Danmark anerkender færre skader

Vores nabolande anerkender flere arbejdsskader, men det må offentligheden tilsyneladende ikke vide. Materialet er i hvert fald ikke offentliggjort

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Danmark er det ekstremt svært at få anerkendt en skade som en arbejdsskade. I Sverige, Norge og Tyskland er det noget lettere. Og det ved de godt i Arbejdsskadestyrelsen og i Socialministeriet. De har nemlig selv sammenlignet Danmarks arbejdsskadepolitik med en række andre landes. Indtil videre har man bare ikke brugt sammenligningen til så meget, ligesom man heller ikke har offentliggjort resultaterne af sammenligningen.

I Danmark er der opstået et begreb om 'det forventelige'. Mange sager afvises med en forklaring om, at 'situationen forløb som forventet' eller 'det må De forvente i Deres job'. En lærer må forvente, at hun får en skade, når hun hopper af sin cykel på en cykeltur med eleverne, pædagogen må forvente, at et uroligt barn rykker hende i armen, ligesom sygeplejersken må forvente, at patientens knæ pludselig giver efter, så hun alene står med hele patientens vægt.

Ville anerkende 18 af 20 sager

I marts 1999 skrev Arbejdsskadestyrelsen til de tilsvarende instanser i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Schweiz. Arbejdsskadestyrelsen spurgte til deres ulykkesbegreb og medsendte 20 eksempler på sager, der ikke var anerkendt i Danmark. Hvordan ville de være blevet behandlet hos jer, lød et af spørgsmålene.

Vi ville have anerkendt 18 af de 20 sager, fordi vi ville betragte dem som ulykkestilfælde i arbejdet, svarede man i Sverige. De to sidste eksempler var man mere tvivlende over for.

I Tyskland ville man enten have anerkendt sagerne eller undersøgt dem nærmere. 'Især må det opklares, om der foreligger en årsagssammenhæng', skriver tyskerne.

Men dette er en væsentlig forbedring i forhold til det danske system. I Tyskland vil man meget ofte bede en læge undersøge sagen nærmere.

I Danmark undersøger man ikke disse sager nærmere, og man beder ikke en læge om at undersøge, om der er en årsagssammenhæng mellem hændelsen og skaden.

I Norge vil man ikke give en konkret vurdering af, om ulykkesmomentet er opfyldt i de 20 eksempler, men man sender en grundig beskrivelse af sin normale arbejdsgang. Heri hedder det, at i tilfælde, hvor små afvigelser fra den normale arbejdsrutine let medfører en skade, stiller man mindre krav til det ekstraordinære. Man vil altså i højere grad anerkende skaden som en arbejdsskade.

Nordmændene præciserer, at det især gælder i arbejde med løft af hjælpeløse og urolige personer, løft af specielt tunge genstande og løft eller arbejde i vanskelige stillinger.

Finland har aldrig svaret på henvendelsen fra Arbejdsskadestyrelsen, og svaret fra Schweiz er uklart i det materiale, Folkeskolenhar søgt og fået aktindsigt i.

Udvalg nåede intet resultat

Det danske ulykkesbegreb er ikke defineret i arbejdsskadeloven. Det er kun defineret af domstolene, Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse, der administrerer loven.

For at have været udsat for en arbejdsskade skal man have været ude for en tilfældig, pludselig, udefrakommende indvirkning på kroppen. Men selv om man synes, at man lever op til den beskrivelse, får mange altså afvist deres sag med begrundelsen, at det er forventeligt i deres job.

I 1999 fremsatte Socialistisk Folkeparti (SF) et forslag om forbedring af lovgivningen om arbejdsskadeforsikringen. På den foranledning blev der nedsat et udvalg - Arbejdsskadeudvalget - bestående af arbejdsmarkedets parter. Med var blandt andre Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Kommunernes Landsforening (KL), Landsorganisationen i Danmark (LO), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Arbejdstilsynet, Den Sociale Ankestyrelse samt flere ministerier, herunder Finansministeriet.

Arbejdsskadeudvalget afleverede efter knap to år en tyk betænkning om, at man ikke var nået frem til hverken enighed eller ændringer.

Arbejdsskadeudvalget var mildt sagt uenige. Flere i udvalget ønskede det gamle ulykkesbegreb bevaret, andre ønskede at få de skader anerkendt, der har direkte årsagssammenhæng med arbejdet. Udvalget brugte omkring halvdelen af arbejdstiden på at diskutere begrebet om 'det forventelige'.

