Det er umenneskeligt, at lærere skal udøve moderne pædagogik i den forældede organisation, som folkeskolen udgør med klassen som basisenhed.

Klassen med de mange elever hørte til i en tid, hvor massen skulle lære at parere ordre bag maskinerne, bag skrivebordene og i hærens enheder.

Den hørte også til i den tid, hvor læreren snakkede i det uendelige bag katederet og følte, at eleverne blev dygtige i takt med hans egen tiltagende sikkerhed i stoffet. De utilpassede skilte vi ganske vist fra - og det med god samvittighed. Dem fulgte vi med lige så megen medfølelse, som vi følger de kvæstede i trafikken i dag. Kun var tallet her adskillige gange 10.000 om året.

Med ønsket om at skolen skal have føling med hver eneste elevs udvikling, og at skolens højeste mål er at bevare og stimulere elevernes lyst til at lære, må basisenheden - skolefamilien - indskrænkes til maksimum otte elever omkring en lærer.

Familielæreren, der mødes med sin gruppe et par gange hver dag, bør have hver enkelt elevs sociale, mentale og fysiske situation ført up to date. Hun er elevens faste støtte og skal have et reelt ansvar for, at hendes elever lærer det fundamentale. Det omfatter foruden læsning, skrivning og lidt regning også elementer af filosofi, etik, psykologi, politik, sundhed og miljø. Kald det for menneskekundskab.

Familielæreren er elevens 'skolevejleder'. Hun fortæller om, hvilke faglige kurser der udbydes i dette kvartal, og hun sætter det i relation til elevens interesse og senere i forløbet til elevens fremtidsplaner.

Pointen er, at hver eneste elev har en lærer, der har et professionelt kendskab til ham eller hende, og frem for alt at læreren får overskud til at gøre det bedste for den enkelte elev.

Erik Husum

AlbertslundKontakt søges

Vedrørende Jens Østergaards indlæg i Folkeskolennummer 45: I et brev af 25. september stillede Jens Østergaard kredsen en række spørgsmål. Kredsen sendte en svarskrivelse 4. oktober.

For god ordens skyld vil vi delagtiggøre bladets læsere i den del af vores svar, som han ikke citerer i indlægget.

Sidste del af vores svar lød således: 'Kredsen har ingen formel adkomst til at anmode om forhandling med skolelederen på Nibe Skole, men vi vil gerne forsøge at hjælpe dig, hvis skolelederen er indstillet på at drøfte dit problem med os'.

Kære Jens. Vi har ikke hørt fra dig, siden vi skrev til dig, men vi vil meget gerne tale med dig. Vi finder det ærligt talt alt for besværligt at kommunikere med dig gennem Folkeskolen.

Søren Eriksen

formand for Vesthimmerlands Lærerkreds

En lektion i rævekagebagning

Når børn i folkeskolen skal lære om demokratiet som livsform, skal de naturligvis også som vordende småsvindlere indøves i kunsten at bage rævekager. Folkeskolennummer 44 præsenterer et skoleeksempel herpå: Der opstår et behov for at ændre på noget, der for alt i verden ikke må ændres. Folkeskoleloven har nu i et decennium fået lov til at virke som den rene ideologis legeplads med den for længst påviste uddannelsesødelæggelse til følge. Der er så på ruinerne af fordums storhed nærmest opstået et lydeligt og politisk ukorrekt folkeligt krav om, at der igen skal undervises i skolen. Og så må statsministeren sige noget med, at vi nok hellere må opstille mere præcise og gennemskuelige mål for undervisningen, hvilket siger noget om den omgang ødelæggende tågesnak, vi har levet på og tilbedt som den største visdom nogensinde. Men det siger også noget om viljen til at undgå at antaste det ideologiske kvælergreb på folkeskolen. Og derfor er der tale om et skoleeksempel på en rævekage, der alene skal bruges til at lukke lidt af luften ud af en berettiget folkelig protest imod hele den folkeskolelov, der med det tåbelige udelthedsprincip er beregnet på at opfylde det krav, som statsministeren nu er nødt til at korrigere. Og kagens hæslige smag sikrer vi bedst ved at sørge for, at Kommunernes Landsforening, der har vist den største vilje til at opløse folkeskolen i lokalpolitisk vilkårlighed, og DLF, der ligger inde med en kongresvedtagelse om, at undervisningen aldrig må styres af præcise, målbare, faglige forløb, kommer med i rævekagebagningen.

