I nummer 1-2 skriver Folkeskolen i sin overskrift, at 'Liniefag passer ikke til behovene', mens man senere i artiklen konkluderer, at 'det er derimod ikke muligt ud fra tallene at forudsige en decideret mangel på bestemte lærere i fremtiden.'

Jeg er enig i overskriften, men helt uenig i konklusionen, hvilket har ført mig til blækhuset.

Hvorfor taler konklusionen om 'fremtidig' mangel? Husker jeg ret, afslørede den såkaldte KUP-rapport for en halv snes år siden, at blandt folkeskolens matematiklærere havde kun cirka hver sjette liniefag i matematik eller fysik. Problemet må vel derfor være at begynde et langt, sejt træk med afhjælpning af miseren. Denne afhjælpning vil da, med logik for perlehøns, forudsætte, at seminarierne i dag har en klar overproduktion af blandt andet matematiklærere. Tallene i Folkeskolen siger noget andet: Når bladet bringer liniefagsvalg fra fire navngivne seminarier til sammenligning med de konkrete 'behov' (Folkeskolens timefordeling), må det vel antages, at forfatteren anser et gennemsnit af disse fire for nogenlunde repræsentativt for landet som helhed. Da jeg ikke kender antal af studerende på de fire seminarier, har jeg tilladt mig at gøre blid vold på tallene ved at lave ikke-vægtet gennemsnit. Facit bliver, at hvor matematik-'behov' er 16,2 så siger gennemsnit af elevvalg 11,9. Hvis man kalder det en optimistisk tendens i retning af langsigtet afhjælpning af matematiklærermangelen i folkeskolen, så må man kalde mig Hermann Göring!

Det er værre endnu. Ser vi på tallene for fysik og natur/teknik (hvilket vil være logisk, al den stund at disse fag forudsætter så gode matematiske forudsætninger, at disse liniefagslærere vel nogenlunde forsvarligt kan undervise i matematik). Ser vi på fysik, er 'behovet' 2,7 mens liniefagsvalget siger 1,95. Hos natur/teknik er 'behov' 5,0 mens liniefagsvalget siger 3,5. Totalt set altså et markant underskud, der aldrig, selv vurderet med de mest optimistiske briller, kan indvarsle ny æra med afvikling af eksisterende manko.

Talgymnastikken bliver endnu værre, når det anføres, at 'skal man vælge et naturvidenskabeligt fag uden at have specielle anlæg, tager man geografi i stedet for fysik'. Javel, men hvorfor nævner man ikke, at hvor 2,8 vælger geografi versus 'behov' på 1,8, så er skævheden større med biologi, der vælges af 3,85 versus samme 'behov' på 1,8.

Vi ser her en holdning, der nøje modsvarer valgene blandt de studerende på universiteternes naturvidenskabelige fakulteter: overproduktion af biologer og mangel på alle andre. Vi ser her den tydelige tidsånd: matematikere, fysikere, kemikere og ingeniører er hårde og profitjagende nørder, der tilsviner miljøet, mens biologerne er de ædle helte, der rydder op efter de grimme . . . sagt i kærlig og polemisk forenkling! Denne tidsånd påvirker selvsagt folkeskoleelevernes holdinger og senere erhvervsvalg: det er 'godt' at være 'blød', til nød biolog, mens det ikke er godt at være 'hård'. Dette er ikke mit fremtidsskrækscenario, men aktuel hverdag, hvor vi for tiden uddanner flere psykologer end ingeniører.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når en så indflydelsesrig person som Per Frimer-Larsen siger, at 'det ville være skrækkeligt, hvis markedskræfterne skulle bestemme de studerendes fagvalg'. Just sådan taler den stuerene, offentligt (og godt) ansatte! Mon ikke Per Frimer-Larsen ville finde det 'skrækkeligt', hvis han for eksempel opholdt sig på en isoleret ø med smertende tandbyld, med fuldt udstyret tandklinik, med fem arbejdsløse dyrlæger, men ingen tandlæge?

En lærer og en lærer er ikke det samme; det afhænger ganske af deres liniefag; det burde være lige så elementært, som at en tandlæge ikke er dyrlæge. I stedet for at være politisk korrekt og dermed forskrækket over de skrækkelige markedskræfter, så kunne rektor måske yde en reel og u-ideologisk indsats for afhjælpning af et konkret problem?!

Hvis nogen 'læsere' nu er ved at falde ned af stolen ved at have læst en 'teknik-idiots' bekendelser, er svaret: fejlfortolkning! Jeg nærer stor beundring for en af 1800-tallets største matematikere, tyskeren Weierstrass, professor i Berlin i 1865, især kendt for sin didaktik og pædagogik. Hans bekendelse, der vil kunne forstås af flere end de 0,8 procent af Frimer-Larsens studerende, der vælger tysk, lyder: 'Ein Mathematiker, der nicht zugleich ein Bißchen von einen Poeten ist, wird niemals ein vollkommender Mathematiker'.

Meget frit oversat: Skellet eller grøften mellem de 'hårde' og de 'bløde' fag er lige så falsk, som den er skadelig og dum.

Måtte de danske seminarier tage varsel af en stor mand.

Matematiklærer på et teknisk gymnasium