Debat

Dialog eller møgfald

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Traditionen tro vælger Reinhard Werner (Folkeskolen nummer 21) at returnere en hvilken som helst respons på sine synspunkter med et møgfald.

I stedet for at registrere det væsentlige, at vi er en del medlemmer af hovedstyrelsen, der deler hans synspunkter, vælger han en ny angrebsteknik, nemlig i sit vanlige ironiserende tonefald at postulere, at medlemmerne ikke har brug for hovedstyrelsens politiske diskussioner.

For selvfølgelig ved Reinhard udmærket, at der i spørgsmålet om, hvordan vi skal udmønte foreningens lønpolitik, er forskellige synspunkter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor er der ikke hold i det billede, han tegner af en samlet hovedstyrelse, der efter hans opfattelse kun evner at sige: på den ene side . . . og på den anden side.

Nej, der er nogen, der er på den ene side, og der er nogen, der er på den anden side.

I spørgsmålet om ens tillæg til lærere på ny og lærere på gammel løn har uenigheden resulteret i en enighed om, at problemstillingen er reel, og at den kan løses på flere måder.

Det er, hvad der fremgår af den kredsformandsudsendelse om ny løn fra marts, som jeg henviser til i mit indlæg i nummer 20.

Når Reinhard citerer udsendelsen for alene at bede kredsene om at overveje problemstillingen, får han det til at fremstå, som om der ikke er anvist forskellige muligheder. Det er der selvfølgelig.

Jeg fornemmer, at han ønsker, at politikudviklingen skal overlades til kredsene under alle omstændigheder og uafhængigt af, hvad der sker centralt.

Det er jeg ikke enig i - men til gengæld er jeg overbevist om, at foreningens politik kan udmøntes på forskellig måde. Ikke mindst fordi vi ikke er enerådige i kredsene - tværtimod. Der er lige nogle kommuner, der også mener, at de har et ord at skulle have sagt, og som kan læne sig op ad en aftaletekst, som jeg gerne havde været foruden.

Reinhard føler sig belært af mig, og det synes han er tyndt. Det ville jeg give ham ret i, hvis det var tilfældet, men det er det langtfra. Jeg tog hans indlæg alvorligt og tillod mig at komme med nogle oplysninger, lagde op til en dialog, vel vidende hvad jeg gav mig ud i - så derfor er alt forladt. Tilbage er kun at konstatere, at verden har ikke ændret sig, siden Reinhard Werner sagde ja til Overenskomst 99, og jeg sagde nej. En konstatering, jeg ikke gik efter, og som heller ikke er udgangspunktet for hovedstyrelsens arbejde.

Lotte Lange

medlem af DLF's hovedstyrelse