Hvordan udvikler vi en multikulturel skole i en dansk folkeskole? Spørgsmålet trænger sig på i en hverdag på Humlehaveskolen i Odense, hvor 80 procent af eleverne er tosprogede, hvor en 2. klasse tæller 13 børn med ni forskellige nationaliteter og tre religionsretninger, og hvor to tredjedele af skolens børn holder en dag fri fra skole under den muslimske ramadan.

Sencan Altintas, 28, lærer på Humlehaveskolen i Odense, arbejder dagligt med de udfordringer, det giver, når eleverne har så forskellige nationaliteter som dansk, islandsk, palæstinensisk, tyrkisk, somalisk, filippinsk, tyrkisk/kurdisk og vietnamesisk/kinesisk.

I forvejen er samarbejdet mellem skole og hjem ikke altid nemt at få til at fungere, men med tosprogede elever med så mange forskellige kulturer og et flertal af forældre, der ikke behersker det danske sprog, bliver situationen mildest talt vanskelig.

'Det er en udfordring at holde forældremøde for en klasse, når der skal tre-fire tolke med. Det er ikke optimalt, når nogle forældre skal sidde og vente på, at andre får informationerne oversat', konstaterer Sencan Altintas. Derfor arbejder hun og hendes kolleger på 2. klassetrin også med alternative løsninger på den så vigtige forældrekontakt. Samtale om barnet - evaluering af den enkelte elevs arbejde er én mulighed. En anden er forældremøder på tværs af årgange, hvor de tyrkiske forældre samles i én gruppe, de arabiske forældre i en anden og så videre. Mere uformelle arrangementer, hvor forældrene kan komme og se, hvad børnene laver, eller hvor der er brug for forældrenes hjælp, er ofte bedre end de formelle møder. Sencan Altintas fortæller om, dengang klassens lokale blev brændt ned, fordi nogen havde sat ild til det. Dengang troppede en del forældre op og gav en hjælpende hånd. Og hjemmebesøg er en fjerde løsning, som Humlehaveskolen også anvender.

'Det traditionelle forældremøde er i hvert fald ingen succes, når de danske forældre bagefter siger til os, at det var frustrerende at sidde og høre noget, som de vidste i forvejen'.

Samarbejdet med forældrene er altid vigtigt, men med tosprogede elever er det helt afgørende.

Sprogundervisning til tosprogede børn og læring i, hvordan de selvsamme elever skal begå sig i fremtidens danske samfund, er to områder, der optager Sencan Altintas. Mange af skolens elever taler kun dansk i skoletiden. Og det er for lidt.

'De fleste bor her i Vollsmose, og de møder ikke ret mange danskere og træner derfor ikke det danske sprog, for hjemme taler de deres modersmål'. Selv mener Sencan Altintas, at det er utrolig vigtigt, at børnene har deres modersmål i god behold for overhovedet at kunne lære dansk, og at de kender til deres egen kultur for at kunne blive integreret i det danske samfund. Men samtidig er det nødvendigt, at eleverne ved, hvad de vil med deres liv i Danmark, og de skal vide, hvad der kræves af dem i samfundet.

Ud over timerne i dansk, kristendomskundskab og religion i 2. klasse underviser Sencan Altintas også på skolens sprogcenter. I et forløb for sprogundervisningen i 5. klasse lærer eleverne om Danmark; om love, rettigheder og meget andet. Men inden undervisningen drejer sig om Danmark, har klassen kort arbejdet med hvert af elevernes egne lande.

'Selvom børnene måske har levet her i fem eller seks år, hedder det stadig: 'Jeg er somalier' eller: 'Jeg er tyrker'. Jeg tror, det er vigtigt, at eleverne ved noget om dem selv og den kultur, de kommer fra, når de skal vælge til eller fra. Men også for at indgå i en kvalificeret dialog', mener Sencan Altintas og peger på, at den opgave skal tages alvorligt af både skole og hjem.

