Samsøgades Skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har i denne uge valgt at besøge Samsøgades Skole, da vi har noteret os, at skolen lige har påbegyndt produktionen af et skoleweb-sted. Som udefrakommende bemærker man tydeligt, at både den tekniske og informative struktur er gjort klar - skabelonen til et velfungerende web-sted er 'klippet' ud. Samsøgades Skoles Internet-portal virker god, og når Samsøgades Skole får fyldt de tomme 'under konstruktion'-kasser ud, vil man som elev, lærer eller forælder kunne modtage god information fra skolens hjemmeside.

Samsøgades Skole er en af de udvalgte skoler i IT-springet (læs mere på http://www.uvm.dk). Alle ansatte på skolen har (delvis) fri adgang til pc'er og Internet såvel hjemme som på arbejde. Derfor vil det blive spændende, at følge skolens lokalplan, der med udgangspunkt i IT handler om vidensorganisation og vidensfordeling. Det er interessant, at netop dette emne dukker op på en skole, der må betragtes som IT-spydspids. Hele skolens pædagogiske personale har gennemgået (gennemgår) en massiv efteruddannelse i form af pædagogiske IT-kørekort med mere. Vi håber, at skolen får skærpet deres fokuspunkter med hensyn til IT - vidensbearbejdning og deling. Man kan læse nærmere om det pædagogiske IT-kørekort, der til forskel fra et almindeligt pc-kørekort er specielt designet med fokus på undervisning, på http://www.skole-it.dk/.

Teknisk er hjemmesiden programmeret i frontpage 3.0 - det ser man med det samme, siden er nemlig godt struktureret, den har et flot layout og er baseret på nogle yderst anvendelige frames. Hjemmesiderne har desuden gode illustrationer, bløde farver og flotte logoer. Det er nemt at surfe sig til præcise informationer om skolen, klasser med mere. Alt i alt kan man sidestille et besøg på Samsøgades Skolens hjemmeside med at være til rejsegilde på en ikke færdiggjort pragtvilla. Men hjemmesiden er bestemt et godt sted at hente inspiration til sin egen skoles hjemmeside. Vi ser frem til version 1.1.