Åben-plans-lignende muligheder på nogle af skolens arealer og små kroge og nicher andre steder. Et værkstedsområde til eksperimenter og arbejde med ler, et mediatek og nogle rekreative områder med plads til fordybelse og ro. Et hjemmeområde med tryghed og nogle mere multianvendelige rum. Sådan cirka bør en skole se ud efter Ebbe Kromann-Andersens mening.

'Køb en stak campingborde til skolen. De er mobile, nemme at tage med sig og kan bruges til meget forskelligt. Skolen har brug for noget enkelt og anvendeligt', siger han.

Ebbe Kromann-Andersen er selv uddannet lærer. Har prøvet at arbejde både på den gamle traditionsbårne københavnerskole og på en ny betonskole. Han er uddannet cand.pæd.pæd. og underviser nu i didaktik på Frederiksberg Seminarium. Undervejs i studierne har han skrevet tre store opgaver om skolebyggeri. Interessen begyndte, da han hørte et foredrag om, hvordan vi reagerer på de fysiske omgivelser, og om bygningers meningsbærende symbolik.

Ebbe Kromann-Andersens speciale fra 1995 handler om skolebyggeri og pædagogik set i forhold til den nye folkeskolelov. Og det er blevet en 'bestseller', hvis man ellers kan tillade sig at sige det, når specialet slet ikke er udgivet, og han aldrig har fået penge for det. Men det seneste år har det vist sig, at specialet optræder rundt omkring på landets tegnestuer i piratkopier - givet fra hånd til hånd blandt arkitekter og omtalt som 'bogen'.

Pludselig blev han ringet op tre gange på en uge og spurgt til råds, og i dag er han konsulent på et måske kommende skolebyggeri i Roskilde.

Campingborde til alle

Tanken om campingbordet til brug på skolen er egentlig en vittighed. Han gav ét til en af sine venner som en kitch-gave. Senere fortalte vennen, at det var en af de bedste gaver, han længe havde fået. Han brugte det altid, når han legede med sine børn. Det kunne stilles op alle vegne til spil, tegning og arbejde med alle slags materialer, og det kunne let flyttes, klappes sammen og bæres væk. Det fyldte ikke noget.

Ebbe Kromann-Andersen går ind for mobile elementer, men de skal være udført i ordentlige materialer. De skal kunne holde til at blive brugt.

'Den arkitekt, der producerer nogle vægge i lette og holdbare, lydabsorberende materialer, han har en strålende fremtid foran sig. Lette, flytbare vægelementer, som man kan sætte tegninger op på', siger Ebbe Kromann-Andersen.

'Man kan ikke skabe det lille rum til samarbejdet i et kæmpestort lokale med højt til loftet. Samarbejdet kræver en tæthed, at en gruppe sidder i en niche om et rundt bord - dét kalder på samarbejde. Der behøver heller ikke være højt til loftet alle vegne. Det giver tæthed, hvis man kan finde et sted, hvor man måske lige skal bøje hovedet lidt for at komme ind og sidde'.

'Et rum skal i sig selv kalde på noget. De enkelte elementer - møblerne - skal kalde på en klar læringssituation. Samtidig skal det være tydeligt i rummet, hvad der kan lade sig gøre her. Når man som lærer står med 28 elever, så skal tingene virke. Arkitekterne må vælge, hvad det er for en type rum, de bygger. Enten er rummet multi-anvendeligt, og så har de mobile dele et klart hjemsted. Her hører de til, når de ikke bruges, og herfra kan de så flyttes derhen i rummet, hvor læreren vil bruge dem. Det skal være klart. Eller også er rummet lagt an på tavleundervisning eller fordybelse eller noget andet. Men det skal være tydeligt', mener Ebbe Kromann-Andersen.

Tidligere var man også klar over, at rummets udformning og funktion hang sammen. Han henviser til en publikation fra 1957, 'Skolerummets funktion og udformning'. Heri står: 'Det er imidlertid vigtigt at fastslå, at der foreligger et uløseligt samspil mellem på den ene side de enkelte fag og faggruppens målsætning og karakteristiske undervisningsaktiviteter og på den anden side undervisningslokalernes udformning'.

Også i Den blå Betænkning fra 1961 tales der om relationen mellem de fysiske omgivelser og den pædagogiske praksis.

Teamarbejde i åben-plan

Ebbe Kromann-Andersen taler om værkstedsarealer med flere muligheder og multianvendelige rum, om flytbare vægge og mobile møbler. Der er ideer tilbage til åben-plan-skolerne, men han er ikke blind for de byggetekniske mangler, som disse skoler også havde.

'De bedste elementer fra åben-plan-skolerne skal fremdrages og benyttes i forhold til skolelovens intentioner. I denne sammenstilling mener jeg, at der kan udvikles godt skolebyggeri', siger han og fremhæver, at den største hindring for, at åben-plan-skolerne blev en succes, lå hos lærerne selv.

Pædagogikken dengang i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne var ikke til denne skoleform, hvorimod skoleloven i dag lægger op til samarbejde lærerne imellem. Men de lærere, der trivedes - og trives - i åben-plan-skolerne, fremhæver netop, at bygningen tilskynder til øget samarbejde.

'Åben-plan-skoler kræver, at man arbejder i team og planlægger sammen, for det kan kun fungere, når man tager hensyn til hinanden'.

Problemerne i åben-plan-byggeriet er støjen - både den, man kan høre, og den visuelle, der betyder, at det er svært at koncentrere sig, når der foregår mange forskellige ting lige rundt om én. Ventilations- og lysforhold er andre problemer, og så påpeger Ebbe Kromann-Andersen, at det hele dengang blev forværret af valget af materialer. Også inventaret var ofte blot nogle tarvelige hynder og møbler af spånplader, der hurtigt gav et trøstesløst indtryk.

'Man skal nu heller ikke tro, at åben-plan-skolerne var billige. Måske var de billigere at bygge, men så opstod alle lydproblemerne, og så skulle der tæpper på, og enden på det hele blev, at de ikke var spor billigere'.

Ingen discount - tak

'Skoler må ikke være discount. Børn tager jo fat, så tingene skal kunne holde. Man bliver nødt til at ofre nogle penge på dét. Til gengæld tror jeg på, at ordentlige materialer kalder på bevarelse og ikke på hærværk. Hvis man ser på de gamle københavnerskoler, så står de jo endnu og udstråler tradition og historie. Desværre er de så dårligt vedligeholdte i dag', siger Ebbe Kromann-Andersen.

'Men man må aldrig spare på materialerne. Dårlig lyd og lys ødelægger utroligt meget for mennesker. Det er utjekket ikke at sørge for ordentlige lydforhold i dag, for det er absolut muligt at løse lydproblemerne. Men det er desværre dét, der sker i et nybyggeri. Pludselig finder man ud af, at der må spares, og så gør man det, man har gjort på en nybygget skole uden for København, hvor man har sparet det lydabsorberende lag under gulvet i fællesrummet væk. Ellers er der ikke ændret på rummet, og det betyder, at lydforholdene er blevet utroligt dårlige i lokalet'.

At sætte spor

'Jeg tror på, at børn har behov for at have en hjemklasse eller et hjemmeområde, hvor de føler sig trygge og kan sætte spor. Børn har brug for at sætte spor - lægge et par pinde i et hjørne og komme næste dag for at se, at pindene stadig er der. Men måske behøver hjemmebasen ikke at være så stor. Måske er der blot behov for tolv kvadratmeter, hvor man mødes om morgenen, og hvor man spiser sin frokost. Klassens eget sted kan også være dér, hvor man fordyber sig, hører en god historie. En hule man hygger sig i'.

'Børn lægger mærke til detaljer. Til auraen, mystikken og lugtene, og de forsvinder i det store, multianvendelige værksted, så disse elementer skal findes andre steder for eksempel i hjemmeområdet', mener han.

'Jeg tror ikke på ansvar for egen læring. Det er læreren, der har ansvaret for læring, og en lærer skal en gang imellem lave fagræs. Ikke efter tankpassermodellen, men der skal være noget rent fagligt nogle gange. Det hele skal ikke være projektorienteret. Der skal være rum til flere former for undervisning', siger Ebbe Kromann-Andersen.

Han går stærkt ind for, at læreren viderefører værdier og holdninger til eleverne.

'Vi skal ikke have et totalt åbent landskab, hvor alle selv henter deres informationer og surfer alene rundt. Der er noget, der er bedre end noget andet, og det skal læreren være med til at give videre. Vi skal holde fast i det alment dannende. Man kan heller ikke selektere uden selv at have værdier'.

Arkitekturen har også altid opdraget. Derfor skal der være rum til, at lærere og elever mødes, at lærerne præger ungerne, opdrager dem. Og børnene skal lære at løse de konflikter, der opstår i rummene.

Arkitekter i skolepraktik

Der er meget, der skal passes ind og tænkes på, når man skal i gang med at bygge en ny skole. Ebbe Kromann-Andersen mener, at noget af det første er at sende arkitekterne i en måneds praktik på en skole.

'De skal opleve, hvad en skole er. Ofte har arkitekterne kun hørt om projektopgaven, og så kan de huske deres egen skoletid, de to ting går de så ud fra. De skal se, at glasvægge ikke altid er sagen, fordi det måske giver visuel støj, og man mister koncentrationen, fordi man skal følge med i, hvad der sker på den anden side af ruden'.

Hvis han skal stille en huskeliste op til arkitekter, bliver det, at de sørger for, at alt det mekaniske fungerer, for det betyder meget, at der er gode lyd-, lys- og ventilationsforhold. Så skal de lytte, sætte sig ind i læringsforståelse og i skoleloven.

Arkitekterne skal også sørge for at samle en gruppe lærere til en samtale om, hvad skolen skal indeholde. Men gruppen af lærere skal bestå af både visionære lærere og almindelige lærere.

'Sæt heller aldrig ildsjælene alene i et byggeudvalg. Det er farligt. For de er ofte på vej et andet sted hen, så det er ikke dem, der skal præge den nye skole', siger Ebbe Kromann-Andersen.

Funktionsanalyse af skolen

Til skolefolkene lyder hans huskeliste, at de med fordel kan begynde ideerne til et nyt skolebyggeri med at lave et fremtidsværksted. Simpelt hen begynde med at kritisere alt, lave en funktionsanalyse på det praktiske - hvor skal affaldsbeholderen stå - og så på det pædagogiske. For eksempel tale om, hvad der skal kunne lade sig gøre, når man arbejder tværgående.

'Brug en pædagogisk weekend på den pædagogiske funktionsanalyse. Tal om, at der skal være plads til samtalen, til nichen, til vådrum, til tværgående arbejde og så videre. Det skal så kommunikeres ud til arkitekten, der kan spørge og inspirere, men som også skal holdes fast. Man skal også huske, at pædagogikken er flygtig. Der kan komme en ny lov, eller det kan ske, at vi om 50 år griner ad projektformen. Det er svært at være så fremsynet, men man skal ikke kun bygge ud fra én tænkning', siger Ebbe Kromann-Andersen.

Han mener også godt, at man kan få gode ideer ved at lytte til børnene. Både lærere og elever kan for eksempel hver indrette en papkasse efter, hvordan de synes, et godt lokale skal se ud. Det kan være et led i diskussionen.

'Der skal være plads til både petri-skålen og computeren. Men man skal ikke bruge tid på at udvikle IT-rum, for de er forældede. Computerne skal ud dér, hvor de skal bruges, og måske er de meget mindre om bare få år. Det er ikke til at vide'.

Men ifølge Ebbe Kromann-Andersen er auditoriumtanken og faglokalet traditionelt set helt døde. Der skal selvfølgelig tænkes på sikkerheden, når der arbejdes med kemikalier og andet farligt, men det lukkede faglokale er en død tanke, mener han.

'Faglæreren skal stå til rådighed med sit åbne faglokale, hvis der overhovedet skal være et specifikt lokale til særlige fag. Jeg ved godt, hvordan man som idrætslærer passer på sine bolde, og at nogle glemmer at lægge plastic over leret, så der næste dag er et ton tørt ler, men det skal lærerne lære, så lokalerne kan være åbne for alle'.