Der er sket meget siden formuleringen af skolens formålsparagraf i 1814, der blandt andet slog følgende fast: "Ved Børnenes Underviisning skal der i Almindelighed tages hensyn til at danne dem til gode og retskafne mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære".

Mange år senere - i 1975 - blev skolen endegyldigt revet løs fra den forkyndende tilgang, og kristendomsfaget ændrede navn til kristendomskundskab for at signalere en kundskabsorienteret tilgang til faget. Det primære indholdsområde er stadig den evangelisk-lutherske kristendom, mens undervisningen i de ældste klasser også skal omfatte andre religioner og livsanskuelser.

Uden at lægge op til nye ændringer i fagets indhold og fagformål forsøger to lektorer fra Københavns Professionshøjskole - Eva Lindhardt og Bjørg Bogisch - nu at give eksempler på, hvordan man inden for det nuværende fag og fagformål kan arbejde med forskellige dannelsesperspektiver.

Dannelsesdiskussionen i fokus

Det sker i bogen "Dannelse i alle fag", hvor Bjørg Bogisch og Eva Lindhardt med kapitlet "Mødet med andre verdensopfattelser - kristendomskundskabs potentiale i forhold til elevens etiske, kulturelle og myndiggørende dannelse" forsøger at belyse, hvordan faget kan bidrage til elevernes dannelse gennem en dannelsesproces, "hvor eleverne i mødet med forskellige religioner og livssyn får mulighed for refleksion over såvel samfundets indretning som eget ståsted og værdier".

Anmeldelse: Ny bog til en ny tid

"Dannelsesdiskussionen er jo kommet mere frem igen i den pædagogiske-didaktiske debat, og derfor synes vi, at det var spændende at bidrage til bogen med at undersøge, hvad det så er, kristendomskundskab kan som dannelsesfag", forklarer en af forfatterne, Eva Lindhardt.

Hvad er det så faget kan?

"Vi mener, det kan noget i forhold til at få eleverne til at lave perspektiv-skifte. Dannelse sker i mødet med den anden - eller det andet, hvor man også lærer noget om sig selv. Når elever møder andre livssyn, bliver de samtidigt opmærksomme på, hvad der præger deres eget livssyn. Måske også på områder, de ikke har været bevidste om før, fordi det har fremstået som selvfølgeligt for dem at tænke og handle på denne måde. Vi arbejder med perspektivskifte i faget på mange områder. Både i historisk perspektiv og i nutiden mellem forskellige livssyn og praksisser i de store religioner eller inden for den samme religion, hvor der også kan være store variationer. Når vi arbejder historisk med kristendom eller andre religioner  er der et spænd i tiden i forhold til eleverne. Og hvor det at møde bibelske tekster fra en helt anden tid  både lærer dem noget om den tid, og samtidig giver dem blik for, at der er både ligheder og forskelle i forhold til den virkelighed, de står med i dag", siger Eva Lindhardt.

Fællesnævneren

Hun påpeger, at perspektiv-skiftet kan være en slags fællesnævner for både den etiske, den kulturelle og den kritisk-konstruktive dannelse.

Ifølge forfatterne handler fokus på dannelsesbegrebet også om, at man arbejder med at skabe en bredde, når man arbejder med indholdsstoffet, som "åbner op for, at eleverne ikke bare får en meget simpel fortælling, som de forventes at skrive sig selv ind i".

"Det handler om det med, at man hele tiden må sætte rammer, når man arbejder med det bibelske stof, så det ikke bare bliver til fortællinger, som eleverne direkte overfører. Tag for eksempel de bibelske fortællinger. Dem kan man arbejde med på forskellige måder i indskoling, på mellemtrin og i udskolingen. I indskolingen kan det være noget med at se på, hvad det er for nogle tematikker, der sættes i spil - så de rent fortælleteknisk får en forståelse for, hvad det er man prøver at fortælle her. På mellemtrinnet kan man måske i højere grad se på, hvad det er for en virkningshistorie, den her fortælling har fået, fx i kunst og litteratur, hvor de her fortællinger går igen. Og i udskolingen kan man have en mere historisk-kritisk tilgang. Det er jo ikke en fortælling, der er skrevet til en teenager i 8. klasse. Det er fortællinger, der er skrevet i en anden kultur og en anden tid, og som er skrevet med en særlig intention i den tid og kontekst", siger Eva Lindhardt.

Et fag hvor man kan gå galt i byen

Men nu er lærere i kristendomskundskab jo dem, der generelt har den laveste kompetencedækning overhovedet. Hvordan skal de kunne bruge jeres tanker i undervisningen?

"I første omgang vil jeg sige, at de skal gå til deres ledelse og bede om at blive kompetence-dækket. Hvis man ikke har viden på det her område, så er det et fag, hvor man kan gå lidt galt i byen - i forhold til at elever kommer hjem og fortæller deres forældre, at i dag har de lært om, at gud skabte verden".

Erfarne læreres bedste råd til den nybagte kristendomslærer 

Eva Lindhardt nævner i den forbindelse "klassikeren", som man ofte hører om ved undervisning i kristendomskundskab: At det er noget med, at eleverne hører fortællinger og laver tegninger til.

"Det er ærgerligt at høre om, for faget kan så meget dannelsesmæssigt, som man ikke får frem i sådan en undervisning. Hvis man ikke har det faglige begrebsapparat, der gør, at man kan lægge en distance og se nogle linjer på tværs af stoffet, så kan det være problematisk. Jeg tænker ikke, at man ligefrem står og forkynder, men man mangler evnen til at kunne arbejde ud fra religionsvidenskabelige termer", siger Eva Lindhardt.

I bogen understreger hun og Bjørg Bogisch til sidst i kapitlet, at det er en vigtig pointe, at de tre former for dannelse ofte må supplere hinanden, hvis faget ikke skal fastlåse eleverne og de kulturelle fortællinger, men være en dannelsesnøgle, der "åbner verden for eleverne".