelsen måtte han rundt og hive fat i de mere støjende elever, men 'nu er et blik fra os som regel nok', konstaterer George Booker, som dog indimellem må gribe til straffen 'stå med ansigtet mod væggen' over for børnene.

'Det virker. Børn hader at stå og se ind i en væg, mens verden lever videre bag deres ryg', siger han.

Mary Ann Norman er imponeret over elevernes forvandling.

'Til at begynde med var det som på de andre folkeskoler, men nu er der meget mere disciplin i klasserne. Og det sjove er, at ungerne faktisk kan lide det. De nyder at være her, de kan lide at marchere, at træne, at se meningen med at lære noget', siger hun.

Flere timer og flere dage

Borgmester Jerry Brown er formand for skolens bestyrelse og kommer næsten hver uge forbi på skolen for at se, om alt forløber efter planen, som i korthed lyder: At gøre det muligt for alle eleverne at komme ind på University of California, Harvard eller Yale efter fem år på skolen.

'Vi vil være den bedste skole i Oakland, det bliver svært, men vi vil blive det. Siden bliver vi den bedste i amtet. Og siden den bedste i Californien', fastslår Jerry Brown.

For at nå målet har borgmesteren hævet antallet af undervisningstimer på skolen. Mens de almindelige folkeskoler i Californien har 180 årlige undervisningsdage, så kører militærinstituttet med 200 dage plus 20 lørdage.

Og mens folkeskolerne har 240 minutters undervisningstid om dagen, så har militærinstituttet 450 minutter.

Skolen drives af Californiens nationalgarde i samarbejde med borgmesteren og med støtte fra staten og penge fra forsvarsministeriet. Eleverne går på skolen uden betaling.

De møder hver morgen klokken 7.30 til en halv times eksercits, hvorefter det meste af dagen går med intensiv undervisning i læsning, stavning og matematik blandet med noget benhårdt militærmotion. Først klokken 17.00 kan de tage bussen hjem.

Håbet er, at eleverne efter bare et år på skolen vil være på niveau med de bedre skoler i staten, men det tror læreren Mary Ann Norman ikke på.

'Vi har at gøre med elever, som slet ikke har lært alt det, de burde have lært i deres alder. Nogle af mine elever læser som en 2.-klasse-elev. Det tager tid at hive dem op'.

Code of honor

Kaiya Brown er én af skolens mønsterelever. Det var hendes mor, der besluttede, at Kaiya skulle skifte skole.

'Min mor har haft en karriere inden for militæret, og hun vidste, at det ville være en bedre skole for mig. Hun vidste, at borgmesteren ikke ville lade sit gode ry og rygte gå op i flammer ved at fejle', siger den 12-årige pige, som ellers klarede sig glimrende på den skole, hun kom fra.

Hun er lidt skuffet over, at der endnu ikke er en computer-lærer og en formningslærer på skolen, men ellers synes hun, at skolen er god nok.

'Det er hårdt. Du får lov at arbejde, men du får meget igen', siger hun.

Skolen fungerer som i militæret. Hver klasse har en elev, der er 'student leader',så er der en 'squad leader', som har ansvaret for seks-syv elever. Og til sidst en 'team leader', som er ansvarlig for to-tre andre elever.

Eleverne har tre forskellige uniformer. Den daglige skoleuniform, en gymnastikuniform i form af joggingtøj og en kakifarvet uniform til fredagene.

Alle elever har svoret, at de vil følge 'The Code of Honor' - et sæt regler, som eleverne selv har fundet på i samarbejde med lærerne. De væsentligste elementer følger Biblens bud: 'Du må ikke snyde, lyve, stjæle eller være disrespektfuld'.

Hvis en elev glemmer reglerne - og det sker hver dag - går elever og lærere i gang med en efterforskning af sagen. Når de frem til, at en er skyldig, så skal straffen fastsættes.

En håndfuld elever har opført sig så groft, at de er blevet smidt ud af skolen, men i de fleste tilfælde er straffen armbøjninger, løb, at spidse blyanter i et par timer, feje parkeringspladsen eller stå med ansigtet ind mod en væg.

Helle Maj er freelancejournalist

For det meste får vi fem eller ti som straf, hvis vi har lavet ballade, men jeg fik engang besked om at lave 30Jeg har ændret mig meget, efter jeg kom her. Før i tiden opførte jeg mig ikke særligt pænt

De sidder som gribbe klar til at æde dig med hud og hår, hvis du ikke er på vagt


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet