Debat

Alt, vi ønskede os til jul, var en lærerarbejdstidsaftale

Uagtet alverdens behjertede intentioner og et forbedret partssamarbejdsklima, får parterne altså svært ved at lande et kompromis - som begge parter kan se sig selv i og få stemt hjem - uden hjælp fra Folketinget og dét Socialdemokrati, der bærer et enormt ansvar for, at vi står, hvor vi gør - men som også har en historisk mulighed for at rette op på de eklatante fejltrin, der blev begået i 2013.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Har man det sådan, som overskriften antyder, sidder man utvivlsomt skuffet tilbage, når man i denne søde juletid endnu engang hører Mariah Careys superhit. For skønt julen er tid for håb og hjertevarme ønsker, kan de ikke umiddelbart tilfredsstilles af rapporten fra ’Lærerkommissionen’.

Kommissionens opgave har da heller aldrig været at levere en færdig arbejdstidsaftale, hvilket parterne også vil betakke sig for. Opgaven har derimod været at bidrage til at løse op for den fastlåste samarbejds- og forhandlingssituation, der har præget forholdet mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation siden det skæbnesvangre forløb i 2013, som endte med den lovregulering af lærernes arbejdstid, der på syvende år står som en skamstøtte for knægtelsen af ånden i den danske aftalemodel.       

Det store spørgsmål er naturligvis, om formålet med kommissionen nu er indfriet? Om parterne har fået et stærkere fælles afsæt for at komme videre, og vi lærere kan se frem mod bedre tider og et mere opbyggeligt og tillidsfuldt samarbejde om folkeskolen baseret på en landsdækkende aftale om vores arbejdstid? Det håbefulde svar er ’ja’, mens det mere mådeholdne er ’måske’.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I hovedtræk består udfordringen i to forhold; nemlig ’magtbalancen mellem parterne’ og ’økonomi’.

Førstnævnte forhold kan hurtigt skitseres, men sandsynligvis vanskeligere forliges: Insisterer Kommunernes Landsforening på at fastholde det nærmest ubegrænsede ledelsesrum, som arbejdsgiverne fik med det stærkt ubalancerede lovindgreb? Eller er der en reel åbning for et samarbejde, hvor lærernes medbestemmelse - i ånden af den danske aftalemodel - vejer næsten lige så tungt som ledelsens ret og magt? Kommissionen kredser om problemstillingen og formulerer visse anbefalinger, men bidder ikke for alvor til bolle.

Det andet forhold er folkeskolens altoverskyggende problem, der dog ikke har fået nævneværdig fylde i kommissionens arbejde: De økonomiske rammebetingelser. De er slet og ret elendige, og det spiller direkte sammen med muligheden for at indgå en arbejdstidsaftale.

18 % af lærerstillingerne er sparet væk i løbet af de sidste 10 år, mens elevtallet kun er faldet med 10 %. Lægger man dertil, at elevernes undervisningstimetal med folkeskolereformen blev hævet med 29 %, er konsekvensen mærkbar. Lærernes undervisningstimetal er skyhøjt, fordi det i al væsentlighed er lærernes arbejdsvilkår, der har finansieret folkeskolereformen. Det medfører i mange kommuner et belastet arbejdsmiljø og en notorisk nødlidende skole. Lærerne tørster således efter en mere rimelig sammenhæng mellem undervisning, planlægning, samarbejde og faglig udvikling, og folkeskolen tørster efter lærere, der faktisk ønsker at undervise i den. Rekrutteringsudfordringen er i mange kommuner omsiggribende.

Når alt kommer til alt, kan den gordiske knude løses ved følgende primære greb: 1) at nedbringe kommunernes undervisningsforpligtelse ved lovgivningsmæssigt at forbedre adkomsten til at forkorte elevernes skoledage, 2) at prioritere langt skarpere i de krav og opgaver, som henvises til folkeskolen, 3) at genoprette nedlagte lærerstillinger, så der kan genskabes en sund opgavebalance for den enkelte lærer.

Enhver fornuftig justering af ét af disse forhold vil have positiv betydning for folkeskolen og elevernes undervisning, men den allerstørste effekt opnås selvsagt ved en kombination. Fælles for dem alle er dog, at de ligger uden for parternes direkte beslutningsrum.  

Alt dette har kommissionen naturligvis været opmærksom på, men den har vurderet, at sådanne anbefalinger ligger så langt fra det politisk fremkommelige, at den har undladt at foreslå dem. Afhængig af temperament kan det kaldes klogt, forståeligt eller problematisk. 

Uagtet alverdens behjertede intentioner og et forbedret partssamarbejdsklima, får parterne altså svært ved at lande et kompromis - som begge parter kan se sig selv i og få stemt hjem - uden hjælp fra Folketinget og dét Socialdemokrati, der bærer et enormt ansvar for, at vi står, hvor vi gør - men som også har en historisk mulighed for at rette op på de eklatante fejltrin, der blev begået i 2013.

Lyttes der til mit juleønske, vil det gøre mig langt mere overbevist om, at parterne kan levere en arbejdstidsaftale til foråret. Det vil i så fald være en lidt forsinket julegave og en troværdig ’Ny Start’ for folkeskolen og samarbejdet om den.

Indlægget er ligeledes bragt i Netavisen Pio.

Powered by Labrador CMS