Uddannelse - uddannelse - uddannelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Danmark skal blive verdens bedste IT-nation', sagde statsministeren i sin nytårstale.

Og hvordan skal det så gå til?

Svaret er enkelt og kommer enslydende fra både den danske og den udenlandske erhvervstop:

Uddannelse, uddannelse og uddannelse.

Og det er livslang uddannelse, vi taler om her. Fra vugge til krukke.

Det var hovedbudskabet til de cirka 900 erhvervsledere, der i forrige uge, iført deres bedste grå jakkesæt, var troppet op i Bella Centret for at lytte til Bill Gates, Poul Nyrup Rasmussen og andre guruer.

Temaet for konferencen var IT-udviklingens betydning for menneske og samfund. Hvad vil der ske over de næste to-tre år, og hvilken betydning vil det få for den måde, vi indretter vores tilværelse på?

Konferencen var arrangeret af FUTUReFOCUS og TÆNKeTANKEN, som er etableret på initiativ af Microsoft, Sonofon, Telenor, Alcatel og Dell. www.e-tanken.dk

Det er altså de tunge drenge, vi har fat i her.

Derfor var det også både lærerigt og tankevækkende at deltage - med skolelærerbrillerne godt pudsede.

Hovedtaleren, ham, som alle var kommet for at høre, var naturligvis Bill Gates, der fortalte os om, hvad vi kan vente af den teknologiske fremtid de næste to-tre år. Udviklingen af det mobile Internet vil betyde, at Nettet fuldstændig vil skifte karakter fra at være et sted, hvor man kan præsentere sig selv og sine produkter, til at blive et sted, hvor et bredt spektrum af tjenester kan tilbydes.

Udviklingen vil gå fra de nuværende portaler over simple transaktioner som de bankforretninger, 60 procent af befolkningen allerede benytter sig af i dag, og til en egentlig digital økonomi. Der vil altså komme langt flere tjenester på Internettet, og den offentlige sektor skal gå foran, sagde statsminister Poul Nyrup senere på dagen. Han tilføjede mantraet indhold, indhold og indhold til det tidligere fremsatte uddannelse, uddannelse og uddannelse.

Og det skal begynde i folkeskolen. Skolerne skal have de nødvendige ressourcer, så eleverne kan lege med teknologien og have den til rådighed lige så naturligt som papir og blyant. De skal lære at arbejde og samarbejde i de virtuelle rum, og lærerne skal have den efteruddannelse, de har brug for.

Kun på den måde kan vi 'producere' den kreative, dynamiske, vidende og skabende arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger. Og det bedste af det hele er, sagde Ulrik Bülov, direktør for Sonofon, at gamle Marx' vision om, at arbejderne skulle overtage produktionsmidlerne, er gået i opfyldelse. De vigtigste produktionsmidler sidder nemlig mellem ørerne på folk. Derfor gælder det om at holde på de gode medarbejdere.

De unge bliver gennemsnitligt to år i et job, så søger de nye udfordringer. For at holde på dem må man skabe en attraktiv virksomhedskultur. Det gør man med udfordrende arbejdsopgaver, kantiner med franske kokke, oplevelsesture i weekenden, tilbud om diverse serviceydelser som skjortevask og strygning og meget andet fra samme skuffe.

Skurrer det lidt i ørerne på en skolelærer, der dagligt må færdes i nedslidte skoler med dårligt indeklima og selv må brygge sin kaffe i spisefrikvarteret efter en hurtig tur til bageren efter wienerbrød til skolens gæster. Betalt af egen lomme naturligvis.

Undrer det nogen, at det er svært at holde på de unge lærere?

Men stadigvæk hævdes det, at uddannelse er den vigtigste aktivitet og menneskelige ressourcer det vigtigste råstof.

Denne uges NETopNU er skrevet af Hjørdis Beier

Administrerende direktør i Dansk Handel og Service, Søren B. Henriksen, viste forskellen på generationernes holdning til job og virksomhed: Generationsforskelle Efterkrigsgeneration 1945-1960Generation X 1961-1976@-generationen 1977-1992Generations/identitetsskabereVækst Optimisme Store årgange FællesskabStagnation Pessimisme Arbejdsløshed IroniVækst Optimisme Små årgange EgocentriskeForhold til virksomhedenMonogameSerielt monogameProjektansættelserAnsættelsesperiode+ 10 år+ 5 år+ 2 årAutoriteterOprør mod autoriteterPassiv accept af autoritetLigeglade med autoritet