Flemming Happel fremsætter i Folkeskolen nummer 6 nogle tanker om den grønlandske skole og integrationen.

Heri kan jeg kun være enig.

Jeg har arbejdet i den grønlandske folkeskole i nogle år og har set, hvordan den såkaldte integration virker. Det har ikke været en særlig fremragende erfaring at tage med hjem.

Diskussionerne har været lange og til tider temmelig højrøstede, men essensen må nu engang være, at hvis man kun vil tale grønlandsk, så kan man lige så godt sætte hegn om hele den store ø.

Det er på tide at forstå, at cirka 40.000 mennesker på denne jord taler grønlandsk, og holder man fast i, at alt skal foregå på grønlandsk, ja, så bliver man meget ensom.

Man skal heller ikke glemme, at man trods alt stadig er medlem af et rigsfællesskab, og det giver da nogle forpligtigelser, og derfor må man altså acceptere, at dansk og grønlandsk er to ligeværdige sprog, ellers må man tage konsekvensen. Men det har jeg endnu ikke mødt ansvarlige grønlændere, der er parat til.

Så længe man ikke har uddannelser, der gør den almindelige grønlænder i stand til at besætte de stillinger med de krav, som vor moderne tidsalder kræver, ja, så må man altså hente folk udefra til det, det ved vi selv her i Danmark.

Jeg har arbejdet i Grønland for at lære eleverne dansk, og jeg kom ikke for at lære grønlandsk, for hvad skulle jeg egentlig bruge det til?

Nej, kære grønlandske politikere, I ville være ærlige, hvis I erkendte, at de grønlandske børn skulle lære sprog, så de blev i stand til at fungere i den verden, som I jo også gerne vil være en del af. Om det så blev dansk eller engelsk, ja, det ville for mig være ligegyldigt, bare I foretog et valg.

Men jeg erkender da samtidig, at det grønlandske sprog skal bevares, for verden ville blive fattig uden forskelle, men jeg ser absolut ingen fare for, at det skulle uddø, hvis I selv vil.

Per Schwalbe

Fejø

Forkortet af redaktionen