Men det er temmelig svært at få forældrene på Humlehaveskolen til at deltage i skolens hverdag. En del skyldes usikkerhed over for, hvad folkeskolen egentlig er for en størrelse, og hvad man som forældre kan bidrage med. I øvelsen i sprogundervisningen i 5. klasse bliver alle forældre inddraget, fordi det handler om, hvor eleverne kommer fra, og hvornår de kom til Danmark. Men oftest kan forældrene ikke hjælpe med lektierne, og så bliver de slet ikke lavet.

'Det er vigtigt at fortælle forældrene om, hvad skolen forventer af forældrene. Mange indvandrere og flygtninge har helst systemet en arms afstand fra livet, og de opfatter skolen som systemets forlængede arm, men det er vigtigt at informere og holde en dialog i gang'.

Det er vigtigt, at forældrene bliver inddraget - også før skolen.

'Det er simpelthen for sent at sætte ind i børnehaveklassen, når det handler om tosprogede. Deres forældre skal lære at bruge rim og remser og læse bøger med deres børn - ligesom mange danskere. Modersmålet skal trænes godt, hvis børnene skal lære dansk'.

Det kræver arbejde af forældrene, men lydhørheden afhænger helt af familiens overskud, hvilken social status de har, og om de er uddannede eller analfabeter.

'Det er meget forskelligt, hvordan forældrene er med. Men vi skal have dem til at lytte, for sproget er en af de vigtigste faktorer for at klare sig og få en uddannelse eller en læreplads'.

Sencan Altintas er selv tyrker og muslim. Sammen med sin mor og far kom hun til Danmark som toårig. Først boede de i Vamdrup i Jylland, og da hun var syv år, flyttede de til Vollsmose i Odense.

'Det var mere enkelt dengang, der var ingen krav om, at min far skulle kunne tale dansk. Han skulle bare kunne betjene en maskine. Men i dag er arbejdet anderledes, og uden det danske sprog er man totalt afskåret fra fællesskabet'.

Selv begyndte Sencan Altintas på Odense Seminarium som 18-årig, og hun fik sin lærereksamen i 1993. Hun var utrolig glad for uddannelsestiden, men der manglede alligevel noget.

'På seminariet lærer man ikke nok om, hvordan man lærer eleverne sprog, etablerer skole-hjemsamarbejde og opdrager til demokrati i en klasse med mange tosprogede'.

'I dag går man mange steder ud fra, at de tosprogede børn lærer dansk bare ved at være sammen med danske børn. Men det gør de altså ikke. De skal motiveres, og det kræver aktivt arbejde'.

'Jeg har det enormt skidt, når jeg møder en, som er vokset op her i Danmark, der går ud af 9. klasse og stadig taler gebrokkent dansk'.

På skolen er man i øjeblikket i gang med første år af et treårigt udviklingsprojekt, der netop handler om, hvordan man skal undervise, når skolens elever er fra 20-25 forskellige nationer.

'Det er godt nok den danske folkeskole, men egentlig er den jo multikulturel, og hvordan skal hverdagen så være?' spørger Sencan Altintas.

Projektet har otte fokuspunkter, hvor ét af dem er, hvordan skolen skal udvikle skole-hjemsamarbejde. Andre punkter er pædagogik, undervisningsdifferentiering og andre strukturer end klasseopdeling.

'Undervisningsdifferentiering er en enorm stor udfordring i en klasse med så mange nationaliteter', siger hun.

Humlehaveskolen har stor udskiftning blandt eleverne. Nogle forældre sætter børn på privatskole, andre kommer på specialinstitutioner, andre igen flytter fra kvarteret. Og den udskiftning giver problemer for undervisningen.

Skolens lærere taler også om at opdele på andet end klasser, måske på årgange i stedet. Og der hvor Sencan Altintas' hjertebarn ligger - nemlig på den sproglige indlæring - har man diskuteret, om man skal differentiere på det sproglige niveau.

