Blog
0   11

Sådan kommer du godt i gang med teknologiforståelse

Abonner på nyt om Clio i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Hvordan kaster man sig ud i at undervise i noget, hvor man gerne vil gå foran eleverne og lære dem at navigere i et felt, der ikke er hjemmevant?

Danmark ligger lunt i svinget i den nye internationale undersøgelse ICILS 2018, der har undersøgt skoleelevers it-kompetencer i en række lande. Men der er lang vej igen – kun 40 procent af de danske elever ligger på de to øverste niveauer af computer- og informationskompetencer, og rapporten konkluderer bl.a., at eleverne har svært ved at gennemskue forsøg på at få dem til at handle på måder, der ikke er i deres egen interesse. Desuden har de danske skolepiger ringe tiltro til egne evner, på trods af at de på nogle områder scorer højere end drengene. Det stiller store krav til fremtidens indsats på området, og vi står som undervisere med et stort ansvar og en kæmpe udfordring. 

Jeg har som skolelærer både talt med kollegaer, der elsker at sætte strøm til deres undervisning, og med dem, der virkelig savner kridttavlen – og alle i spektret derimellem. Særligt gennem min involvering i ultra:bit, Fremtidsværkstedet i Furesø Kommune og Pædagogisk IT i Københavns Kommune har jeg haft mulighed for at diskutere både glæder og frustrationer ved den allestedsværende teknologi. Det har medført en række overvejelser om faget, og her får du en håndfuld råd til, hvordan du kan gribe opgaven an.

 

Find mening i dine fag

Hvis du forbinder teknologiforståelse med naturfagene, er du hverken alene eller helt galt på den. Men teknologiforståelse kan også være diskussioner om it-giganternes hensigter med deres såkaldte ”gratis tjenester”, historien om Ada Lovelace, der i midten af 1800-tallet skrev verdens første computerprogram, eller projekter, hvor eleverne arbejder med at tænke formål, materialer og målgruppe ind i et produktdesign.

Se forløbet om Ada Lovelace til udskolingen her >>

 

Oplyste medborgere

Teknologiforståelse er på mange måder et dannelsesfag, der lærer eleverne at tilgå teknologi med lige dele nysgerrighed og skepsis, så de kan udforske teknologien og træffe fornuftige valg på et oplyst grundlag. Når vi forstår grundprincipperne bag teknologien, kan vi bedre skabe med den og blive aktive deltagere i en verden, der ellers ville være utilgængelig. Teknologiforståelse har som en af sine grundpiller, at alle børn skal have lige vilkår for at blive medskabere af verden, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra.

 

Mere end kodning

Når jeg snakker med lærere, oplever jeg, at deres forbehold over for det nye fag ofte bunder i et indtryk af, at teknologiforståelse er lig med kodning, men det er faktisk kun en mindre del af faget. Eleverne bliver ikke bedre og mere dannede mennesker af at kode en micro:bit – det gør de derimod af de undersøgelser og diskussioner, du som lærer sætter i gang. Ligesom legoklodser er kodning frem for alt et værktøj til at give idéer liv i verden, og der er ikke noget i vejen for at lade eleverne designe apps med papir, blyant og farvekridt i stedet. Mange aktiviteter kan laves helt uden en skærm, og ikke alt, der omhandler det digitale, behøver at foregå digitalt.

Prøv aktiviteten "Kod din klassekammerat", hvor I bl.a. skal være kreative væk fra skærmen >>

 

Find ro i, at du er den professionelle

Teknologiforståelse dækker sandsynligvis også over nogle områder, som du er betænkelig ved. Det er en ny faglighed, og det er en ny pædagogik. Det kan være en udfordring at kaste sig ud i digitale teknologier, men her kan det være en hjælp at huske på, at det ikke er dine tekniske evner, du skal videregive til eleverne, men dit engagement og din vilje til at prøve dig frem. Du kan godt være medlærerende og professionel på samme tid, for det er dig, der har styr på klasseledelse og praksisfællesskaber, og det er dig, der kender dine elevers styrker og svagheder og kan hjælpe dem med at navigere i dem.

 

Forventningsafstemning

Manglende tid er ofte en barriere, men en afstemning af forventningerne til dine it-færdigheder kan have en tidsoptimerende effekt. Du kender dine elever, men dine elever kender også dig, og de vil undre sig, hvis du giver udtryk for at være en haj til teknologi, hvis virkeligheden plejer at være en anden. Vær ærlig over for både eleverne og dig selv, og prøv at skabe en kultur i klassen, hvor det er i orden at undersøge, at afprøve, at tvivle og ikke at nå i mål i første forsøg. Det med at fejle sig frem er en vigtig del af faget, og mange elever vil stå klar til at hjælpe både dig og hinanden, hvis du tillader det. På den måde viser du samtidig eleverne, at det er værdifuldt at turde udvise tillid og være sårbar – en indsigt, de vil nyde godt af i alle aspekter af livet.

 

Søg inspiration, og del ud af din egen viden

Faget teknologiforståelse er både omfattende og ambitiøst. Måske har du allerede fået blod på tanden og mod på at kaste dig ud i undervisningen, men det kan stadig være uoverskueligt at finde ud af, hvor du skal starte. Jeg vil anbefale, at du starter med at spørge dine kollegaer eller din it-vejleder, der uden tvivl vil være glade for at dele deres viden med dig. Det behøver ikke handle om formelle krav og obligatorisk indhold, og faktisk er det ikke nødvendigvis det mest givtige sted at lægge sit fokus. Spørg i stedet ind til de praktiske erfaringer med at komme i gang, og find ud af, hvilke ressourcer andre i samme situation har gjort brug af. Det kan være, det kan give dig det skub, du mangler.

 

Sådan kommer du i gang med teknologiforståelse:

  1. Find mening i dine fag.
  2. Arbejd væk fra skærmen og uden kodning.
  3. Brug dit engagement og din vilje.
  4. Fejl jer frem sammen i klassen.
  5. Brug dine kolleger til sparring.

 

Jeg har desuden samlet lidt relevant materiale, der kan hjælpe dig i gang med at arbejde med teknologiforståelse:

Forløbet "Din telefon ved alt om dig!" til mellemtrinnet >>

Forløbet "Hack et hverdagsproblem" til udskolingen >>

Eller prøv det gratis CRAFT-forløb "Affald på jeres skole" >>

Læs mere om ICILS-undersøgelsen her >>

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.870 andre er allerede tilmeldt