Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Projektplan for dødbidere

F-2000 er en gravskrift over den moderne tid og derfor en projektplan for dødbidere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ordet 'moderne' forekommer kun en enkelt gang. Det er på side 40, hvor der tales om at 'inddrage moderne principper . . .', men jeg vil alligevel påstå, at projektplanen er gennemsyret af den moderne tids ånd og menneskeopfattelse.

'Folkeskolen år 2000' fokuserer på 'den enkelte elevs behov'. Også det næste århundrede skal være 'Barnets århundrede'. Skolen skal forsøge at overgå den moderne aftalefamilies fokus på det enkelte barns behov. Det kan blive svært, for behov er, bortset fra behovet for at spise, umættelige. Og det er tydeligt, at det er svært at få demokratiet, som folkeskolen også forbereder til, til at fungere på det grundlag.

Men noget tyder altså på, at Faustmyten - den moderne tids grundmyte om menneskets udvikling som enkeltindivid - skal have endnu bedre vækstvilkår i skolen end i samfundet, selv om personudviklingen ikke som i Faust som sit udgangspunkt har et voksent, selvcentreret manpowermenneske i dialog med Mefistofeles, men et børnehaveklassebarn i dialog med sin sutteklud.

Barnet skal så ellers i skoleforløbet proppes med kundskaber og færdigheder i bedste moderne oplysningstidsånd. Og der er ikke noget galt med 'Lys over landet'; men der er i projektplanen en tyrkertro på basale kundskaber og færdigheder i læsning, matematik og informationsteknologi, som man troede ville være umulig i Grundtvigs fædreland.

For Grundtvig er oplysning 'seks ord, par om par, altså tre par ord, som man finder i ethvert tungemål, som helst due til at oplyse menneskelivet helt og holdent, som det er, og som erfaringen har lært os at kende det', og disse tre ord er 'lys og mørke', så 'liv og død' og endelig 'sandhed og løgn'.

Det er lidt vidtløftigt, men det er i hvert fald ikke den bevidstløse positivisme, der lyser ud af projektplanen, som ved, at der eksisterer 'bløde kvalifikationer', men ikke på ét sted gør noget som helst forsøg på at uddybe, hvad det er, men skriver side op og side ned om informationsteknologiens lyksaligheder og derved afslører en teknologitro, som det er svært at betragte som andet end overtro og fortidslevn fra det positivistiske århundrede.

Det er et paradoks, at der i samfundet sættes spørgsmålstegn ved troen på længere, flere og større, samtidig med at den moderne tids tro på udvikling og vækst som en kvalitet i sig selv i skolen skal have lov til at være uantastet ideologi.

Tidens ånd er fremskridtstro. Og den er i projektplanen uantastet. Side 42 skrives der om lære- og forandringsprocessen. Er det ikke meget afslørende ord, der har forskrevet sig til udvikling og forandring som et mål i sig selv?

Men tænkemåden er desværre politisk korrekt. Mere eller mindre sparsommelige politikere er enige om, at udvikling og vækst er en kvalitet i sig selv. De synes med Jern Henrik at sige: 'nok er vi faret vild, men vi skyder god fart'.

Henrik Nordbrandt har skrevet et novemberdigt, som i disse mørke dage er meget aktuelt:

'Året har 16 måneder: november december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november'.

Det lyder mistrøstigt, men 'Folkeskolen år 2000' er omskrevet til digt endnu mere trist læsning:

Projektplanen har otte fokuspunkter: udvikling, organisering, udvikling, udvikling, evaluering, udvikling, udvikling,

udvikling.

Seminarielektor

Powered by Labrador CMS