Fuld tryk på efter ringetid

Hvis man som lærer bag ryggen på forældrene hjælper en elev til en illegal operation, er man langt ude over den gængse lærerrolle. Lærer AA har gjort det. Omstændighederne gav hende intet valg, mener hun

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måske lyder det absurd, men med det kendskab, vi havde til forholdene i pigens hjem, var vi ikke i tvivl om, at hendes vurdering var rigtig: Hun var muslim og stod over for at skulle fremvise en mødom, hun ikke længere havde. Hun risikerede at blive slået ihjel, hvis vi ikke gjorde noget. Da pigens far var problemet, og hun ikke selv var fyldt 18, var vi til sidst tvunget til at gå uden om de officielle kanaler. Gjorde vi det efter bogen, var vi nødt til at kontakte pigens forældre, og det overvejede vi ikke så meget som et sekund. Vi endte med at opfylde pigens ønske: Vi formidlede kontakt til en læge på et sygehus, hvor hun illegalt fik foretaget en operation', fortæller lærer AA.

Den dramatiske episode har været skelsættende for AA's liv som lærer. Den har vist hende, hvor langt ind i hendes private tilværelse engagementet i elevers trivsel går, hvis hun vil leve op til de moralbegreber, hun lægger til grund for sin tilværelse og sin lærergerning som klasselærer i 10. klasse. Samtidig er omkostningerne ved et stort engagement i elevernes sociale trivsel blevet mejslet ud for hende.

'Som lærer i folkeskolen har jeg ikke oplevet at få nogen nævneværdig kompensation for de mange timer, man kan bruge på at få en nødstedt elev trukket op på land igen. Er man professionel i sin tilgang til sit job, lader man ikke undervisningen eller de andre elever lide under, at man er midt i en social redningsaktion, og så er der kun et sted at tage tiden fra: Mit privatliv, og det vil sige min mand og mine børn'.

Det er hendes erfaring, at der i en 10. klasse med sammenbragte elever dukker mange ting op til overfladen, som eleverne ikke er kommet af med tidligere. Når eleverne åbner for kerneproblemerne i deres tilværelse, føler hun som klasselærer en forpligtigelse. Hun skal være der som en, der både har tid til at lytte og kan formidle kontakt til professionelle behandlere, hvis det er nødvendigt.

'Jeg havde på et tidspunkt en kollega, som havde fået fri en dag, fordi hun havde haft alt for mange timer. Så kokser det helt for en af de elever, hun er klasselærer for, og skolen ringer efter hende. Hun møder op og bruger en arbejdsdag på at forsøge at løse problemerne. Men da hun efterfølgende bad om i stedet at få fri en anden dag, var svaret nej. Man forventede, at hun ville stille op uden nogen form for modydelse. For mig at se er det meget symptomatisk for den måde, man i skolerne ser på denne del af lærerarbejdet'.

Hjælp til 13-årig

I sit første år som lærer blev hun straks kastet ud i svære overvejelser. En af pigerne i hendes klasse klarede sig dårligere og dårligere, og da AA gik hende på klingen, viste det sig, at pigen var blevet voldtaget som 13-årig og aldrig havde fortalt det til nogen. Pigens besked var klar: Hun ville godt tale med AA om det, men ingen andre måtte få det at vide - specielt ikke hendes forældre.

'Jeg drager med det samme skolens psykolog ind i det, og hun bliver en stor hjælp i hele forløbet. Psykologen melder klart ud: Forældrene skal have det at vide så hurtigt som muligt. Jeg forsøger så at præparere pigen til selv at fortælle sine forældre det. Det går der nogle uger med, uden at jeg kan bevæge pigen. I mellemtiden kan jeg se hendes frustrationer vokse, og til sidst ringer jeg en aften hjem til hendes forældre og spørger, om de vil se mig med et kvarters varsel. Det vil de. Min elev er hjemme, og hun bliver stiktosset over, at jeg bryder hendes tillid og opsøger hendes forældre. Jeg fortæller pigens forældre, hvad hun har været udsat for, og de bliver selvfølgelig rystede, men reagerer ellers på en god måde'.