'Så de dygtige kan blive dygtigere, og de svage har mulighed for at få nogle ordentlige input', siger hun, der mener, at fremtidens skole skal udvikle samarbejdet mellem skole og hjem, men også elevevalueringer, så børnene selv formulerer, hvad de forventer. Eleverne skal lære at træffe valg, ud fra hvad der tjener dem selv bedst. Og de skal lære at skelne mellem gode og dårlige valg.

'Skolen skal meget, uha det er næsten uoverkommeligt! Men man skal i hvert fald huske at fokusere på andet end læsning. Helt ned fra treårsalderen kan man i dag praktisk talt beherske en computer, og nutidens og fremtidens børn vil kunne hente alverdens ting ned fra Internettet; materiale fra nazister, fra fundamentalister. Alt. De er nødt til at kunne vurdere det, de får smidt i hovedet'.

Da Sencan Altintas var færdig på seminariet, troede hun ikke, at hun ville få et job som lærer, fordi hun gik med tørklæde. Men det har hun aldrig haft problemer med.

'Når de danske forældre ser, at jeg har tørklæde på, og finder ud af, at jeg er tyrker, kræver de selvfølgelig, at jeg taler ordentlig dansk, for at de kan stole på, at jeg kan undervise deres børn i dansk ud fra folkeskoleloven'.

'På nogle punkter er jeg dansk, og på nogle områder er jeg knap så dansk. Pædagogisk er jeg dansk, jeg er jo uddannet i Danmark. Men jeg har en anden kultur, og det står jeg ved og lægger ikke låg på'.

'Fastelavnsris er for eksempel ikke så vigtigt for mig. Men det, der er vigtigt, og dér, hvor vi som lærere ikke må adskilles, er ved opdragelsen til demokrati - ved skolens formålsparagraf'.

'Men nej, jeg går ikke i koma til jul. Jeg sørger for en julekalender til klassen og fortæller eleverne om julen. Jeg er så den, der også husker at fortælle om ramadanen'.

Selv er Sencan Altintas med i et EU-projekt omkring religion i en multikulturel verden. Hun mener, at eleverne skal have viden om deres egen religion for at have respekt for andre.

Sencan Altintas har ingen problemer med at undervise i kristendomskundskab, for hun skal jo ikke forkynde kristendom, selvom flere af forældrene til de tosprogede absolut har den opfattelse.

For nogle år siden søgte Humlehaveskolen om at få lov til at ændre titlen på faget kristendomskundskab, der i stedet skulle hedde religion og livsoplysning, men Undervisningsministeriet ville ikke være med til det. Noget, der er svært at acceptere, da det meget er navnet kristendomskundskab, der skræmmer forældrene, og mange melder derfor deres børn ud af undervisningen.

Sencan Altintas har ikke selv fritagelser i sin klasse, men i den ene af parallelklasserne har halvdelen af eleverne ikke kristendomskundskab.

'Problemet eller udfordringen ligger i, at Danmark er vant til et homogent og monokulturelt samfund'.

Sencan Altintas sammenligner med England, der for eksempel ikke følger majoritetsreligionens helligdage.

En diskussion, som hun mener, der mangler i Danmark. Men det paradoksale er, at selvom der var en offentlig debat om emnet, ville kun ganske få indvandrere og flygtninge deltage. På grund af sproget.

'De kan ses, men ikke høres. Derfor er det så vigtigt, at deres børn bliver i stand til både at kunne ses og høres'.

'Skolen skal uddanne eleverne til demokrati og til, at deres handlinger har konsekvenser. Selvom man er araber og vil tilbage til Libanon om fem år, så har man altså en forpligtelse, når man lever i Danmark'. Sencan Altintas håber på, at hvis skolen begynder tidligt nok, kan det lykkes at uddanne de tosprogede til demokrati, medbestemmelse og ansvar for samfundet. En opgave, der ikke bliver mindre, selvom det bliver til tredjegenerationsindvandrere.

