Som 34-årig fik jeg for første gang muligheden for at kunne skrive, det har jeg ikke haft før. Min hjerne kan ikke lære at stave, det vil bare ikke blive hængende - kunne jeg da bare få den byttet.

Jeg har hidtil levet som 'sniger'. Vi er mange, og vi ligner alle andre, men de fleste ved ikke, at vi eksisterer. Hvis man passer på, kan man leve rimelig normalt uden at blive afsløret som sniger. Der er dog ting, du skal sørge for. Det vigtigste er at finde en livsledsager, der er bogligt begavet, så vedkommende kan ordne alt fra kommunen, fagforeningen, børnehaven, som kan følge med på paskontoret, i banken, på skattekontoret. Derudover skal du sørge for ikke at blande dig, ikke stikke snuden frem, ikke komme i en situation, hvor du pludselig er alene, og der ingen vej er udenom. Det kan dog ikke helt undgås. Er der et sygt barn, som pludselig skal til lægen, så må du krybe til korset, men med mange års træning og en god del frækhed kommer man langt.

Statistisk er der en-to ordblinde i hver klasse - eller syv-otte procent af alle elever. Få af dem er meget ordblinde og så hårdt ramt, at de skiller sig meget ud, har svært ved at klare hverdagen, fordi de ikke kan læse vejskilte, ikke læse deres post. De er nødsaget til at bede om hjælp for at kunne overleve. Det er dem, man regner som de ordblinde, det er dem, der er kontakt med. De resterende bliver, efter de går ud af skolen, til snigere, vi kan jo klare os, og vi tænker - nu er det endelig slut, ikke flere diktater, ikke flere stile, her i den virkelige verden er jeg ikke så anderledes, bare jeg passer på. Så det at skulle tilbage på pinebænken er for de allerfleste totalt utænkeligt.

Mit lille mirakel skete, da jeg fik computer. Stavekontrollen var slet ikke nok, for den kræver, at man kan skelne mellem mange nuancer i ordene, men så fandt jeg et program kaldet 'Iris ordbank'. Efter ti minutter fandt jeg ud af, at jeg godt kan skrive, jeg kan bare ikke stave. Det vidste jeg ikke før. I skolen blev der sagt 'bare skriv', men det var jo det, jeg ikke kunne. Det, jeg fik skrevet, var ikke det, jeg gerne ville sige. Det var de ord, jeg kunne stave. Det var ikke nok, hvis jeg ville andet end at bruge mine hænder, det indså jeg som tolvårig.

Mit liv er godt, men siden jeg fandt ud af, jeg kan skrive, har jeg tænkt meget på, hvordan det var blevet, hvis jeg havde vidst det, da jeg gik i skole. Havde jeg så været håndværker i dag?

Er det ikke alment anerkendt, at ordblinde bare ikke kan lære at skrive som andre? De kan hjælpes meget, men de kommer ikke til at kunne skrive som andre, uanset hvor meget undervisning de får. Hvad får man ud af det? Snigere som mig, måske?

Hvis et barn har ét ben, der er længere end det andet, og går dårligt, er der ingen, der kunne finde på at sige: 'du skal bare gå, så bliver det bedre', nej man laver en protese eller en operation, som kompenserer for handicappet. Tilsvarende, hvis et barn er ordblindt, bør man så ikke ligeledes sige: 'du kan måske ikke lære at stave som andre, vi vil lære dig mest muligt og tilbyde et hjælpemiddel, der gør, at du kan skrive, selv om du ikke kan stave. Hvad du vil i livet, må du selv om, men du har valget'. Så er det ikke et handicap længere!

Er det ikke på tide at skubbe teorierne om hvorfor og hvordan lidt i baggrunden og erkende, at der er en masse børn, som ikke kan lære at skrive som andre, og så tilbyde de hjælpemidler, der vil ligestille dem med kammeraterne? Jeg tror, at hjælpemidler som for eksempel en lommeskriver ikke findes i dag, fordi undervisere ikke kender/anerkender teorier om kompensation. Rent teknisk er det intet problem at lave!

Jeg har selv to børn, der statistisk set har 25-50 procents risiko for at blive ordblinde. Skal de have muligheden for selv at bestemme, hvad de vil, eller skal et eventuelt handicap være afgørende for, hvad de skal lave hele livet?