AA havde på forhånd kvaler ved netop at bryde pigens tillid, men efterfølgende er hun ikke i tvivl om, at det var rigtigt.

'I dag ville jeg have gjort det langt tidligere, for pigen fik det faktisk meget bedre af at få talt ud med forældrene. At hun fik det bedre, betød også, at jeg igen opnåede en fortrolighed med hende, og det var en understregning af, at beslutningen var rigtig - men svær vil den altid være, for unge mennesker i 10. klasse fordrer jo i den grad at blive behandlet som ligemænd', siger AA.

Problematisk samarbejde

Hvor hun uden undtagelse har følt god opbakning fra psykolog og læge i skolesystemet - i alt fald så langt deres ressourcer rækker - så har AA oplevet samarbejdet med socialforvaltningen i kommunen som værende langt mere problematisk.

'Jeg har kolleger, der kan fortælle horrible historier, men jeg har selv oplevet, hvor tungt det sociale system kan være at bevæge. På et tidspunkt havde jeg en anden pige, jeg mistænkte for at være udsat for incest, og da hun både begyndte at komme på et diskotek, hvor byens ludere holder til, og et par gange lignede en, der havde taget underlige ting i weekenden, så sagde jeg det til pigens socialrådgiver. Jeg var bekymret og havde brug for en, som kunne hjælpe mig med at vurdere, om jeg så spøgelser, eller der var behov for at tage affære. Men der var ingen reaktion - jeg blev simpelthen ikke taget alvorligt'.

Da pigens problemer ikke blev mindre af, at socialforvaltningen ignorerede dem, blev AA selv draget længere og længere ind i pigens liv.

'Jeg blev misbrugt i en eller anden grad, men jeg følte ikke, jeg havde nogen at gå til. Derfor blev jeg ved. Jeg blev pigens private kontaktrådgiver, fordi jeg ikke bare kunne lade hende sejle. Hun var en klog og intelligent pige, der sad i lort op til halsen. Hun ringede til mig på alle tidspunkter. Jeg tog hende med hjem for at give hende mad og indimellem låne hende noget tøj. En enkelt gang lånte hun endda penge af mig med besked om at betale tilbage, når hun kunne - om det så var om fem år. Det er klart, at her er mange af mine kolleger stået af. Jeg følte også selv, at pludselig fyldte hun så enormt meget i min tilværelse, at jeg næsten ikke kunne få luft'.

Som så ofte var det massive problemer i pigens hjem, der var årsag til hendes problemer, men selv ikke efter et møde med pigens socialrådgiver blev der taget affære på en måde, som AA ønskede.

'Efterfølgende skrev socialrådgiveren til både pigen og mig i en tone, som var direkte ubehøvlet. Socialrådgiveren forventede, at pigen, i alt hvad hun gjorde, var rationel og fornuftig som en voksen. Og det var lige præcis det, hun ikke formåede. Så blev jeg gal. Pigen skiftede af andre årsager socialrådgiver, og pludselig blev der handlet. To måneder senere var hun flyttet hjemmefra. Vi var i dialog med den nye socialrådgiver - og så blev problemerne løst. Noget af det første, pigen gjorde, efter hun var flyttet ind i sin ungdomsbolig, var at komme forbi og betale de penge, hun havde lånt. Hun fik mig længere ud, end hun burde kunne, men forgæves var mit arbejde altså ikke'.

Hjælp til ung pige

At man i mødet med andre mennesker som lærer kan komme langt længere ud, end man tror ens grænser tillader, viser AA's parløb med en muslimsk elev. En snak om fravær blev en eftermiddag til en tretimerssamtale, hvor den muslimske pige fortalte om selvmordstanker og om sin søsters død, som hun tog sig meget nær, men ingen havde at snakke med om. Den 17-årige pige fortalte om en psykisk syg og meget tyrannisk far og en svag mor.

