Kommentar

Det var en varm og dejlig oplevelse igen at stå over for en ny første klasse, 1.a. I nogle gyldne minutter på den allerførste skoledag konfronteres hovedpersonerne i klassens liv fremover. Elever, forældre og klasselærer skal her kobles sammen i et symbiotisk forhold, der skal skabe trygge rammer omkring klassens skoleliv.

Det er vigtigt at møde børnene med en medrivende glæde tilsat tilpas humor - og frem for alt vise alle respekt og opmærksomhed - og markere min lærerautoritet. Den simrende forældreforventning til mødet med det nye menneske i deres barns liv, klasselæreren, er lysår over det, lærerens løn og arbejdsforhold berettiger dem til at have af slige forventninger her i begyndelsen af det nye årtusind.

Det er jo i virkeligheden en stor satsning, forældrene er i gang med her på en solbeskinnet augustdag - med flag på katederet - i det lille trange klasselokale med utætte vinduer og indeklemt lugt langt borte fra Arbejdstilsynets skarpe blik. Hvordan tør de egentlig betro det bedste, de har, til en lærer, der med den nye overenskomst har fået væsentlig dårligere arbejdsvilkår og færre individuelle forberedelsestimer?

I forhold til sidste skoleårs undervisningstimetal kommer jeg i år til at undervise det, der svarer til cirka en måneds ekstra arbejde - uden løn. (Dette gælder et utal af lærere over det ganske land). Efter den gamle overenskomst ville disse timer udløse overtimer til udbetaling eller afspadsering. Uanset om man har få eller mange timer, får man tildelt 375 individuelle forberedelsestimer om året. Sådanne forhold giver både arbejdsmæssige og psykiske problemer for dem, det går ud over, idet man således nedprioriterer arbejdet i og med klassen.

De manglende timer bliver i stedet sat op på teoretiske og bureaukratiske kæpheste, hvor man laver målsætninger, handleplaner centralt og lokalt. Samt noget, man kalder skoleudvikling. Det er stort set noget, der findes i forvejen, idet skoleloven og diverse læseplaner på udmærket vis afstikker retningen for den fælles folkeskole. Skoleudvikling skal komme nede fra katederrødderne - med inspiration fra forskerplan oppefra - og ikke fra en række falske profeter (konsulenter med flere) i midten.

Med den seneste udvikling - og Overenskomst 99 - kan folkeskolen bedst sammenlignes med et krydstogtskib indregistreret under Panamaflag. På passagerdækkene, i salonerne og på soldækket er der nymalet. Panelerne er af palisander, og officersstaben er i nypressede uniformer. Passagererne nyder long-drinks og pindemadder. Behagelig musik breder sig til hele passagerafsnittene, når nye modekoncepter (konstant strøm af nye tiltag i folkeskolen - med fravær af økonomiske, uddannelsesmæssige og lokalemæssige ressourcer) præsenteres!

For at promovere krydstogtskibets synlige afsnit har man glemt at vedligeholde maskinen - skibets mest vitale del (folkeskolens kerneydelse, undervisningen). Herfra leveres jo fremdrift og manøvredygtighed. Skrækscenariet er uhyggeligt: Hvad vil der ske, hvis skibet får maskinskade i rum sø i stormvejr - og dét som følge af dårlig vedligeholdelse! Og bliver der plads til maskinpasserne i redningsbådene!

Det er på høje tid, at folkeskolens 'officersstab' begynder at interessere sig noget mere for, hvad der sker i 'maskinrummet'.

På den nylig afholdte kongres var der nogle få, men spage pip i den retning, men de forstummede hurtigt i 'saldo-klikkene' fra min konto med individuel forberedelsestid, som konstant tikker nedad!

Disse 'folkeskolebekymringer' er børnene i 1.a heldigvis forskånet for. De herlige unger, der nu har indtaget deres nye pladser i lokale 48 og i livets skole, har nogle konkrete forventninger. De vil lære at læse, skrive og regne - helst så hurtigt som muligt.

De kan jo ikke gøre for, at nogle inkompetente forhandlere fra Danmarks Lærerforening i Overenskomst 99 har nedprioriteret folkeskolens kerneydelse - undervisningen!