Så blev det et 'ja' til mæglingsskitsen. Uanset et 'ja' eller et 'nej', så er det efter min mening på tide med selvransagelse i foreningen og i medlemsskaren.

Jeg mener, at det helt store politiske problem i DLF er, at vi ikke har en strategi, der entydigt er fastlagt med henblik på at tage indflydelsen, der hvor den ligger. Nemlig: decentralt i kommunerne. Hvis foreningen skal overleve som den stærke, flotte og måske dygtigste organisation, der er i offentligt regi, så skal der ske noget radikalt omkring politisk strategi og ikke mindst måden, der drives politik på i den øverste ledelse, hovedstyrelsen. Jeg er ikke modstander af demokrati, men jeg vil godt helt forsigtigt sætte spørgsmålstegn ved, om vi kan opnå de bedste resultater for medlemmerne ved, at vi gentagne gange er vidne til den enorme splittelse, der er i den øverste ledelse. Det er ikke altid det mest begavede konsekvent at 'hænge sit beskidte vasketøj ud' til nærmere vurdering hos alt og alle.

Det er indlysende, at vi er i en opbrudstid, hvor stort set ingenting er, som det var engang, og hvor lærerne konstant bombarderes med til tider modsatrettede krav, samtidig med at skolen og lærerne må lægge øren til ganske urimelige beskyldninger om manglende formåen.

I en sådan verden er det afgørende nødvendigt, at den samlede hovedstyrelse tager sit ansvar på sig og giver sig til at lede i stedet for at beskæftige sig med mudderkastning.

Der skal med andre ord udformes en politisk strategi, der bygger på både visioner og realitetssans. Som det er nu, er det nærmest ønsketænkning, der ser ud til at være udgangspunktet. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt over for medlemmerne. Vi må såvel lokalt som centralt være i stand til helt overordnet at vurdere og tolke situationen bredt set. Dertil kommer, at vi skal turde tage diskussioner op i medlemsskaren frem for konstant at feje de mest ubehagelige kendsgerninger ind under gulvtæppet.

Den er ved at være fem minutter i tolv!

Helen Sørensen

formand for

Herningegnens Lærerforening