Ro til at lære

Uro og forvirring i de danske folkeskoler kan hurtigt skabe dårligt arbejdsklima for både lærere og elever. Især for de svage elever, som skal koncentrere sig ekstra godt for at følge med. Derfor blev det altafgørende for min søns skolegang, at han kom over i en amerikansk skole, hvor det omvendte fænomen gør sig gældende.

Her i Atlanta, USA, er skolerne meget kontrolleret og godt organiseret, hvilket har skabt ro og overblik for min søn Nicholas, så han nu har fået ro til at lære.

Han startede sin skolegang i en børnehaveklasse i Rødovre med 27 elever og fire dygtige lærere/pædagoger, som alle forsøgte at få kontrol over klassen.

Det år blev en rigtig dårlig oplevelse for ham. Han kunne hverken tallene eller bogstaverne efter et helt år. Der var meget uro i timerne, og ofte var det de urolige drenge, som blev hørt. Nicholas blev meget usikker og forvirret af at være i skolen, ikke mindst i frikvartererne, hvor mere end 200 børn løb kaotisk rundt i skolegården.

Skolefritidsordningen var ligeså. Her fik de fælles skældud, hvis de alt for mange børn på alt for lidt plads fik lyst til at være vilde. Mange gange, når jeg kom for at hente ham, kunne det tage op til 45 minutter at 'finde ham'. Vores søn var lige pludselig en nervøs, usikker og en meget pivset dreng. Han græd hver morgen og ville ikke i skole.

I 1. klasse kom han så i en amerikansk skole. Nu skulle min dreng, som ikke engang kunne bogstaverne, endda også lære engelsk. Skolen, han kom i, var endnu større end skolen i Rødovre; 1.000 elever, ni klasser på hvert klassetrin op til 5. klasse og kun 18 elever i klassen.

Vi kom ind på skolen og troede ikke, at eleverne var kommet endnu. Der var nemlig ingen børn, som løb forvirret rundt og skreg og hylede, der var helt stille. Utroligt med så mange børn.

Ingen børn må gå alene på gangen, efter at skolen er begyndt, heller ikke i frikvarteret!

Alle klasser har den samme lærer hele dagen, hele året. Hun underviser helt til frokost, med små pauser inde i klassen. Der er intet frikvarter (hvor de forlader klassen) før frokost. Børnene får historier, læser engelsk, matematik og så videre. De er aktive, men ikke urolige. Så er det tid til spisefrikvarteret, og alle vasker hænder og gør klar til frokost. Nu går hele klassen sammen med læreren i en lang rolig række ned til kantinen. Hun følger dem hen til bordet og går nu selv ind på lærerværelset. I kantinen kan man godt høre, at der er omkring 200 spisende elever, men ingen render rundt og er forvirret. Alle skal nemlig sidde ned i 20 minutter.

Efter spisningen kommer læreren igen og henter sin klasse. De går nu sammen ud på legepladsen, hvor læreren sætter sig på en bænk og holder øje med sin klasse, imens de leger.

Hver eftermiddag er der så aktivitetstimer. Læreren følger klassen hen til enten gymnastiksalen, musikrummet, hobbyrummet eller fysikrummet. Her afleverer hun så sin klasse til en speciallærer. Klasselæreren går derefter tilbage til sit klasseværelse, hvor hun har et lille 'kontor', som hun kan sidde og forberede sig i. Læreren er således sammen med klassen hele dagen. For at få ro i klassen benytter hun sig af flere ting. Det første er et visuelt 'opdragelsessystem', som alle lærere på denne skole benytter i de mindre klasser. Et system, som sørger for, at det er den urolige, der får skældud, og ikke den rolige.

Læreren har alle elevernes navne på for eksempel tøjklemmer. Der er opsat tre plancher i klassen, en med sol, en, som er overskyet, og en, hvor det regner. Alle elevernes navne er på den første planche i starten af hver dag. Hvis en elev er urolig i løbet af dagen, bliver hans/hendes klemme flyttet over i det overskyede område. På denne måde kan eleven selv se, at han/hun har været urolig. Og de mindre urolige kan se, at det ikke er dem, som bliver skældt ud. Næste dag starter alle i solen igen. Princippet virker utroligt godt. Det andet hjælpemiddel, som læreren har, er frivillige forældre, som kommer på skift og hjælper til i klassen. Det er læreren, som koordinerer denne indsats.