Når eleverne kommer i 8. og 9. klasse, læser de ikke nær så meget som i de mindre klasser, fremgår det af en ny undersøgelse foretaget af professor Torben Weinreich og forskningsassistent Anette Steffensen, Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet. De fleste af de store elever har det godt med at læse bøger, men andre aktiviteter trækker mere, ikke mindst tv og video samt computere på børnenes værelser.

Torben Weinreich mener ikke, at tv og computere i sig selv er af det onde, for der udvikles megen læsekompetence gennem spil, manuallæsning og fjernsynets undertekster. Derimod advarer han om risikoen for, at en gruppe på 10-15 procent af børnene ikke vil udvikle fornødne sociale kompetencer, hvis de lever hele deres fritidsliv isoleret bag skærmene på deres værelse.

Undersøgelsen viser, at hovedparten af de bøger, der læses på de ældste klassetrin, er anbefalet af lærerne. Dog læser en del drenge ved siden af især bøger i gys-, gru- og fantasygenren, mens pigerne læser kærlighedsromaner, ofte af et realistisk tilsnit.

Hvis eleverne ikke får læst ret mange andre bøger i løbet af deres skoletid end dem, lærerne giver dem, giver det så ikke anledning til at puste nyt liv i kanondebatten?

'Jo, i høj grad', siger Torben Weinreich, 'det bliver lærernes ansvar at formidle et bredt kendskab til litteraturen, men det er vigtigt at inddrage den litteratur, som eleverne læser ved siden af. Lærerne kan også blive klogere ved at diskutere litteratur på elevernes præmisser. Der findes utroligt mange fordomme om en forfatter som Dennis Jürgensen, der ligesom Bjarne Reuter har en stor dybde, som egner sig fortrinligt til litteraturanalyse. Det er der en tendens til at frakende dem, fordi deres bøger er populære blandt børnene. Men man skal ikke altid afvise værdien af noget, der kommer let til os. I forbindelse med undersøgelsen af de 9-12-årige sidste år, var det en gennemgående opfattelse blandt drengene, at kvindelige skolebibliotekarer ikke bryder sig om Dennis Jürgensen. Populært udtrykt kan man sige, at piger læser indad. De vil læse om deres følelsesliv og det nære, som de kender. Drengene vil tilsyneladende helst få styr på deres indre liv ved at læse udad - om det, de ikke kender: Science fiction, historiske romaner eller fantasy, gys og gru'.

Skolebiblioteket må træde i karakter

Kan det have indflydelse på elevernes læsevaner, at nogle bøger i de populære genrer simpelt hen ikke står på skolebibliotekerne, fordi de ikke kan købe så meget som tidligere?

'Skolebibliotekerne skal ikke være en bestselleropstilling af de aktuelt mest populære bøger. De skal ville noget selv. Derfor er det fint, at de har klassikerne stående og køber bøger af gode forfattere som Louis Jensen, selv om bibliotekarerne synes, han er svær at formidle. Sådan skal det være, også selv om det henviser eleverne til selv at købe R.L. Stines populære bøger, som de lader cirkulere. Men når vi kommer ned i klasselokalet, er kernepunktet ikke, om eleverne taler om den ene eller den anden titel. Det er måden, de taler om bøgerne på'.

Hvordan kan de populære bøger inddrages i litteraturundervisningen?

'Lærerne må analysere og lære af den måde, børnene bruger bøger på. Efter min mening har skolen endnu ikke kunnet finde sin form mellem den klassiske litteraturfortolkningstilgang og en moderne samtaletilgang. Lærerne overser ofte, at når eleverne samtaler om litteratur, foregår det også på et analytisk niveau. Vi skal lære at lytte os tættere ind til, hvad det er, børnene taler om. De står nemlig ikke bare og refererer Harry Potter. Deres sprogbrug i denne sammenhæng er ofte reflekteret og analytisk. Mange børn læser nemlig kontrafaktorisk - et fagudtryk, der er alt for overset i denne sammenhæng. De diskuterer, hvad der ville være sket, hvis Harry Potter havde tabt den konkurrence, han deltog i. Ingen kan give det endegyldige svar, for det fremgår ikke af bogen. Men når børnene diskuterer det, benytter de sig af deres egen analyse af personens og fortællingens struktur. Dette kunne man inddrage i undervisningen, og så indimellem opkvalificere den ved at lære børnene de korrekte fagudtryk for det, de selv har fundet frem til. På den måde kan børn lære termer som genre eller metafor'.

'Alle kommer frem til den livstolkning, der kan ligge i litteraturen, på hver deres måde. Det, vi skal droppe i skolen, er, at arbejdsredskaberne hertil kun kan hedde analyse og fortolkning. Lærerne har tendens til at skille deres litteraturundervisning fra den måde, eleverne behandler den på, og derfor kan eleverne ikke se, at skolens undervisning handler om det, de selv tænker. Og skolen kan ikke se, at den taler om det, eleverne tænker. De to ting må forbindes med hinanden. Læreren må tyde sig igennem det univers, som eleverne fremlægger. Undervisningsvejledningen fra 1995 har et afsnit om meddigtning. Det er aldrig rigtig blevet klart, hvad der menes med det. Alt for mange gør det formalistisk og sætter eleverne til at skrive en anden slutning på historien eller skrive det brev, som en romanperson reagerer på, men som ikke kan læses i bogen. Meddigtning handler i undervisningen om at suge alt det ind, som børnene selv oplever og giver udtryk for, når de læser', mener Torben Weinreich.

Center for Børnelitteratur overvejer at inddrage sådanne nye tilgange til litteraturundervisning i sin fremtidige kursusvirksomhed. Og hvis en skole er interesseret i at få et overblik over sine egne elevers læsevaner, er man velkommen til at rekvirere det skema, som centret har brugt til sin undersøgelse.-Tonny Hansen er freelancejournalist

Den dyrebare tid

- de 14-15-åriges læsevaner

Af Anette Steffensen og Torben Weinreich

Roskilde Universitetsforlag