Vagn Madsen

Brønderslev

Imponerende metoderigdom

Tak til Aase og Flemming Nygaard for jeres indlæg i Folkeskolennummer 44 om engelskundervisningen.

Vi er altså enige om, at 'elevernes faktuelle viden ikke er, som den var for år tilbage', og 'det på trods af, at idéer, materialer og undervisningspraksis i de sidste 20 år har udviklet sig eksplosivt'.

Måske er det lige dér, hunden ligger begravet. Gang på gang har jeg, når jeg på kurser, i idéoplæg, ved præsentationer af undervisningsmaterialer og så videre har mødt en helt overvældende idérigdom og materialekendskab, tænkt ved mig selv: Flot, imponerende, fænomenalt, men hvad får eleverne ud af det?

I stedet for stille og roligt med små skridt og tålmodighed at bringe orden i elevernes kaos forekommer det mig, at megen undervisning ofte er en spektakulær, selvpromoverende eksercits i præsentationen af diverse metoder og undervisningsformer. Metoderigdommen er imponerende - den didaktiske forståelse af, hvad børn kan kapere, er ringe.

Og så slap vi heller ikke denne gang for den sædvanlige tirade om de her svært uunderviselige børn. Hvis det er tilfældet, er det noget, vi har gjort dem til!

Skaber vi derimod ro og respekt om børnene, både kan og vil de lære de formelle færdigheder - også i engelsk.

Jens Colding

Skjern

Stort kontingent

I anledning af læserbrev fra Inge Kryger i Folkeskolennummer 45 vil jeg som delegeret gerne svare på og kommentere nogle af de rejste spørgsmål.

På kongressen i oktober blev der af en kongresdelegeret, Bent Skovlund, fra fraktion 4 foreslået en kongresudtalelse om den ligelige udvikling af løn og pension, men det store flertal afviste den med den begrundelse, at det er næste år på kongressen, der opstilles overenskomstkrav. For ikke at få forslaget stemt massivt ned valgte Bent Skovlund at trække forslaget. Det er altså næste år på møder i kredsene og på kongressen, vi skal frem med dette krav.

Jeg er enig med dig i, at vi betaler et for pensionister stort kontingent, hvilket jeg adskillige gange har fremført i foreningen, men ikke vundet gehør for.

Jeg har også adskillige gange søgt om flere pensionistkurser (vi har tre om året), men ikke opnået tilslutning.

Jeg har som repræsentant for DLF været med i en arbejdsgruppe nedsat af centralorganisationerne. Endvidere har vi været tre med i en arbejdsgruppe i DLF. Begge steder er den endelige rapport ikke klar endnu, men så meget kan siges, at når alle forhold tages i betragtning, er det vanskeligt at påvise, at forholdene mellem pension og løn har ændret sig meget, når lavere skat og fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag tages med.

Nu arbejder vi med at få beregnet de indirekte skatter og den ændrede ejendomsbeskatnings betydning for pensionen.

Der, hvor den store forskel kommer frem, er mellem tidligere pensionerede og pensionerede lærere i dag. Der er i dag en forskel på 14.267 kroner mellem en lærer pensioneret på skalatrin 36 for ti år siden og en lærer, der er pensioneret i dag fra skalatrin 40. Men at få ændret dette kræver en indædt kamp over for finansministeren og vore egne forhandlere. Vi har gjort det længe og fortsætter ihærdigt.

Begrundelser for medlemskab i DLF:

Forhandlingsfællesskabet gennem Statspensionisternes Centralforening.

Mulighed for økonomisk støtte og støtte til ophold på Sixtus (understøttelseskassen).

Juridisk bistand i pensionssager.