'Faren nægtede at modtage behandling, og pigen og hendes mor havde en idé om, at han skulle tvangsindlægges. De havde meget svært ved at forstå, hvorfor det ikke uden videre kunne lade sig gøre, og det betød, at situationen i hjemmet var fastlåst'.

Oven i de andre problemer blev pigen på et tidspunkt afkrævet en jomfru-test af sin far, fordi der gik rygter om, at hun havde været i seng med en dreng. Selve testen er ikke noget praktisk problem, da der er praktiserende læger, der gerne påtager sig opgaven.

Den muslimske pige havde en enkelt gang haft samleje og mistet sin mødom, hvorfor hun var panisk angst. Hun fik fat i den fyr, hun havde været i seng med, og de aftalte, at han skulle hjælpe hende med at betale en privatklinik 8.000 kroner til en operation, som skulle genskabe hendes mødom. Drengen mødte aldrig op til det aftalte møde på klinikken, og derfor fik AA besøg af en desperat pige, der bad om hjælp.

Sammen med en faglig ekspert, der kendte til pigens baggrund, forsøgte hun at få den muslimske pige til at søge andre løsninger på sit problem end en operation.

'Den muslimske pige fortalte, at hvis det blev opdaget, at hun havde vanæret familien ved at gå i seng med en dreng, ville hendes far slå hende ihjel. Det vurderede vi var en helt reel mulighed. Den ekspert, der var med inde over, forklarede pigen, at operationen ikke var nødvendig. Hun kunne flytte hjemmefra, men pigen så det ikke som en mulighed. Hun ville blive udstødt, og hun ville miste sin mor, søskende og alle andre, der betød noget. Desuden sagde hun: 'Hvor skal jeg gemme mig? Mændene vil komme efter mig for at straffe mig. Måske slår de mig ihjel, hvis de finder mig'', fortæller AA.

Til sidst var valget for AA enkelt: Enten hjalp hun pigen med en operation, eller hun hjalp hende slet ikke. De sociale myndigheder blev ikke inddraget, fordi pigen ikke var myndig - og desuden krævede situationen handling her og nu. AA besluttede at hjælpe - og for at sikre at et brev fra eksempelvis et sygehus ikke skulle gå forkert, fik pigen postadresse hjemme hos AA.

Ved hjælp fra eksperten fandt de på et sygehus en højtstående læge med kendskab til muslimsk kultur.

'Derfra gik det stærkt. Jeg var på sygehuset til forundersøgelse og siden til operation med en stærkt forskræmt pige. Men personalet på sygehuset og lægen i særdeleshed var fantastiske. De gennemførte operationen og behandlede pigen forbilledligt. Hun blev reddet fra udstødelse fra sin familie, og postadressen blev aldrig brugt. Der var ingen papirer - det har aldrig fundet sted'.

Operationen løste pigens akutte problem, men forholdene i hjemmet var de samme. Pigen holdt kontakten ved lige med AA, efter hun gik ud af skolen, men efter hun blev 18 år, har AA trukket sig tilbage. På et tidspunkt flyttede pigen og hendes mor hjemmefra, og AA formidlede en kontakt til et krisecenter. Siden har hun ikke hørt fra hende.

'Jeg gad vide, hvor hun er i dag. Det kan jeg godt tænke over, men da hun blev 18 og flyttede hjemmefra, var jeg nødt til at give hende i armene på de mennesker, der er uddannet til at hjælpe i den situation. Som lærer i 10. klasse rækker armene langt - men der er også grænser. Den nåede jeg her'.

'Min konklusion er, at man som lærer skal være parat til at give mere, end man får løn for, ellers skal man som jeg vælge folkeskolen fra i en periode. Unge, der er blevet rettet op, kan næsten altid fortælle om en lærer eller en voksen fra deres fritidsliv, der har gjort mere, end man kan forvente - derfor er deres tilværelse vendt, og netop derfor gør man det. Men der er også en faglig grund. Elever, der bliver hjulpet af med svære problemer, kan fokusere mere på deres undervisning og klarer sig bedre i skolen. Som lærer er det bestemt værd at tage med', siger AA.Lærerens rigtige navn er redaktionen bekendt.