NETopNU

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den Store Danske Encyklopædi er nu ved at være færdig. 20. og sidste bind kommer til efteråret. Nu er det spændende spørgsmål, om den også kommer i en netudgave?

I Norge har netudgaven af 'Store Norske Leksikon' kostet forlaget den nette sum af 200 millioner kroner. Derfor er det klart, at Gyldendal søger samarbejdsparter, som kan sikre økonomien, inden man går i gang.

Når det er gået så galt i Norge, skyldes det, at kun ganske få har tegnet abonnement til 1.290 norske kroner for tre år.

430 kroner om året. Er det dyrt? Ja, det kommer jo an på, hvor meget man bruger leksikonet. De med mange årlige opslag har nok købt papirudgaven og vil næppe også abonnere på netudgaven.

Til abonnementet skal man jo lægge teleprisen, og med 100 årlige opslag bliver det let otte-ti kroner per opslag. Hvad mon prisen per opslag er for folk med papirudgaven til omkring 20.000 kroner?

Gyldendal skønner, at det vil koste cirka 30 millioner kroner om året at drive en netudgave. Det er mange penge. Men netudgaven skal jo holdes opdateret. Der skal skrives nye artikler, tilføjes levende billeder og lyd, linkes til relevante web-sites og så videre. Papir- og netudgaven vil i løbet af kort tid være helt forskellige værker.

Det er de sidste forhold, der giver overvejelserne betydning. Hvis man finder en måde at finansiere en netudgave på, vil den i utalte år være dét danske leksikon. Hvis ikke, bliver der ikke noget dansk netleksikon, for der vil gå mange år, før nogen igen tør binde an med at fremstille en encyklopædi, uanset hvilken form den så publiceres i.

Kunnskapsforlaget i Norge har - foreløbig forgæves - søgt at lægge pres på den norske stat, men de står jo også med en forretning, som er gået galt.

Her i landet er situationen en anden, og det er endnu muligt at skrue en 'fællesskabsløsning' sammen. Man kan jo overveje, om et dansk nationalleksikon ikke er en public service-opgave? Der er tunge økonomiske aktører på det marked i forvejen: Bibliotekssektoren og Danmarks Radio.

Det ville være synd og skam at lade muligheden for at skabe et dansk netleksikon gå til spilde, uanset om 'fællesskabet' en tid lang skulle betale driftsunderskuddet. Det er vel en af de muligheder, der adskiller den nordiske model fra så mange andre måder at indrette samfund på?

Det var vel også den slags ting, statsministeren havde i tankerne, da han nytårsdag udtalte visionen om at gøre Danmark til verdens bedste IT-nation: Initiativer og tiltag, som faktisk vil være til gavn og glæde for borgerne i Danmark.

Det er muligt, at der heller ikke i Danmark er mange, som vil tegne et abonnement på et online-leksikon, men i skolerne er der flere hundrede tusinde potentielle brugere. Undervisningssektoren vil naturligvis betale en fair andel af prisen. Vi betaler også for de andre undervisningsmidler!

UNI-C som vi har meget at takke for i IT-sammenhæng i undervisningssektoren, har netop annonceret en hjemme-pc-løsning, som angiveligt giver skolen en ekstra dimension.

Bemærk, at det - som altid i IT-verdenen - er en løsning. På hvad mon?

Man kunne tro, at det er noget med computere hjem til nogen. Det er det ikke. Computeren antages at være der. Det, denne løsning giver, er adgang til skolens net fra computeren hjemme.

Det er altså en løsning på det problem, at man som lærer eller elev ikke har adgang til 'ressourcerne' på skolens net, når man er gået hjem! Hvis det da er et problem.

Heraf kan man også regne ud, at den ekstra dimension er en tidsmæssig størrelse. Skoledagen kan så at sige gøres længere.

Men har alle lærere og en hel del elever ikke altid arbejdet med 'skolestof' hjemme?

Der er ingen tvivl om, at UNI-C's 'løsning' er sikker, fleksibel og teknisk i orden. Prisen er heller ikke høj.

For en skole med 40 lærere og et forbrug på ti timer om måneden vil driftsudgiften være 930 kroner per lærer om året. Det er billigt.

Hvis skolens 450 elever også skal have adgang med samme månedlige forbrug, koster det 780 kroner per elev om året. Det er også billigt. An sich. Men måske ikke hvis man sammenligner med skolens budget til undervisningsmidler - næste år.

Det vil imidlertid ikke være noget problem, hvis man får 'pædagogisk nytteværdi' for pengene. Men får man det? Vil lærerne spare tid? Vil eleverne lære mere? Er der noget andet, man kan spare? Det er vel sådanne enkle spørgsmål, der må lægge til grund for vurderingen? Moderniteten i sig selv kan ikke begrunde udgiften.

Jeg stiller spørgsmål, men tager ikke stilling endnu, fordi jeg selv er koordinerende projektleder for et afprøvnings- og udviklingsarbejde, hvor elever og lærere har adgang til skolens net hjemmefra. De enkle spørgsmål er også med i grundlaget for evalueringen af dét projekt: Projekt 1,3.

Den tilstand, hvor eleverne også har adgang til skolens net hjemmefra - altså som i Projekt 1,3 - kalder UNI-C den virtuelle skole. Det ordvalg giver stof til eftertanke! Den virtuelle skole betyder 'den indbildte skole'. Altså skolen, som ikke er der. Det giver også 'den ekstra dimension' en ny tolkningsmulighed: Dagen i skolen kan blive kortere!

Adgang til skolens net er en teknisk mulighed. Om kort tid også en reel økonomisk. Hvad skal vi stille op med dét?

Denne uges NETopNU er redigeret af Johan Jacobsen

Powered by Labrador CMS