Når edderkoppen slipper løs

Teambuilding er en alvorlig sag, hvor selv en edderkop i et spindelvæv kan udgøre en prøvelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et kæmpestort spindelvæv af snore er spændt ud mellem to træer. Opgaven lyder på at få ti mennesker igennem, uden at de rører snorene, og uden at et hul benyttes af mere end en person.

Hvad gør man?

Hvis man er lærer på Kalundborgs nye 10.-klasse-center, så er der først planlægningsmøde i mindre grupper, hvor de forskellige strategier overvejes. Herefter bliver man i fællesskab enige om fremgangsmåden og om, hvor megen tid der skal bruges på opgaven.

Så går man i gang.

Den første lærer kolbøtter sig igennem et af de nederste huller. Den næste lægger sig udstrakt på jorden. Tre kolleger løfter hende op og fører hende forsigtigt gennem et af de andre huller. Sådan bliver man ved.

Havde lærerne skullet løse opgaven bare nogle få timer tidligere, var det gået anderledes. Da ville de have haft svært ved at fungere så godt som et team, og ingen ville have haft lyst til at lade sig transportere.

Ekspert i teamwork

I den mellemliggende fase har lærerne taget hul på kurset 'Action for Excellence in Teamwork' arrangeret af konsulentfirmaet RTU Link i Kalundborg.

RTU står for rådgivning, træning og udvikling, og firmaet er en del af den internationale organisation Action for Excellence International, AEI, der blandt andet holder kurser i teambuilding. Sådan et har 10.-klasse-centeret med økonomisk støtte fra Kalundborg Kommune rekvireret, og for RTU Link kan det måske blive begyndelsen til noget stort.

Filosofien bag Action for Excellence er, at man lærer gennem handling. Som der står på en transparent, der dukker op i løbet af den første kursusdag: 'Hvis du bare taler om teamwork, bliver du ekspert i at diskutere teamwork. Hvis du deltager i teamwork, bliver du ekspert i at udføre teamwork'.

Handling vil i kursussammenhæng sige en række praktiske øvelser, der sætter fokus på forskellige sider af teamsamarbejde.

Uden fælles accept, ansvarsfølelse og motivation kan teamet ikke fungere, og det kan det heller ikke, hvis der mangler målsætning, planlægning, varetagelse af roller og intern kommunikation.

Alle kan blive enige om de fine ord, men det er først, når de gøres konkrete, at man forstår, hvad de betyder.

Som når en gruppe på fem lærere nærmest snubler over deres egne fødder, fordi de i en øvelse ikke har fundet ud af at planlægge at gå i takt.

Det viser sig, at det ikke er nok at have styr på planlægning og udførelse, hvis der mangler tryghed, og det er der lige ved at gøre i øvelsen med spindelvævet. Kort før alle er igennem, er stemningen blandt deltagerne så høj, at opmærksomheden svækkes. En person tabes fra armhøjde ned på jorden, og selvom der ikke sker noget, svækker det følelsen af, at de andre altid er til at stole på.

Diskussion om at høre efter

Den alvorligste prøvelse opstår på andendagen.

Instruktørerne sætter, i en øvelse, der går ud på at komme væk fra en synkende ø ved hjælp af et reb, den deltager, der sagde mindst i løbet af førstedagen, til at lede teamet. Teamlederen kommer med sine ideer til løsning af problemet, men under den efterfølgende brainstorm har de andre så travlt med at realisere deres egne ideer om, hvordan opgaven skal løses, at det ender med, at hun går grædende bort.

Instruktørerne afbryder øvelsen, stiller uret på nul, og teamet får rede på, hvad der er sket. Der bliver taget vare om teamlederen, og de ti lærere får en grundig diskussion om deres indbyrdes mangel på lydhørhed.

På tredjedagen er situationen lige omvendt. Teamlederen fra andendagen og en række andre overhører i en øvelse totalt en af de tidligere højtråbende kolleger, med det resultat at han bliver tavs. Bagefter gør han opmærksom på, at han føler sig dårligt behandlet.

Efter kurset er der forskel på, hvordan lærerne vurderer udbyttet, men spændende har det været, siger de samstemmende. Deltagerne er ikke i tvivl om, at de har lært hinandens grænser bedre at kende, og at kurset kommer til at smitte af på hverdagen på det nye 10.-klasse-center.-Jan Kaare er freelancejournalist

Teambuilding

Organisationen Action for Excellence International har i Finland udviklet et koncept for teambuilding målrettet mod skoleelever.

Det vil man gerne overføre til den danske folkeskole, hvor både lærere og elever efter organisationens opfattelse har et udækket behov for at lære, hvordan man arbejder i team.

For at udvikle en dansk version af konceptet har organisationens danske afdeling, RTU Link, tilknyttet Christian Østergaard og Fritz Raae, to folkeskolelærere med erfaring inden for sport, teater og organisationsarbejde. De skal i den kommende tid skabe et kursus beregnet for lærere, der så kan bruge deres viden i forhold til kolleger og i forhold til elever.

Jeg har ikke prøvet den slags før, og det var sjovt. Vi lærte meget om hinanden, om hinandens grænser og om, hvor følelsesmæssige vi er

John Madsen, lærer i 24 årSom leder har jeg fået et bedre indtryk af, hvem lærerne er. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er ti stærke personligheder, og at nogle nok skal huskes på at få alle med, når tingene sker

Peer Lysemose, centerleder,

lærer i 30 år

Powered by Labrador CMS