Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Børn fra hjem med alkoholmisbrug

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når en forælder drikker for meget, er det et problem, det er forbundet med skyld og skam. Noget, der skal forties. Børn er jo loyale.

Men hvor er vi voksne, som kan hjælpe? Hvor er klasselæreren? Hvor er skolepsykologen? Hvor er skolens ledelse? Og hvad ved vi overhovedet om alkoholismens utrolige skuespil? Desværre ikke nok, og det er afgjort et af de største problemer, der findes i folkeskolen i dag!

Det er noget, vi forsømmer - og hvorfor? Er det uvidenhed om alkoholismens karakter, eller er det bare nemmere at benytte de sædvanlige kanaler, negligere signalerne fra hjemmet og give barnet den hjælp, vi i vores naivitet tror er den rette - nemlig specialundervisning - eller at foreslå et skoleskift.

For overhovedet at kunne komme med et kvalificeret bud på hjælp er det nødvendigt at sætte sig ind i de mekanismer, der er forbundet med sygdommen alkoholisme. Det er også nødvendigt at have en formuleret alkoholpolitik på skolen. Ikke en restriktiv politik, men en politik, der dels angår de ansatte på skolen, dels fortæller om, hvad man gør i tilfælde af mistanke om alkoholisme i et barns hjem. Få en dialog i gang med skolebestyrelsen - og hvordan fungerer samarbejdet med socialforvaltningen i grunden? Er man indstillet på at give den fornødne hjælp til forældrene, for det er dem, der i første række har brug for hjælp. En 'Minnesota-behandling' kan være en løsning. Der er mange penge at spare, for slet ikke at tale om de menneskelige aspekter. En sund familie med glade og trivelige børn! Tag fat om ondets rod og undgå lappeløsninger: specialundervisning til børnene.

I skolens misbrugspolitik er det nødvendigt at have et uddannet medarbejderteam med absolut tavshedspligt. Et medarbejderteam, som forældre, kolleger og elever trygt kan henvende sig til. For overhovedet at kunne hjælpe børn fra misbrugsfamilier er det strengt nødvendigt, at nøglepersonel, medarbejderrepræsentant og skolepsykolog har været på relevante kurser.

Mindst tre af følgende seks kategorier skal være opfyldt, for at der er tale om alkoholafhængighed:

1) Et stærkt ønske eller følelse af trang/behov for at indtage stoffet.

2) Svært ved at kontrollere mængder, tidspunktet eller at stoppe drikkeriet.

3) Fysiologiske abstinensproblemer eller brug af medicin for at kontrollere disse.

4) Høj alkolholtolerance.

5) Opgiver andre interesser og fornøjelser på grund af den tid, der bruges på at indtage stoffet eller på at komme sig efter brugen af stoffet.

6) Fortsat brug af stoffet trods skadelige psykiske, fysiske eller følelsesmæssige konsekvenser.

Kendetegnene for en alkoholiker er tydelige for en øvet alkoholterapeut og kan kort karakteriseres ved, at alkoholikeren benytter alle kendte forsvarsmekanismer for at sammenligne sig ud af sit misbrug.

Kendetegn for børn af alkolholikere:

- De gætter sig til, hvad normal adfærd er

- De har vanskeligt ved at gennemføre et projekt

- De lyver, når det ville være lige så nemt at sige sandheden

- De udfører nådesløs selvkritik

- De har svært ved at more sig

- De tager sig selv meget højtideligt

- De har problemer med nære forhold

- De overreagerer på forandringer, som de ikke har kontrol over

- De søger konstant billigelse og bekræftelse

- De føler sædvanligvis, at de er forskellige fra andre børn.

Centerleder og ejer af

DayTop Behandlingscenter, Slagelse