Debat

Læsesystemer og min første skoledag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu og da er forskellige læsesystemer genstand for omtale i vort blad, og senest var det 'Søren og Mette', der blev sat under lup.

Såvel dette system som flere andre af slagsen har ganske givet været særdeles værdifulde i forbindelse med læseindlæringen i de seneste årtier. Om det ene er bedre end det andet eller omvendt, skal jeg ikke tage stilling til, men jeg vil gene fremhæve, at det allervigtigste er, at indholdet er af en sådan karat, at interessen fænger hos eleverne.

Netop interessen får mig til at tænke på det læsesystem, der i begyndelsen af 30'erne lå til grund for min indleven i bogstavernes og ordenes verden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Systemet hed 'Knold og Tot' - den kendte serie i ugebladet Hjemmet. Det satte virkelig fart i min læseudvikling. Allerede som fireårig fik jeg smag på denne serie. Mor læste højt for mig - ofte tre-fire gange med den samme historie. Men mor, der var en travl husmandskone, følte ofte, at det tog for meget af hendes tid, og derfor besluttede hun, at jeg måtte kunne klare det selv, ved at jeg i en periode på nogle uger skulle se med, når mor pegede på ordene, samtidig med at hun udtalte dem.

Det gav resultat, og mor sparede tid, mens jeg læste som en besat. Det bevirkede, at jeg længe før min skolegang læste - ikke kun 'Knold og Tot', men også 'Ole i Trylleskoven', 'Willy på Eventyr' og andre spændende historier.

Med hensyn til min første skoledag - vistnok 1. april 1933 - husker jeg, at vi cirka 25 vordende skoleelever blev prøvet i både læsning og regning.

Den ene af de to landsbyskolelærere undersøgte vore evner i læsning og stavning, og den anden ville høre, hvad vi kunne af den lille tabel.

I løbet af dagen fandt de så ud af, hvem der var dygtige, og hvem der var svage på disse områder.

Da vi så mødte på skolen næste dag, blev vi placeret i nummerorden efter dygtighed, med de dygtigste lige ved katederet, og de svage skulle sidde på pladserne bagest i lokalet.

Min beskedenhed forbyder mig at nævne, hvilken plads jeg fik, men jeg kan røbe, at murerens søn, Karl Ejner, kom til at sidde ved min side, og han fik plads nummer 2.

Senere har jeg som lærer indset, hvor upædagogisk denne anbringelse var. Det burde faktisk have været omvendt.

Karl List

pensioneret lærer

Odense