Lærerbarriere mod IT

Lærere er en af de største barrierer for det store e-learning-gennembrud i Europa

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når en lærer fortæller en anden om en god undervisningsmetode, er effekten langt større end alle tænkelige politiske taler. Det mener EU's kommissær for uddannelse Viviane Reding, Luxembourg, og hun opfordrer nu de europæiske lærere til at gøre det, eleverne ikke må: kopiere hos hinanden. Hun vil blandt andet have danske og irske pilotprojekter udbredt til andre lande for på den måde at liste IT ind ad skolernes bagdør.

'Vi skal overtale lærerne til at være med. De skal forstå, at computerne ikke bider, men tværtimod er en hjælp i undervisningen. Det er en delikat politisk opgave, for vi kan skabe og beslutte alt det, vi vil, men hvis lærerne ikke er med på idéerne, så hjælper intet', siger Viviane Reding.

Lærerne skal gøres imødekommende med eksempler fra andre klasseværelser, skoler, regioner og lande, for det tager for lang tid at vente på politiske initiativer.

'Uddannelsespolitik er som en supertanker - det er meget svært at ændre kurs. Vi vil sætte små hurtige lodsbåde ud', siger EU-kommissæren.

Hun var sammen med IBM for nylig vært ved et møde i Bruxelles om, hvordan private IT-virksomheder og offentlige myndigheder sammen kan udvikle e-learning, så Europa fortsætter som verdens førende inden for IT.

IT-firmaer vil deltage

Nokia, IBM, Philips og Cisco Systems er bare få af de IT-virksomheder, der er mere end parate til at investere i IT-uddannelse til børn og unge:

'Vi føler os forpligtede til at give noget af vores fortjeneste tilbage', siger Mike Couzens, direktør for kommunikation og uddannelse hos Cisco Systems - verdens førende producent af computerindmad.

'Og samtidig er vi ikke i stand til at få nok kvalificerede nyuddannede til vores firma', siger han om Ciscos satsning på selv at uddanne kandidater målrettet til firmaets behov.

Hos IBM har man samme hensigt med at gå ind i privat-offentligt samarbejde, så børn fra skolestart kan arbejde med computere.

'Der er da intet galt i, at et firma forærer noget værdifuldt væk. Hvis vi sørger for at levere de rigtige tekniske løsninger, får vi automatisk en direkte eller indirekte gevinst', siger Stanley Litow, der er vicedirektør for kommunikation hos IBM.

IBM er mere end villig til sammen med Cisco og Nokia at bygge elektroniske netværk mellem lærere, elever og forældre, så de online kan give beskeder, stille spørgsmål og udveksle erfaringer.

'IT kan ikke afløse lærere, men det kan hjælpe dem til at gøre et bedre stykke arbejde. Med computere bliver deres arbejde fleksibelt og tidsbesparende', siger Stanley Litow.

Lærere på nettet

'Statistikken viser, at skolerne har computere, men ofte bliver de ikke brugt', siger Viviane Reding og kommer dermed tilbage til lærernes berøringsangst.

Kommissæren peger på Irland, hvor samarbejde med IBM indtil videre har linket 20.000 lærere sammen på internettet. Lærerne har deres egne hjemmesider, hvor de fortæller om alt fra lektier, undervisningens indhold til skoleudflugter, mens forældre kan tjekke for eksempel busforbindelser og menuen i skolens kantine.

Viviane Reding vil have samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder i gang så hurtigt som muligt. Hun mener, de nationale og regionale myndigheder skal tage imod al den hjælp, de kan få, for samarbejdet kan skabe ting, det offentlige ikke er i stand til at lave.

'Med den nye teknologi kan historie, biologi, kemi, fysik og geografi blive meget mere interessant. Vi skal sætte lærere og industrier sammen for at udvikle software, som svarer til de lokale behov'.

Det er ikke kun fremtidens mangel på IT-specialister, der bekymrer Viviane Reding.

'Hvis vi ikke ændrer undervisningen, så kemi og fysik bliver tiltrækkende og cool fag, vil vi om få år mangle videnskabsmænd og ingeniører'.

Kommissæren vil for sin part oprette en hjemmeside, hvor europæiske lærere online kan udveksle erfaringer. Det bør blandt andet føre til, at lærere i andre europæiske skoler hører om de danske IT-kørekort og kræver det samme af deres undervisningsministerier.

'Vi har allerede tabt en hel generation af unge, som ikke lærte at bruge IT i skolen. Vi er sent ude, og meget stærke initiativer er nødvendige, så tingene rykker hurtigt. Ellers kommer vi til at ofre endnu en generation'.-Tea Tramontana er freelancejournalist

E-learning

EU-Kommissionen vil med handlingsplanen eLearning sikre, at alle europæere bliver del af IT-samfundet. Arbejdsstyrken skal have de nødvendige kvalifikationer, sagde Erkki Liikanen, EU-kommissær med ansvar for IT, da Kommissionen sidst i marts vedtog planen, der er del af de initiativer, der skal sikre, at EU når sit mål om i 2010 at være verdens førende vidensbaserede økonomi.

Kommissionens mål er blandt andet, at der fra alle europæiske klasselokaler inden udgangen af 2002 er adgang til internettet, og at alle elever har adgang til en computer i løbet af 2004. Inden 2003 skal alle elever have tilstrækkelige IT-færdigheder, og lærerne skal tilskyndes til at bruge IT i undervisningen. Derfor satser Kommissionen også på at udvikle indholdet i undervisningen ved blandt andet at gøre sig til platform for udveksling af erfaringer fra alle hjørner af EU. Bruxelles vil via forskning se på, hvordan IT kan integreres i de grundlæggende fag som for eksempel sprogundervisning.

E-learning-markedet i EU har en værdi af 12 milliarder euro per år, anslår Kommissionen.

Fra adressen www.europa.eu.int/comm/dgs/education¡culture/index¡da.htm er der adgang til oplysninger om e-learning.