Seniorkurser (der er trods alt cirka 300, der er heldige hvert år).

I kredsene foregår der også meget pensionsarbejde.

Medlemsbladene Folkeskolenog 'Statspensionisten'.

Men tak for anledningen til at kommentere. Jeg håber, det vil starte en god og saglig debat til støtte for vores arbejde.

Kristian Fløj-Jensen

hovedstyrelsesmedlem for

fraktion 4

Arbejdstid igen

Når man læser indlæggene i Folkeskolen, kan man let få det indtryk, at det kun er nogle få lærere, der er blevet ofre for den mindre forberedelsestid. Vi er mange. For mit eget vedkommende er det let at beregne. Med 25 lektioner og klasselærerfunktion har jeg nu cirka 70 timer mindre i alt til forberedelse, end hvis man havde beregnet forberedelsen efter den gamle overenskomst (svarer til to ugers arbejde).

Det har ikke været rart at se, hvordan man har søgt at kaste ansvaret frem og tilbage mellem DLF og kredsene.

Ansvaret ligger entydigt hos dem, der forhandlede og anbefalede overenskomsten. Der mangler en klar udmelding om, hvad de ansvarlige vil gøre ved det problem, det har skabt.

Man fremmer ikke udviklingen i skolen ved at give mindre tid til de lærere, der leverer skolens kerneydelse, nemlig undervisning.

Eller forestiller man sig, at nogle skal udvikle, andre undervise?

Ønsker man at spille lærerne ud mod hinanden?

Det kan ikke være en ansvarlig fagforening, der har anbefalet denne overenskomst. Men en pseudopædagogisk udviklingsklub, der er gået i Stampe.

Thøger Henriksen

Randers

Gå af

For det første:

Når du, Anni Herfort, og flertallet i hovedstyrelsen tilsidesætter en kongresbeslutning (forringelse i forberedelsestiden er konfliktgrund) og derved scorer nyere tids største selvmål for os, der leverer folkeskolens kerneydelse: undervisning, skal det have en konsekvens, men jeg ved da godt, at du/I har været lige så godtroende som vores kredsstyrelse og undertegnede.

For det andet:

Overenskomst 2002, hvor det tabte skal vindes tilbage, må forberedes nu!

Det er en kendsgerning, at i en forhandlingssituation i dagens Danmark tæller vægtige argumenter mindre end opinionen om vores sag (jævnfør jeres egen angst for, at KTO-forliget (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) skulle falde og derved give sygeplejerskerne mulighed for at få mere af lokallønspuljen på bekostning af DLF). Hvor mange helsidersannoncer i boulevardpressen kan vi spare, hvis du toner frem i den bedste sendetid og begrunder din tilbagetrækning? Og tænk, hvis du skulle blive ugens profil - så tror jeg, at vi sparer public relation-penge til et par ugers konflikt (eller hvad med kontingentnedsættelse for de sparede penge).

Da det virker, som om du/I prøver at tørre kritikken af på kredsenes manglende forhandlingsevne, vil jeg lige nævne, at de fire ekstra katedertimer, som jeg selv har fået (i forhold til udregning på den gamle måde), ikke skyldes dette. I Nyborg får vi for eksempel 20 minutters ekstra forberedelsestid per time over de 600. I øvrigt: Decentral udmøntning uden decentral konfliktmulighed holder vist ikke i længden?

Nytænkning søges!

Gert Vinkel

Nyborg

Mulighed for at sige vi

Den, der har skoen på, ved, hvor den trykker. Jeg tænkte på dette gamle mundheld, da jeg læste Danmark Lærerforenings nye oplæg 'Fællesskabets skole'.

De danske læreres vision for en fremtidig dansk folkeskole er interessant, fordi den ikke bærer meget præg af at være snakket af efter moden. Der er besindelse i lærernes nye debatoplæg. Nu tales der uden rødmen eller fnis om folkeskolen som en 'national, fælles grundskole'.

