Debat
Staten bestemmer om barnets fritid har værdi
Nedenstående dabatindlæg blev bragt i Information 25/11
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er onsdag eftermiddag, ottende lektion. Jeg underviser en gruppe tiårige elever. En elev kommer op til mig med en seddel fra forældrene, hvor der står, at han skal gå kl. 14.30. Særligt efter indførelsen af de lange skoledage er det blevet ganske normalt, at elever bedes fri af den ene eller anden årsag.
Det viser sig, at min elev har fået plads i en badmintonklub, hvor træningen ligger således, at han er nødt til at gå tidligere for at nå det. Det må hverken jeg eller skolens ledelse give fri til, fordi det er i strid med folkeskoleloven. Men havde eleven været eliteidrætsudøver eller fået plads på en musikskole, havde sagen stillet sig anderledes.
Folkeskolelovens paragraf 33 stk. 6 præciserer, at udelukkende elever, som går på en kommunalt støttet musikskole eller dyrker eliteidræt, kan fritages et antal lektioner hver uge.
Den paragraf er efter min mening en lappeløsning, som skal afhjælpe de åbenlyse problematikker omkring lange skoledage: Eleverne bliver holdt så længe i skolen, at der simpelthen ikke er frie timer nok til at udnytte musikskolernes kapacitet og give træningstid nok til elitesportsfolk. Men det er dybt urimeligt, at det kun er elitesporten og de kommunale musikskoler, som kan bruge paragraffen.
Skal en elev, som gerne vil til ridning en gang om ugen, ikke have samme mulighed, som den elev, der gerne vil spille violin en gang om ugen? Hvorfor skal folkeskoleloven, som ellers taler om lige muligheder for alle, differentiere på denne måde? Det ligger meget langt væk fra min forståelse af helhedsskolen.
Vores politikere ved udmærket, at der vil gå inflation i fritagelserne, hvis tøjlerne løsnes. Men i stedet for at holde fast i en lang skoledag, som bremser en stor del af vores børn i at have et aktivt fritidsliv, kunne man så ikke tænke anderledes?
Vi bør give alle lige ret til at få tidligt fri og have en aktiv fritid på egen hånd for på den måde at frigøre ressourcer til at støtte de elever, som har brug for hjælp til at forvalte deres fritid.
Paragraf 33 i folkeskoleloven er endnu et godt argument for at gentænke den skolereform, som siden 2013 har vist sig at være dysfunktionel.
