Til trods for - eller måske på grund af - store kulturelle forskelligheder landene imellem og dermed forskelle på uddannelsesområdet samarbejder undervisningsministrene i EU's medlemslande mere og mere. I øjeblikket samles de op til ti gange om året i forskellige regi, og næsten hver gang er kvalitet på dagsordenen.

'Alle ministre er meget på vagt over for, om deres uddannelsessystem er 'up to level', når det sammenlignes med andre landes. De ved, at uddannelse bliver mere og mere vigtig for landenes vækstrate og konkurrenceevne og for integration af individer i videnssamfundet. Man kan ikke fungere i videnssamfundet uden en række grundlæggende kvalifikationer, deriblandt nogle, som man ikke behøvede for 20-30 år siden. Kvalitet er ikke givet, det er noget, man skal kæmpe for, noget, som kræver konstante ændringer og forbedringer', siger Anders Hingel, der er leder af afdelingen Development of Education Policies under Europakommissionens direktorat for uddannelse og dermed den højest placerede EU-embedsmand med dansk baggrund på uddannelsesområdet.

Anders Hingel mødtes for et par måneder siden i Bruxelles med DLF's hovedstyrelse.

Tværgående kvalitet

Ministrene er meget interesserede i internationale, sammenlignende undersøgelser, fordi de kan påvise særlige tiltag, som andre kan tage ved lære af, fortalte Anders Hingel hovedstyrelsen. Men, sagde han, hvis eleverne i Slovakiet for eksempel scorer højt i den type undersøgelser i matematik i 14-års-alderen, så betyder det ikke nødvendigvis, at undervisningen eller uddannelsen generelt er bedre dér. Men hvad er forklaringen så, spurgte han, og svarede selv.

'På baggrund af sådanne spørgsmål bliver der stillet forslag om, at medlemslandene arbejder sammen om at højne kvaliteten. Resultatet har inden for de sidste fem-syv år været, at ministre i en række tilfælde har besluttet at arbejde sammen', siger Anders Hingel.

I 1997 blev 28 lande på et møde i Prag enige om at bede Kommissionen om at finde et begrænset antal indikatorer for kvalitet i uddannelsessystemerne. De enedes om 16 indikatorer, deriblandt resultater i matematik, læsning, naturvidenskab, sprog, lære at lære og samfundskundskab.

'Når faget historie ikke er med, så er det ikke, fordi det ikke er vigtigt. Men ministrene har ment, at der for eksempel i matematik er mere fælles at tale om på et europæisk niveau. Filosofi er heller ikke med. Det er franske lærerforeninger for eksempel utilfredse med. Men når ministre mødes, bør de naturligvis samarbejde inden for fagområder, hvor der er det største fælles grundlag. Matematik og læsning er sådanne fagområder; historie og filosofi synes ikke at være det'.

'Det første, man opdager, når man arbejder inden for uddannelsesområdet på europæisk niveau, er, at landenes uddannelsessystemer er meget forskellige. Uddannelse er tilknyttet en kulturel og historisk baggrund. En institutionel, national eller regional baggrund. Uddannelse er derfor noget meget forskelligt i medlemslandene', forklarer Hingel.

Øget harmonisering

Samarbejdet om harmonisering af de videregående uddannelser er øget.

Folk med universitetseksamener går ofte ind på det internationale arbejdsmarked. Der er derfor behov for, at uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarked anerkender de forskellige landes eksamenspapirer. Bachelor, masters og ph.d. tager i dag forskellig tid i forskellige landes systemer. Det logiske ville være, at de europæiske lande forsøgte at skabe samme struktur, så man derved fremmer mobilitet under uddannelse og på forskerniveau.

'Det har intet med unionen at gøre', understreger Anders Hingel. 'Det er noget, der sker mellem medlemslandene og mellem regeringerne. Det er ikke EU, det er ikke Kommissionen, det er ikke os, der har taget initiativet'.

Da undervisningsministrene fra Frankrig, Italien, England og Tyskland mødtes i 1997 i forbindelse med, at Sorbonne-universitetet i Paris blev 800 år, skrev de under på det, som senere er blevet kendt som Sorbonne-deklarationen, og på en udtalelse om, at højere uddannelser bør harmoniseres. Det sendte de til de andre lande i Europa, og resultatet blev, at 29 lande i 1998 på et møde i Bologna skrev under på en koordinering af strukturerne i de højere, videregående uddannelser.

'Landene står over for samme problemer og i høj grad samme udviklingsperspektiver. Der er behov for en fælles sokkel af kompetencer. Behovene er ens. Hvorfor så ikke også tale om fælles moduler i læreruddannelsen', spørger Anders Hingel. Og så understreger han igen, at det ikke er Kommissionen, der har taget initiativet. Det har regeringerne gjort; Kommissionen spiller sin fulde rolle inden for EU-traktatens rammer.