Debat
Jeg vælter rundt i pynt, karton-bestillinger og pseudo-snak
Som nyuddannet ung lærer og med et teoretisk gå-på-mod kan det være demotiverende at ramme virkeligheden i indskolingen. Hverdagssnakken og de ugentlige team-møder er drænende og demotiverende.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
* Debatindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger og 3-års-praksiserfaringer.
"I har altså en kedelig dør hos jer". En opmærksom pige fra 2. klasse konfronterer mig mine manglende kreative evner - og jeg må hurtigt sande, at ja; vi har en kedelig dør. I hvert fald sammenlignet med klassedørene rundt omkring i bygningen.
Ved siden af mit klasseværelse er indskolingsdørene sirligt pyntet med regnbuefarvede delfiner og glatte laminerede ugler påsat børnenes ansigter. "Fuck Pinterest", tænker jeg for mig selv.
Til formiddagsmødet med 1. klasse-sporet diskuterer vi hverken klasserumsledelse eller didaktik. Det er en by i Rusland. I stedet står den på praktiske gøremål; hvem har styr på sangene til næste uge? Har vi mere lim på depotet? Ved vikaren mon, at Sanne har 12’er-gårdvagt senere? Og sådan fortsætter det hver tirsdag.
For mit vedkommmende er klasserumsledelsesdiskussionerne forblevet i lokalerne på læreruddannelsen. Som ung, nyuddannet og med et teoretisk gå-på-mod har jeg på 3 år overværet flere Lyreco- og andre pesudo-snakke end det, som vi lærere i virkeligheden bør interessere os for med den største stolthed; klasseledelse, didaktik og relationskompetence.
Men de fagrelevante tanker må jeg indtil videre holde for mig slev. Og måske gør det slet ikke noget? For omme bag den kedelige klassedør sidder glade, nysgerrige og top-motiverede elever.
Hils i lamineringslokalet!