Vollsmose er et barsk kvarter, og skolen har da også været præget af hærværk og tyveri. I edb-rummet sørger kæmpestore hængelåse for at holde uvedkommende gæster ude. Og hun kan fortælle om glasknuseri for mere end 100.000 kroner på tre måneder, noget, der fik forsikringsselskabet til at smide skolen på porten.

Vollsmose er også et barskt kvarter at være lærer i. Det tærer på kræfterne, og som for elevernes vedkommende gælder det også for skolens personale, at der er stor udskiftning.

Sencan Altintas er klasselærer i 2. klasse. En funktion, der på Humlehaveskolen, altid bliver delt mellem to lærere. Det er for hårdt at være alene om klasselærerfunktionen, og det er nødvendigt at have en sparringspartner. Selvom der ikke altid er tunge sager med tvangsfjernelse, overgreb med videre, så er forældrearbejdet stadig utrolig krævende.

I sit job som lærer har Sencan Altintas ofte samarbejde med andre faggrupper, psykologer, talepædagoger, sundhedsplejerske og andre. Samarbejdet fungerer godt, men problemet for hende og for Humlehaveskolen er manglende ressourcer.

'Hvis man har lagt et stort arbejde i et barn, og det så alligevel ingen vegne kommer, fordi man støder mod en mur i form af forvaltning eller kommune, ventetider til psykolog eller talepædagog, har man det forfærdeligt. Det er enormt hårdt at se på, at børn bliver kastebold mellem den ene sagsbehandler efter den anden', siger hun og fortæller, at de psykologindstillinger, der blev lavet i børnehaveklassen, bliver der først gjort noget ved her i 2. klasse. Børnene har talt med psykologer, men nu er der endelig taget stilling til, hvad der videre skal ske.

'Vi har større koncentration af børn, der kræver hjælp, derfor føler vi det hårdt, når der ikke bliver gjort noget. Man kan godt føle som lærer, at man får for lidt støtte, og at der sker for lidt'.

Sencan Altintas føler sig indimellem lidt forpustet over alle de krav, der stilles til folkeskolen.

'Ny arbejdstid, ny løn, ny folkeskolelov, evalueringsinstitut og F-2000. Det er umuligt at engagere sig lige meget i det hele. Man kan godt blive skræmt over alt det, der bliver lagt over på læreren i dag. Det er lidt uoverskueligt. Men det, der ligger mig meget på hjertet, er, at alle får en uddannelse og et godt sprog, så de kan få et liv i Danmark. Eleverne skal lære spillereglerne i et demokratisk samfund, så de kan blive medaktører og borgere'.

'Fra politisk hold presser man på for at få den nye folkeskolelov gennemført, men der følger hverken økonomi eller kurser med. Elevtallet vokser, men der følger heller ingen penge med, der skal bare et par flere elever i klassen, for det betyder jo ikke noget, om der er 24 eller 26 i klassen, siger man. Men det betyder noget, siger jeg'.

Hun kan sagtens se, at lærerne ofte piver, men hun forstår det så udmærket.

'Her på skolen har vi brug for tid og kvalificeret supervision. Noget, vi slet ikke får i dag, for psykologerne har ikke tid til andet end at tage sig af de ting, der virkelig haster'.

'Man bliver nødt til at godtage, at det kræver mere at arbejde med tosprogede elever. Her i Odense har lærerne på de to skoler i Vollsmose fået et løntillæg på 1.700 kroner om året. Men det er jo en dårlig vittighed. Det er da ikke for de sølle 1.700 kroner, at vi er her'.

Det er enormt hårdt at se på, at børn bliver kastebold mellem den ene sagsbehandler efter den anden

Man bliver nødt til at godtage, at det kræver mere at arbejde med tosprogede elever. Her i Odense har lærerne på de to skoler i Volsmose fået et løntillæg på 1.700 kroner om året. Men det er jo en dårlig vittighed. Det er da ikke for de sølle 1700 kroner, at vi er her

Mange indvandrere og flygtninge har helst systemet en arms afstand fra livet

UNG LÆRER