Debat

Black Friday-konceptet hærger den danske folkeskole

Hvis ikke der investeres massivt i folkeskolen, så ender vi med en discountskole, som ingen vil sætte deres børn i.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Mere for mindre” har i flere år synes at være devisen, når det drejer sig om det at drive folkeskole i Danmark. Men det har en pris. Kvaliteten i undervisningen falder, og det har vi slet ikke råd til i Danmark.

Folkeskolereformen blev finansieret ved, at lærerne skulle undervise flere lektioner, løse flere opgaver og forberede sig mindre. Mere undervisning for mindre. Kvalitet?

Specialreformen blev udrullet samtidig med folkeskolereformen. Elever med specialundervisningsbehov blev og bliver inkluderet i almenskolen. Den blev solgt på, at det var for elevernes bedste, men var i realiteten en kæmpe spareøvelse. Pengene fulgte ikke med, ligesom den specialpædagogiske viden heller ikke gjorde. Kvalitet?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Siden 2009 er der 18% færre lærere og 8% færre elever i folkeskolen. Det er løst ved, at der er 17% flere uuddannede lærere i folkeskolen. Kvalitet?

Flere elever i færre klasser. Klassekvotienterne stiger år efter år. Kvalitet?

Den enkelte elev har i gennemsnit 29% flere undervisningstimer end i 2009 og meget længere skoledag.  Kvalitet?

Budgetloven - dikteret af regeringen - skal overholdes, hvilket år efter år betyder besparelser i kommunerne fra et mere og mere udhulet skolebudget. Kvalitet?

Dette er blot eksempler. Listen kunne være meget længere. Vi får da mere for mindre, men kvalitet, det er der bestemt ikke tale om.

Mantraet har langt hen ad vejen været kontrol, test og styring efter snævre mål - hvilket heller ikke har virket, hvis det skal måles ud fra deres egne parametre i Pisa-målingerne og resultaterne i følgeforskningen af folkeskolereformen.

Men kære politikere!

Man får ikke verdens bedste folkeskole ved systematisk at gennemføre besparelser på skoleområdet og detailstyre efter snævre mål. Kvalitet koster, og skal vi fremtidssikre Danmark og drive en folkeskole, hvor det er muligt at leve op til folkeskoleloven, er spørgsmålet nok snarere, har vi råd til at fortsætte i Black Friday-ånden. Jeg er ikke i tvivl. 

Powered by Labrador CMS