Efter dette mislykkede arbejde nedsatte socialminister Henrik Dam Kristensen en tværministeriel arbejdsgruppe bestående af embedsmænd. Denne arbejdsgruppe forventes at komme med et resultat i slutningen af juni.

Arbejdsgruppen skal udarbejde principper for en reform på arbejdsskadeområdet, og principperne skal danne grundlag for et lovforslag, der skal fremsættes i næste folketingsår. Arbejdsgruppen skal se på en smidigere sagsbehandling, der kan nedsætte den lange behandlingstid, den skal se på lovens regler om anke, på sammenhængen til hele det øvrige sociale område og på udbetaling af erstatning.

Den tværministerielle arbejdsgruppe har også adgang til materialet fra udlandet. Om gruppen bruger materialet til noget, vides endnu ikke. Arbejdsgruppens formand Anne Lind Madsen, der er direktør i Arbejdsskadestyrelsen, ønsker ikke at udtale sig, før gruppens arbejde er færdigt.

Hvorfor bruges materialet ikke

Det var Arbejdsskadeudvalget, der indhentede oplysningerne fra Sverige, Norge, Schweiz og Tyskland til sit arbejde. Men da den tykke betænkning fra udvalget kom, indeholdt den kun et afsnit om disse landes ulykkesbegreb og overordnede principper i arbejdsskadelovgivningen.

FTF's repræsentant i Arbejdsskadeudvalget, Kjeld Berg, mener ikke, at det indhentede materiale fra udlandet kan bruges til så meget. Det er for svært at sammenligne, siger han. Men han fortæller også, at udvalget ikke brugte meget tid på materialet.

'Arbejdsskadestyrelsen fremlagde nogle modeller på baggrund af materialet, men de var ikke gode nok for os', siger Kjeld Berg.

Anne Baastrup fra SF har undret sig over, at materialet ikke er blevet optrykt som bilag til den tunge betænkning. Derfor har hun spurgt socialministeren, om det er rigtigt, at man har iværksat en undersøgelse af, hvilke sager udlandet anerkender.

Henrik Dam Kristensen har svaret, at det er rigtigt, at man har spurgt udlandet om deres praksis, og at man har spurgt på baggrund af beskrivelser af konkrete sager. Men at udvalget primært har fået sammenskrivninger af de indkomne svar og derfor har besluttet, at udvalget også kun ville optrykke sammenskrivninger i betænkningen.

Men i materialet, som Folkeskolener i besiddelse af, er der foruden sammenskrivninger en hel del konkrete svar på de konkrete spørgsmål. For eksempel fremgår det klart, at man i Sverige ville anerkende 18 af de 20 tilsendte sager. Materialet indeholder også ret konkrete beskrivelser af, hvordan sagerne ville blive behandlet i Tyskland, og fra Norge fortæller man detaljeret om sin fremgangsmåde i denne type sager. I ingen af disse tre lande opererer man for eksempel med et begreb om, 'at det må man forvente i jobbet'.

Færre sager anerkendes

Socialrådgiver i DLF, Jørgen Bruun Christensen, der beskæftiger sig med arbejdsskadesager, siger, at begrebet om det forventelige er opfundet af Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse.

'Begrebet er ikke opfundet af domstolene. De har senere godkendt brugen af begrebet, men det er myndighederne selv, der har bragt begrebet på bane. Dermed har de strammet praksis for anerkendelse af arbejdsskader og bidraget til mange af de problemer, vi i dag har på området', siger Jørgen Bruun Christensen.

DLF's advokat i arbejdsskadesager, Søren Kjær Jensen, der også er advokat for pædagogernes og sygeplejerskernes organisationer i disse sager, siger, at der anerkendes langt færre sager i dag end for bare ti år siden. Og sagerne afvises netop med begrebet om 'det forventelige'.

'Der er klare tal, der viser, at kun omkring 70 procent af sagerne anerkendes som arbejdsskader i dag. I 1980'erne var det 80 til 90 procent af sagerne, der blev anerkendt. Meget tyder på, at myndighederne har strammet deres praksis', siger Søren Kjær Jensen.

'I hvert fald kender jeg ikke eksempler på, at man har afvist den slags sager med henvisning til 'det forventelige' for mere end ti år siden'.

Udenlandsk materiale bør bruges

Søren Kjær Jensen har sammen med to andre advokater udarbejdet et forslag til et skadebegreb.

'Det afgørende kriterium bør være, om det er arbejdet eller arbejdsforholdene, der er årsag til skaden. Lakmusprøven er, at hvis man vurderer, at skaden ville være opstået alligevel ved de almindelige dagligdags gøremål, personen har, så skal skaden ikke anerkendes som en arbejdsskade. Det skal altså være arbejdsforholdene, der er årsag til skaden', siger han.

