Debat

Klapsalver og virkelighed

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg var ikke til stede på kongressen og har derfor ingen anelse om den stemning/forventning, der var opbygget til undervisningsministerens deltagelse. Derfor kan jeg heller ikke kommentere på årsagen til klapsalverne.

Men som fagpolitisk interesseret og opvokset i overbevisningen om fagbevægelsens betydning og vigtighed i et demokrati må jeg kommentere på forløbet med Socialdemokratiet siden 2013.

Det er tankevækkende, at vores kongres - en fagforening - giver ovationer til den part i 2013-konflikten, der gennemførte et frontalangreb på den samlede danske fagbevægelse, og at den part er socialdemokratisk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det skal ikke glemmes, at statsminister Mette Frederiksen var part sammen med mange nuværende medlemmer af regeringen i iscenesættelsen og gennemførelsen af dette angreb og af lovindgrebet i 2013 for DLF's medlemmer. Et angreb, som ikke siden er kommenteret, og som har givet anledning til mange, mange frustrationer hos foreningens og andre faggruppers medlemmer. Hvad bliver det næste?

Behandlingen af offentligt ansatte, i alle faggrupper i Danmark, er beskæmmende. Ikke bare for denne regering.

En fagforening kan godt deltage i et vist samarbejde. Men en fagforenings vigtigste formål må være medlemmernes arbejdsforhold. Det er udelukkende politikernes ansvar at sikre den gode udvikling på for eksempel skoleområdet. Det bør foreningen vise.

Denne regering har på intet tidspunkt siden vist, at tankegangen over for offentligt ansatte har ændret sig.

Så hvor kommer optimismen fra?