Besparelserne skyldes både prognoser om nedgang i elevtal og politisk besluttede besparelser på 2010-budgettet. Nogle af besparelserne er klaret ved naturlig afgang, andre ved at skære i lejrskoler og udflugter, og nu er 13 lærere altså blevet varslet fyret, fortæller formand for Fredensborg Lærerkreds Henriette Stein.
"Besparelserne rammer ikke kun skoleområdet. I forhold til budget 2010 har man skullet afskedige 100 mennesker i hele kommunen. Men det er selvfølgelig ligegyldigt i forhold til lærernes situation", siger hun til folkeskolen.dk.
Det er primært lærere, pædagoger og administrativ personale, der er blevet afskediget.
Nogle af de fyrede gør skoleåret færdigt
Fredensborg Kommune har besluttet, at de berørte lærere kan blive fritaget fra tjeneste med det samme, og det er forskelligt, hvad lærerne har valgt. Nogle er blevet vrede, frustrerede og skuffede og har valgt at gå med det samme, andre har valgt at gøre skoleåret færdigt, mens andre igen gerne vil tænke over situationen og vente med at melde tilbage til efter påske.
"Begrundelsen for at fortsætte er den fantastiske ansvarlighed overfor de børn, man underviser. Det er nok den primære begrundelse, som vi har hørt", siger Henriette Stein.
En blandet skare af fyrede lærere
Fyringerne er fordelt på 6 af kommunens 11 skoler, og hverken hvad gælder alder eller køn er der noget mønster i, hvem der er blevet prikket.
"Mønsteret er, at fagkombinationerne har været afgørende. Vi har for eksempel mange dansklærere, og derfor har man været nødt til at fyre én", siger Henriette Stein, om understreger, at mønsteret ikke er, at dansklærerne er blevet fyret.
Der er blevet fyret blandt de fagkombinationer, som man har ment, man bedst kunne undvære.
De fyringsvarslede har også forskellige uddannelsesbaggrunde, og et par af dem har ikke en læreruddannelse bag sig. Andelen af ikke-læreruddannede lærere i kommunen ligger generelt en anelse højt, vurderer Henriette Stein.
Opsigelsesperioden kan byde på et job
De fyringsvarslede lærere har forskellige opsigelsesvarsler. Nogle med tre måneders varsel, mens andre får løn til og med december.
"Og i opsigelsesperioden er det sådan, at de bliver tilbudt job, hvis der løbende bliver noget ledigt i kommunen. Så hvis der er en skole, som pludselig mangler en lærer, så har de fyrede krav på at blive tilbudt jobbet", siger hun.
Mandag, tirsdag og torsdag i denne uge har kredskontoret holdt "kaffestue", hvor to kredsstyrelsesmedlemmer har siddet klar fra 9 til 16 for at tale med fyringsvarslede om situationen og deres muligheder. De fyredes tillidsrepræsentanter eller team-kolleger har også kunnet komme med. Mandag til onsdag i næste uge er der igen åbent, og efter påske holder kredsen et fælles møde for alle berørte.
13 lærere fyret i Fredensborg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.