En workshop handler om sammenspil.

Konference sætter fokus på musikundervisning på tværs af folkeskole og musikskole

Styrk musikundervisningen i Danmark. Det er målet, når Syddansk Musikkonservatorium og UC Syd inviterer til en konference, hvor der bliver stillet skarpt på samarbejdet mellem undervisere i musikskole og folkeskole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolereformen indførte et krav om, at musikskoler og folkeskoler skal samarbejde. Siden er musik blevet et toårigt valgfag med obligatorisk afgangsprøve i folkeskolen. Faget ændrer sig hurtigt, og det samme gælder musikundervisningen.

3. januar har 'Musikpædagogisk Konference på tværs' for tredje gang fokus på de krav, der stilles til musikskolelærere og folkeskolelærere.

"Vi uddanner til det musikpædagogiske arbejdsmarked. Det har traditionelt været musikskolerne, der har været vores aftagere. På samme måde som det har været folkeskolerne som har været aftagere af musiklærere fra læreruddannelserne. Der er et voksende behov for fælles arbejde mellem folkeskoler og musikskoler. Der opstår flere og flere hybridformer, hvor underviserne skal mestre at undervise, men de skal også mestre at samarbejde med andre professioner. Derfor har vi for 3. år i træk taget initiativ til konferencen sammen med UC Syd. Målet er at skærpe opmærksomheden om de nye muligheder, der findes for at undervise i fællesskab", siger vicerektor på Syddansk Musikkonservatorium Martin Gade.

På konferencen kan man blandt andet møde hjerneforsker Kjeld Fredens, som vil tale om musikalsk læring med kroppen. Men der vil også være workshop, hvor lærere kan hente konkrete ideer med hjem til undervisningen.

"I år har vi fokus på den enkelte undervisers undervisningskompetence. Vi har indlæg, der sætter fokus på hvordan man kan arbejde med det personlige udtryk i undervisningen. Foruden indlæg, har vi lavpraktiske workshops eksempelvis om samspilsformer og om arbejdet med hørelære i folkeskolen. Det bliver forsømt, fordi det er lidt vidtløftigt, men det kan sagtens lade sig gøre", siger Martin Gade.

Langt de fleste tilmeldte til konferencen er musikskolelærere, 20 procent er folkeskolelærere og så er der også en gruppe undervisere fra daginstitutionsområdet. Pladserne til konference er fyldt, men det er muligt at komme på venteliste. Konference foregår på Tobakken i Esbjerg. Det koster 350 kroner inklusiv frokost at deltage.