Der var engang en prinsesse og en prins, der begge ville så meget. De rejste rundt i det ganske rige og talte og skrev og kom med falbelader.

Alle steder, fra den mindste landsby til den største købstad, ja, selv i Kongens København, blev de mødt af folkemængder, der alle ville høre kloge ord. Nogle af folkene var vrede, andre græd, nogle lo, og nogle råbte, hvad de altid gjorde. Der kunne være en ganske forfærdelig palaver. Og nogle råbte: 'Hurra for Anni, den fagre prinsesse', og andre råbte: 'Hurra for Anders, den modige prins'.

'Hu - hej, hvor det går', sagde de, og det var sandt. På bare én eneste klokketime kunne de nå fra Roskilde til Vordingborg, deres karet for af sted, så støv og sten hvirvlede op på deres vej, og alle husdyr og raske borgere forføjede sig, mens de talte til hverandre i en blanding af skræk og beundring og sagde: 'Der kørte Anni og Anders'.

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Prinsesse Anni og prins Anders måtte søge ly og bankede på byens port. Den gamle skolelærerinde, thi en sådan havde byen, lukkede op. Hvor så de dog ud, ganske gennemblødte, med hule kinder og sorte ringe om øjnene.

'Kære morlil, hjælp os med husly for natten, vi er en ægte prins og en ægte prinsesse, og den bedste af os skal snart blive formand', sagde Anni og Anders.

'Kom ind, kære børn', sagde den gamle lærerinde. Anders trak hende til side og hviskede: 'Jeg er den bedste', og straks derefter gjorde Anni det samme.

'Ja, det skal vi nok få at vide!' tænkte den gamle skolelærerinde, men hun sagde ikke noget, gik blot ind i sovekammeret for at rede to senge. Først lagde hun på bunden af hver seng et lille stykke viskelæder. Dette var et ganske særligt stykke viskelæder, som hun havde fået af en ung, fortvivlet skolefrøken, der kun vanskeligt kunne klare sit arbejde. Ofte havde hun klaget sin nød til den gamle, kloge skolelærerinde over uopdragne skarnsunger, vrantne forældre og rigets krævende herrer, der dog aldrig betænkte hende med nok i løn. Oven på de to små viskelæderstumper lagde den gamle skolelærerinde så tyve madrasser og oven på dem endnu tyve edderdunsdyner. Der skulle prinsen og prinsessen ligge.

Den næste morgen spurgte hun til, hvorledes de havde sovet.

'Herligt', svarede prinsen, 'hvor er kaffen?' - 'O, forskrækkeligt slet', klagede prinsessen, 'jeg er gul og blå over hele min krop, som havde jeg ligget på noget hårdt, det er ganske forskrækkeligt!' Så kunne alle se, at det var en virkelig prinsesse, ingen anden kunne være så ømskindet og så følsom.

Prinsessen blev udråbt til formand, og hendes kæreste eje var en lille grå viskelæderstump, som hun til tider lod udstille på Vandkunstkammeret.

Se, det var en rigtig historie!

En ærbødig tak til H.C. Andersen

Ulla Rosenberg

Jerslev