Uffes mareridt

Uffe Meincke og tre kammerater blev overfaldet uden grund

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Idrætsnatten i Esbjerg var ved at være slut. Klokken var halv to om natten, og sammen med tre kammerater var Uffe Meincke på vej hjemad.

'Vi var rimeligt berusede', siger han med et skævt smil.

På et tidspunkt blev de passet op af to fyre på en knallert, men de hørte også fyrene sige 'det er ikke dem'. De to grupper signalerede 'fuck you' til hinanden.

Så vendte knallertkørerne tilbage og gik løs på Uffe og hans kammerat. De to andre venner var lidt længere væk. Uffes kammerat, Jørgen, blev snittet i næsen med en kniv, og Uffe blev overfaldet, slået og sparket. I retten sagde overfaldsmændene, at Uffe havde sagt, at hvis bare de ville lade ham være, kunne de gå med ham hjem og få nogle penge. Det husker Uffe ikke at have sagt, og han havde ingen penge.

Han løb hjem, men overfaldsmændene fulgte efter ham ind i lejligheden. Han fik tændt sin mobiltelefon og løb ind og bad sin mor låse døren til soveværelset og ringe til politiet. For at undgå, at de fandt moderen og forulempede hende, gik Uffe ind i stuen, hvor overfaldsmændene var i gang med at gennemrode skufferne. De slog ham med en fodskammel, men det lykkedes ham at slippe fra dem og ud på gaden, hvor han mødte en af de tre kammerater. Sammen ringede de på hos en nabo, fik ringet til politiet - der ikke havde vurderet moderens opkald som alvorligt og derfor ikke var kommet til stedet.

Drengene kom på skadestuen og blev lappet sammen, voldsmændene blev anholdt nogle dage senere, og efter retssagen røg de direkte i fængsel i henholdsvis ét år og tre måneder og et år og ni måneder.

Uffe er ikke længere bange for voldsmændene, og han frygter ikke at møde dem, når de bliver løsladt.

Men da han forlod skadestuen, var der ingen, der tænkte på de psykiske eftervirkninger, og den første uge efter overfaldet var han så skræmt, at han ikke turde bo hjemme.

'Et par måneder efter overfaldet ringede en flink politibetjent til min mor og spurgte, om jeg var interesseret i hjælp fra Offerrådgivningen', fortæller han og indrømmer lidt kejtet, at på det tidspunkt turde han stadig ikke sove i sit eget værelse, så den store, stærke 17-årige knægt sov ved siden af sin mor i soveværelset.

I dag - et halvt år senere - kan Uffe roligt og fattet fortælle om begivenheden, og han har selv meldt sig som offerrådgiver, men endnu ikke været i funktion.ipe