For mange nye undervisnings-systemer er dyre helhedsløsninger, som i værste fald kvæler lærerens professionalitet.

Det mener seminarielektor på Århus Dag- og Aftenseminarium, Jørgen Kuhlmann. Han har gennem mange år anmeldt dansksystemer i Folkeskolen.

'Der ligger en stor investering for skolerne i at købe et klassesæt af moderne materiale - så føler lærerne sig givetvis forpligtigede til at få det hele eller i hvert fald det meste med. Det synes jeg er et problem i forhold til den tradition, vi har i Danmark om, at lærerne har en didaktisk professionalitet, der giver sig udslag i, at læreren træffer selvstændige, didaktiske valg omkring indhold og metode i undervisningen'.

'Disse meget omfattende og heldækkende undervisningsmaterialer kommer til at reducere læreren til en metodisk funktionær. I udlandet er det ikke ualmindeligt, at man har eksperter, der foretager de didaktiske valg, og lærerne bliver lærebogsforvaltere, der blot skal gennemføre det, andre har tilrettelagt. Det gælder i en række sydeuropæiske skolesystemer. Det er betænkeligt, at danske lærere presses den vej', mener Jørgen Kuhlmann.

Har lærerne da ikke opdaget det?

'Jeg tror ikke altid, at de er bevidste om det. Det tiltaler jo en vis side af læreren, for det klarer en del af forberedelsen'.

Forfatteren instruerer i detaljer

Jørgen Kuhlmann mener, at udviklingen har været på vej længe.

Han er ikke blind for, at der er mange danske lærere, der med projektopgaven ser nye muligheder, hvor de i højere grad bliver den autonome didaktiker.

'Men vi ved også, at de omtalte undervisningsmaterialer sælger i meget stort omfang. Objektivt set er de kvalitativt gode. Men de er bygget op på en måde, der faktisk sætter læreren ud af funktion', siger Jørgen Kuhlmann.

I visse elevhæfter er opgaven formuleret, så lærebogsforfatteren skriver direkte til eleven. Jørgen Kuhlmann er stødt på formuleringer som: 'Når du har løst denne opgave, kan du gå hen til din lærer og få den rettet'.

'Man får faktisk på den måde en lærebogslærer, der sniger sig ind og overtager undervisningen. Det er ikke bare noget med, at han har tilrettelagt 'herfra og dertil', men han er faktisk til stede i lokalet som en imperativ stemme, der siger: 'Du skal gøre sådan og sådan'. Hvad stiller den virkelige lærer op i en situation, hvor eleven kommer og siger: 'Du skal rette det her - det står selv i bogen'? Så kan læreren vanskeligt sige: 'Vel gider jeg ej'. Det er jo paradoksalt, og deri mener jeg ligger et kæmpeproblem'.

'Undervisningsmaterialerne er ofte instruktive helt ud i det banale. De er meget procesbeskrivende, og det mener jeg egentlig er lærerens opgave i sin mundtlige instruktion. Der er ikke to klasser, der er ens, og formidlingen i forhold til den konkrete 8.a eller 4.b må gøres i forhold til den viden, læreren har om netop denne klasse, og ikke i standardiseret form. Kernen i lærerens arbejde er at formidle, instruere og vejlede bestemte elever. De opgaver bliver læreren frataget i mange undervisningsmaterialer'.

Et andet problem er, ifølge Jørgen Kuhlmann, at mange materialer bliver udgivet til et enkelt klassetrin.

'Sådan behøver det ikke at være. En konsekvens af disse årgangsopdelte seriematerialer er, at lærebogsforfatterne ikke kan tænke sig til, hvad hver enkelt elev har lært de foregående år. Det medvirker også til, at lærerne sættes ud af spillet. Materialerne forsøger at leve op til kravet om, at der skal være progression i det faglige. Men læreren render ind i det problem, at i det øjeblik udefrakommende laver progressionen i undervisningsforløbet, kan det være meget svært at leve op til princippet om, at undervisningen skal være organiseret efter den enkelte elevs interesser og motivation'.

Lærebogens virkelighed

Kan man overhovedet producere materialer, der passer til alle elever?

'Når jeg kigger på den linde strøm af danskmaterialer, jeg har haft til anmeldelse gennem en årrække, så ser jeg en implicit idealelev foran mig. Det er et billede af en videbegærlig, udforskende elev, der tager ansvar for egen læring - og i visse materialer sågar også for andres. Det er denne særlige mønsterelev, materialerne er rettet til. Jeg tænker tit på, om der i disse materialer er plads til Connie og Brian fra Århus Nord eller til Ahmed og Muhammed, som vi har ude i den vestlige del af byen. Eller om de kun er skrevet til eleverne ude i Egå og Risskov? Det er et spørgsmål, om materialerne til undervisning i danskfaget i folkeskolen kan samle den nye sociale og etniske virkelighed op, som der er på skolerne. Og det er den, der presser lærerne. Det sidste materiale, jeg anmeldte, havde nogle udmærkede emner med 'lyriske forårslandskaber', 'indianere' og så videre. Og så tænker jeg på, hvordan man får eleverne i de århusianske blokkvarterer til at forholde sig til det. Der er ikke noget galt med 'lyriske forårslandskaber', men nogle elevers virkelighed lader sig ikke afspejle i et sådant emne i danskundervisningen'.

Kan skolerne ikke bare undlade at købe materialer, der ikke passer til deres elever?

'Det er ikke mit indtryk, at det sker', siger Jørgen Kuhlmann. 'Jeg kommer en del ud på skoler i forbindelse med mine studerendes praktik, og det ser ud til, at man vælger den type materiale på skoler med alle typer elever. Salgstallene tyder også på, at det sælges til mange skoler'.

Fikse tricks erstatter faglighed

Som et andet problematisk område i danskmaterialerne nævner Jørgen Kuhlmann procesorienteret skrivning.

'Alle materialer har i dag denne metode som en del af systemet. Men man kan iagttage, at den tænkning, der oprindelig lå bag procesorienteret skrivning, en måde at forstå læring på, den intensive dannelsesforståelse, nu skrider til fordel for en opfattelse af, at det blot er en mere effektiv metode at skrive på. Materialerne instruerer også lærerne i, hvordan de skal arbejde med metoden. Men det er altså ikke undervisningsmidlernes opgave at lære danske lærere, hvordan man arbejder med procesorienterede skriveprocesser. Det er noget, man går på kursus i og får et gedigent, grundigt indblik i, så man kender mulighederne, frem for de der discount-øvelser, der er i materialerne. For hvis man får reduceret processkrivning til en metode, vil den vise sig at være lige så død som mange andre skrivepædagogikker, der har været på banen i tidens løb'.

'Noget lignende gælder øvelser i at udfylde tomme pladser, som indgår i Wolfgang Isers meget komplekse teori om litteraturtolkning, men som til tider præsenteres i en flad udgave, der bare skal være lidt sjov. Der er stor dybde bag, hvilke psykologiske mekanismer omkring projektion der gør sig gældende, når man arbejder med at trække elevens fantasi ind i en tekst. Nu bliver det sådan lidt kreativ tummel til slut og dermed en parodi på litteraturtolkning. Det er en afprofessionalisering af danskundervisningen, som lærerne ikke kan være tjent med'.

Tonny Hansen er freelancejournalist