Hvis vi skal have et demokrati og opdrage til demokrati, må vi være fælles om noget. Folkeskolen kan ikke være et supermarked, hvor der kan vælges mellem en masse ligegyldige produkter. 'Det er en væsentlig opgave for folkeskolen at give vores fælles historie og kulturarv videre. Børnene har brug for en fælles referenceramme - en mulighed for at sige vi'.

For at kunne sige vi forudsættes det, at vi er fælles om noget. Vi er nemlig fælles om et dansk samfund.

Der står intet i Danmarks Lærerforenings oplæg om, at børnene skal være multikulturelle og lære om islam på samme måde som kristendom.

Tværtimod står der, at det øgede internationale samkvem gør et fælles fundament mere påkrævet. Og at vi selvfølgelig skal være venlige og forstående over for andre mennesker. 'Internationaliseringen øger behovet for et solidt kulturelt fundament. Det har betydning i forhold til at kunne agere internationalt og for at kunne forstå de fremmede kulturer, der bliver en stadig større del af vores hverdag'.

Jeg kan ikke læse oplægget på nogen anden måde, end at lærerne gennem de sidste par år er blevet udsat for en lang række realitetschok på grund af indvandringen og den ideologi, der legitimerer indvandringen, nemlig troen på det globale. Lærerne møder konsekvenserne hver dag på deres arbejde. Globalismen skyller ind i klasseværelset.

Når op mod halvdelen af en klasse kan være fremmedsprogede, bliver det grænseoverskridende knap så idyllisk.

'Fællesskabets skole' er et prisværdigt forsøg på at nytænke i en tid, hvor det internationale og grænseoverskridende idealiseres på alle fronter.

Børn skal have mulighed for at sige vi. Det kan de kun, hvis de indgår i et stærkt fællesskab.

Mens det vælter ind over Danmark med fordringer om, at børnene skal opdrages med antiracisme og lære, at enhver sondring mellem mennesker er latent racistisk, opfordrer de danske lærere til, at børnene skal kunne identificere sig med et fællesskab. Det er lige før, lærernes folkeskolevision er i modstrid med EU's kampagner for multikulturalisme.

Blandt andet har EU's Overvågningscenter lagt stor vægt på, at der skal forkyndes antiracisme fra de første skoledage. Nævnet for Etnisk Ligestilling mener også, at der skal ske en holdningsbearbejdning i multikulturel retning i skolerne.

Vi politikere har med 'Fællesskabets skole' fået et lødigt og vigtigt bidrag til den fremtidige diskussion af folkeskolen. Dansk Folkeparti vil gøre alt for at sikre folkeskolen som den fælles, nationale skole. Men det forudsætter, at skolen ikke sættes under et pres fra alt for mange indvandrende fremmedsprogede elever.

Pia Kjærsgaard

formand for Dansk Folkeparti

Ny server

Til Finn Palludan, der i Folkeskolennummer 45 skriver om SkoleKom: Der har ganske rigtigt været meget systemarbejde på SkoleKom de sidste uger med periodevis nedlukning. Dette forvarslede vi den 12. oktober, idet vi stod over for at skulle flytte systemet over på en ny og større server.

Flytningen er endnu ikke på plads, men når det er sket, vil SkoleKom være flyttet over til en platform, som vil kunne bære den forventede vækst på SkoleKom i lang tid. Samtidig fås en større datasikkerhed. Vi informerer løbende om disse hændelser i konferencen 'Hjælp' om SkoleKom.

Paul Jacobsen

produktchef for SkoleKom

Faglig viden er faldet

Svar på kommentarerne i Folkeskolennummer 45 til min artikel om manglende faglighed i folkeskolen.

