Debat

Træk dog lod

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg var en sen aften inde på DLF's hjemmeside og så, at man havde startet en netdebat - det synes jeg var en god ide, så jeg kastede mig straks med i debatten i den sene nattetime.

Jeg havde lige læst flere læserbreve fra den samme personkreds angående fomandsvalget, ligesom jeg havde læst de to kandidaters valgoplæg.

Jeg var ærlig talt lidt træt af alle de mange ord, så mit 'provokerende' budskab var, at man lige så godt kunne trække lod om formandsposten. Jeg synes selv, at jeg argumenterede for det på glimrende vis.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Et af mine synspunkter blev så brugt som reklame i sidste nummer af Folkeskolen - reklame for, at andre også skulle deltage i netdebatten. Det er helt i orden, men selv om jeg ikke hører til dem, der skriver læserbreve i bladet, synes jeg alligevel, at citatet ikke skal stå alene.

Inden jeg gik i gang med at læse valgoplæggene fra de to formandskandidater, så jeg frem til, at også jeg - selvom jeg ikke sidder i kongressen - kunne tage stilling til, hvem jeg synes var bedst. Men da jeg var færdig, var jeg ikke spor klogere.

Anders brugte 30 sider på at forklare sig, og Anni brugte ni sider - men der står det samme, jeg kunne i alt fald ikke se, hvor uenighederne var. Valgoplæggene er fyldt med de rigtige og for tiden mest moderne ord som handlekraft og resultatorienteret - vi skal geare - vi skal tackle - vi skal sikre - vi skal forlange - vi skal sætte dagsorden.

Jeg kunne også læse, at Anni går til middagsselskaber - og vil genskabe respekten for lærernes 'daglige virke' (hvorfor skal formænd for DLF altid lyde som nogle, der hellere ville have været præst?)

Så havde jeg læst Reinhard Werners mange indlæg, hvor han - for mig at se - slog vildt omkring sig for at sikre sig dog trods alt at ramme nogen - hvem fandt jeg aldrig helt ud af - han var sur på en, der havde sagt ja, selv om han nu selv ville stemme på en, der havde sagt ja.

At den ene har sagt nej og den anden ja til et eller andet, er ikke nok for mig i denne forbindelse - jeg ville bare gerne vide, hvad forskellen på de to kandidater egentlig er. Hvis der er nogen. Hvem af de to bliver en god formand, hvis en sådan findes? Og her er så min pointe.

Det mener jeg, at det er slet ikke noget, DLF afgør - det er de vinde, der blæser i det rigtige politiske spil, og lige så snart en formand er valgt og træder ind på de bonede gulve med de tunge drenge, bliver vedkommende en del af dette game, enten vi vil det eller ej - deraf citatet - det blev afgjort for mange år siden, da man valgte, at arbejdsgiver og arbejdstager skulle forhandle sig til rette om uenigheder i stedet for at slås med diverse våben for at se, hvem der var stærkest.

Det er altså for mig at se et trosspørgsmål eller, om man vil, noget med følelser om, hvem der skal være formand.

Derfor mit budskab i den sene nattetime: Træk dog lod, så bliver det da lidt retfærdigt.

Birgit Pedersen

Roskilde