Rosenkrantz-Theil: Flere penge til folkeskolen det vigtigste for børns læsning

På spørgsmålet, hvad hun vil gøre for at få flere børn til at blive bedre læsere, svarer undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at der først og fremmest skal investeres mere i folkeskolen, så lærerne kan give undervisning af høj kvalitet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Kan ministeren redegøre for, hvad regeringen konkret vil gøre for, at flere børn bliver bedre til at læse?", har den konservative Mai Mercado spurgt ministeren.

"Løsningerne er ikke enkle. Først og fremmest skal der investeres mere i folkeskolen, så lærerne kan give alle elever en undervisning af høj kvalitet. Derfor har regeringen sammen med aftalepartierne bag den nye finanslov besluttet at afsætte en reserve til et generelt løft af folkeskolen, ligesom den understøttende undervisning er tilgodeset med flere midler", svarer Pernille Rosenkrantz-Theil.

Derudover henviser hun til beslutningen om - sammen med KL - at evaluere inklusionsindsatsen, regeringens planer om en stærkere ordblindeindsats samt læselyst-indsatsen, herunder Bogens År 2020..

"De digitale læremidler fylder mere og mere i undervisningen, og forskning viser, at der er brug for øget opmærksomhed på balancen mellem de digitale læremidler og de fysiske bøger - særligt når det drejer sig om længere tekster. Balancen er på nogle skoler blevet for skæv, og for meget af læsningen foregår kun digitalt med negative virkninger for elevernes læsefærdigheder og læselyst. Det er en udfordring, som regeringen kigger med stor alvor på. Derfor vil regeringen i starten af 2020 indkalde repræsentanter fra KL, lærere, it-udbydere og øvrige relevante parter for i fællesskab at sikre en bedre balance mellem de analoge og digitale læremidler", siger undervisningsministeren i sit svar.

Læs mere

Ministersvaret