Hvordan håndterer folkeskolelærere kritik? Fra et fornuftigt forældrepar fik jeg den historie, at deres barn straks blev smidt ud af en privat skole, fordi forældrene havde ytret sig lidt kritisk på et forældremøde. Jeg bedømmer det som horribelt, ikke mindst af hensyn til barnet. Forskellige mennesker giver mig eksempler på, at det ikke er velset, at forældre udtrykker sig kritisk på forældremøder. Og flere personer fortæller mig historier om, at lærere ikke lytter til kritik fra forældrene. Den manglende lektielæsning hjemme medfører også, at forældrene skubbes væk. Ethvert sig selv nok-system forsøger at affærdige kritik. Det er farligt for en sund udvikling. Jeg opfatter det som symptomatisk, at de to kommentarer i forrige uge til min artikel ikke synes at tage min kritik op til alvorlig overvejelse. Hvorfor denne larmende tavshed fra dem, der er enige med mig? Hvordan vil man forklare, at jeg modtog telefoniske henvendelser fra lærere, som var begejstrede for, at jeg kom med min kritik - og så det faktum, at kun kritikafvisere skriver til Folkeskolen? Er det mon, fordi det er 'forbudt' at sige noget kritisk om skolen i dag? Jeg kan love, at skolen ville se anderledes ud, hvis alle timer var åbne for forældre og pårørende til børnene, og hvis lærerne tog krisepsykologkurser i at tåle kritik, eventuelt sammen med forældrene. Jeg kender talrige eksempler på, at det faglige niveau blandt eleverne, der forlader folkeskolen, er faldet drastisk. Fornægter skolelærerne det faktum, eller er de ligeglade? Er det ikke sådan, at man i skolen indfører ny undervisning uden at analysere effekten først? Hvordan kan man ellers komme i den situation, at man i Canada konkluderer, at 'framework'-undervisningen, som også bruges i Danmark (hvor det forventes, at eleven får en aha-oplevelse ved at lave forsøg), har slået helt fejl, fordi aha-oplevelsen udeblev? Min påstand er: Den faglige viden er faldet og måske stadig faldende - og at den faglige indlæringsevne hos 15-årige er forringet katastrofalt. Jeg udfordrer til, at næste indlæg tager udgangspunkt i netop dette.

Med hensyn til mit kursus: Før min kritik blev trykt, udtrykte deltagerne tilfredshed med kurset, efter min artikel utilfredshed. Det ligner en rygmarvsreaktion. Men min kritik bygger jo på meget mere, så mit kursus er faktisk irrelevant for diskussionen.

Mit kursusoplæg på otte sider, der indeholdt cirka 70 forslag til forsøg og opgaver om svampe, sendes gerne på e-mail til interesserede (Ole Terney, bio@forskning.dk og www.bionyt.dk).

Ole Terney

cand.scient. i biologi

Frederiksberg

Birthe Rønn og fremmedhadet

I TV2-nyhederne den 20. oktober var der et klip fra partiet Venstres landsmøde, hvor retsordfører Birthe Rønn Hornbech udtalte følgende:

'68'ernes frie opdragelse har spillet fallit. De lærere, der dengang ønskede at ophæve alle autoriteterne, har måttet lære det på den hårde måde. Nu bliver de banket af eleverne. Ud med 68'ernes uansvarlighed, ind med det personlige ansvar, ind med skyld, ind med konsekvens. . .'.

Jeg spørger da, hvad har DLF gjort eller tænkt sig at gøre i anledning af sådanne udtalelser af et kendt folketingsmedlem? Hvorledes støtter foreningen voldsramte lærere, der eventuelt tog en lærereksamen i 1968 eller deromkring? Hvor langt skal DLF finde sig i partiet Venstres fremmedhad.

Mit svar er: Find en voldsramt lærer, der er en såkaldt 68'er, og støt denne lærer i en injuriesag mod Birthe Rønn Hornbech, hellere i dag end i morgen. . .

Jørgen Kjærgaard

Silkeborg

Svar

Da lærerne på Abildgårdskolen i Odense nedlagde arbejdet som protest mod, at en række voldelige, behandlingskrævende elever stadig går på skolen, var der mange, som udtrykte forståelse - ikke bare blandt lærere, men bredt i samfundet. Lærernes situation på Abildgårdskolen - og på mange andre skoler - er udtryk for, at kommunerne ikke er i stand til at løfte deres opgave med at skaffe de nødvendige behandlingstilbud.