Søren Kjær Jensen mener, at materialet fra udlandet er meget vigtigt og absolut bør bruges i arbejdet med en reform på arbejdsskadeområdet.

'Gennemgangen af materialet viser, at Tyskland tæt fulgt af Sverige har den lempeligste praksis for anerkendelse af de tyve eksempler. Det kan ikke udelukkes, at Tyskland ville anerkende samtlige hændelser som arbejdsskader, mens Sverige kun ville afvise to. Schweiz afviser en tredjedel af hændelserne, og Norge må formodes at ville anerkende omkring 30 procent af sagerne', siger Søren Kjær Jensen.

'Materialet viser, at flere lande anerkender en skade som en arbejdsskade, hvis blot der sker en ganske lille afvigelse fra et planlagt forløb, hvor man i Danmark kræver en usædvanlig afvigelse. Den forskel er der simpelt hen ingen fornuftig forklaring på. Herhjemme vurderer man ikke problemet, sådan som det er, man lukker af allerede ved indgangsdøren, fordi der ikke er sket en usædvanlig afvigende begivenhed'.

Han henviser blandt andet til materialet fra Tyskland, hvor en sag bliver videregivet til en lægelig vurdering, hvis der er den mindste tvivl.

'Herhjemme bliver den enkelte sag ikke sendt til lægelig vurdering. Her har man i stedet ophøjet en generel lægelig vurdering til en juridisk betingelse om, at der skal være sket noget usædvanligt afvigende. Er der ikke dét, afviser man sagen uden at undersøge den nærmere. Dermed har man flyttet tyngdepunktet fra en lægelig vurdering til en bestemt forsikringsteknisk administrativ vurdering. Og netop derfor har man også i dag så svært ved at forklare borgerne, hvorfor man afviser deres sag', siger Søren Kjær Jensen.

'Man afviser simpelt hen med en juridisk skinbegrundelse ved at sige: 'der er ikke sket noget, du ikke burde være forberedt på'. Man siger groft sagt, at 'hvis der ikke er sket noget usædvanligt afvigende, så slipper man for at foretage den lægelige vurdering af, om skaden ville være sket alligevel''.

Anerkendt i andre lande

'En dagplejer er ved at putte et dagplejebarn i seng. Barnet skal sove inden døre i en for ham ukendt weekendseng. Som følge heraf går barnet i affekt og kaster sit hoved tilbage, da han puttes ned i sengen, hvilket afstedkommer et uventet træk i dagplejerens ryg med varige rygsmerter til følge'.

Denne skade blev ikke anerkendt som en arbejdsskade i Danmark. Den hører under, hvad de danske myndigheder mener, at en dagplejer må forvente i sit job.

Sagen var én af de tyve sager, Danmark sendte til udtalelse i fem andre lande. I Sverige ville skaden være blevet anerkendt, og i Tyskland ville man have undersøgt den lægelige årsagssammenhæng nærmere. Det gør man ikke engang i Danmark. Norge svarer ikke direkte på spørgsmålet, men her ville man højst sandsynligt også have anerkendt skaden, da skader ved løft af urolige personer som regel anerkendes. Schweiz ville have anerkendt skaden som en ulykke, fordi barnet forårsager et uventet træk i dagplejerens ryg, og det er en usædvanlig ydre faktor. Finland har aldrig svaret på henvendelsen fra Danmark.

hela

Ikke anerkendt i Danmark

En lærer er på cykeltur med sin klasse. Hun ser en lastbil komme og hopper af cyklen for at advare eleverne. Ved hoppet vrider hun rundt på venstre knæ og får en skade.

Sagen bliver ikke anerkendt som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse henviser til, at der ikke er sket 'en udefrakommende, pludseligt indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge'.

Ikke anerkendt i Danmark

En lærer på en amtskommunal skole er i svømmehallen med en handicappet elev med epilepsi. Drengen får en voldsom krampe i vandet, og læreren må løfte ham op på bassinkanten. Under løftet får hun stærke smerter i skulderen. Smerterne fortsætter, og hun kan ikke længere løfte armen rigtigt.

Sagen bliver ikke anerkendt som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen henviser til, at 'situationen forløb som forventet'. 'Der var således ikke tale om en usædvanlig afvigelse af det forventede forløb'. Det er altså noget, læreren må forvente i sit job

I materialet (. . .) fremgår det klart, at man i Sverige ville anerkende 18 af de 20 tilsendte sager

Powered by Labrador CMS