DLF har naturligvis kontakt til lærerne på Abildgårdskolen. Samtidig arbejder vi landspolitisk for at få kommunerne til at bruge de nødvendige ressourcer på gruppen af behandlingskrævende elever.

Vi er jo vant til, at folkeskolen er godt stof i den politiske debat, og spørgsmålet om behandlingskrævende børn har ikke været nogen undtagelse. Desværre ser vi også af og til, at nogle politikere forsøger at score billige politiske point på folkeskolen. Dit citat er et godt eksempel - og jeg deler din frustration.

Vi vil ikke vinde noget ved at gå rettens vej i form af en injuriesag mod Birthe Rønn Hornbech. Der findes ingen lov mod den slags politiske udtalelser.

Vores opgave som lærere skal snarere være at formidle et sagligt billede af vilkårene for undervisning i folkeskolen - på godt og ondt - til befolkningen. For mig handler det om at få afvist den letkøbte politiske populisme og samtidig få en saglig diskussion om folkeskolens problemer og muligheder.

Anni Herfort

formand for DLF

Skolestart i ruiner

Hvad siger hovedstyrelsen, og hvad siger de nyvalgte hovedstyrelsesmedlemmer til situationen på skolestartsområdet, spørger Hans Houmøller i Folkeskolennummer 44 efter at have læst om Glostrup Kommunes skolestartsprojekt.

Som en af de nyvalgte vil jeg give Hans Houmøller ret i, at hovedstyrelsen meget nødig siger fra. Alt for nødig efter min mening. At det kan betale sig, viser pædagogernes aktioner i København. Vi indretter os derimod i alt for stor udstrækning efter andres krav og ønsker og forsøger så at få det bedste ud af dét, der bliver hældt i hovedet på os. Vi glemmer desværre alt for ofte at præsentere og holde fast i vores egne krav, og ledelsen har hidtil været alt for dårlig til at inddrage og engagere medlemmerne i kampen for at få gennemført vores politik.

Det så vi ved overenskomsten, og det gentager sig nu med skolestartspolitikken, hvor DLF har fået placeret sig i en aldeles håbløs situation.

Præget af for svage og upræcise udspil, som er kommet for sent.

Foreningens skolestartspolitik er vedtaget af den forrige hovedstyrelse - nærmest bag lukkede døre - og formuleret så bevidst uklart, at alle kunne gå ind for den, fordi der er mulighed for mange fortolkninger. Der har ikke været noget forsøg på at etablere en medlemsdebat, som kunne have afklaret begreberne og få medlemmernes krav til en god skolestart op på bordet, inden hovedstyrelsen besluttede politikken. Det er ellers en god idé at have medlemmerne med, hvis man vil kæmpe for at få noget igennem.

Som kronen på værket har DLF for nylig i samarbejde med blandt andre Kommunernes Landsforening og BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) fremsendt anbefalinger til undervisningsministeren om, at folkeskoleloven ændres således, 'at der bliver generel mulighed for, at undervisningen på de yngste klassetrin varetages af team bestående af lærere og pædagoger'.

Jeg er blevet belært om, at denne anbefaling ligger inden for rammerne af vores skolestartspolitik, fordi vi i virkeligheden mener børnehaveklasseledere, når vi siger pædagoger. Det er en gang tågesnak, som kun er til internt brug på Vandkunsten.

I den samme anbefaling til ministeren foreslås det også, 'at der etableres samarbejde om og koordinering af SFO'ens (skolefritidsordningen) aktiviteter og skolens undervisning, og at SFO-personalet indgår aktivt i et koordineret skole-hjem-samarbejde'.

For mig strider disse anbefalinger direkte imod grundidéen i vores skolestartspolitik om, at der skal være forskel på skole og fritid.

Men også på dette område er jeg blevet belært om, at anbefalingerne ligger inden for vores skolestartsrammer.

Så på den måde er der tilsyneladende ikke noget i modellen fra Glostrup, som strider direkte mod Lærerforeningens politik.

Og derfor sker der selvfølgelig heller ikke noget.

For mig at se ligger foreningens skolestartspolitik i ruiner.

Det er ikke det værste.

Det værste er, at kommunen kan erstatte gode tolærerordninger med løntrykordninger med pædagoger eller pædagogmedhjælpere op til og med 3. klasse, mens vi bare ser til.

Men det er heller ikke så farligt at se til - som at sige fra. For så var det måske gået endnu værre.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse

F2000

Fokusgruppe 5 afsluttede sin opgave med at sammenfatte de erfaringer og analyser af forsøgsprojekter, som en ekspertgruppe havde været ansat til at indsamle.

Fokusgruppen var som bekendt sammensat af repræsentanter for 11 organisationer/interessenter med forskelligtrettede mål. Jeg deltog som repræsentant for Børnehaveklasseforeningen efter opfordring fra DLF.

Resultatet, fokusgruppens anbefalinger til undervisningsministeren, måtte blive det kompromis, vi efter lange forhandlinger kunne opnå enighed om i gruppen.

På DLF-kongressen i oktober fik anbefalingerne hårde knubs med på vejen, og der blev vedtaget en kongresresolution, hvori kongressen simpelthen forkastede anbefalingerne.

Det er selvfølgelig ikke rart at få sit arbejde underkendt, men jeg mener stadig, at resultatet er acceptabelt, og jeg skammer mig ikke over det.

I min naivitet troede jeg, at når Danmarks Lærerforening indgik i et forpligtende samarbejde med Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening om forsøg med nye former for skolestart, ville organisationen også være parat til at anerkende de resultater og tendenser, som kom ud af forsøgene - og til efterfølgende at forholde sig konstruktivt til dem!

I stedet hengav kongressen sig til bagstræberiske politiske kandestøberier og almindelig mudderkastning og antog det farceagtige standpunkt, at: 'Hvis det er fakta, benægter jeg fakta' - og det skammer jeg mig over!

Lise Døssing

Varde

Styring og metodefrihed

Skolens betydning ses alene af den kendsgerning, at hvis undervisningen lider af skavanker, bliver det også samfundets! Politisk kræver statsministeren gennemskuelige mål for undervisningen i den fælles folkeskole. Kravet kræver, at fag-faglig forskning kommer på banen med præciseringer og mål for et fagligt karatindhold. Udspillet skal have dækning i viden og ikke i holdning, men tilsyneladende har de samme politikere lukket døren til det faglige rum med slå og hængelås ved ikke at sørge for at have folk på lønningslisten i den pædagogiske top, der beskæftiger sig med fagligt-pædagogiske områder.

Skavanken faldende faglighed er altså nået helt derop, hvor der skulle være hjælp at hente, og hjælpen fra Danmarks Lærerforening ligger i at betone nødvendigheden af en vis ensartethed på kundskabsområdet - men uden målbare forløb og testning for at undgå ubehagelig styring af undervisningen. En sådan styring ville rigtignok være en dødssynd og en ufrihed for selvstændig tilrettelæggelse af undervisningen, men behøver angsten for målbarhed at føre til en sådan stereotyp undervisning, der minder om tidligere tiders terperier. Hvis der skal sikres fælles nødvendige kundskaber, så er vejene til sådanne kundskabers tilegnelse lige så forskellige, som de altid har været, og lærerens metodefrihed er ikke truet, fordi der skal sikres et målbart resultat. Det noget hule undervisningsdifferentieringsbegreb, som nuværende lov forudsætter anvendt, ser ikke ud til at være svaret på en vis registreret faldende faglighed, som altså alligevel er målelig, ellers ville vi vel ikke tale om den. Og med måling af de såkaldte bløde værdier, for dog at måle noget, opnås intet på det faglige område.

Når undervisningsområderne skal strammes fagligt, kunne det være formålstjenligt at se på, hvor folkeskolens ressourcer bruges. Hvis skavankernes fjernelse kræver et højere undervisningstimetal, kunne nogle af midlerne findes ved at reducere indsatsen på ydelser, der hører til en lettere undervisningstyngde end fagkundskabsindlæring.

Torben Thomsen

Aars