1: 1

Integration og indvandrerproblemstillinger fylder stadig mere i det danske mediebillede. Tonen og angsten er blevet hårdere, og det er gået hen og blevet et politisk betændt emne. Derfor er det vigtigt med lødige indlæg i debatten – og i et medie, som også taler til de unge. Her er spillefilmsmediet med populære danske skuespillere et oplagt valg. Når man dertil benytter en prisbelønnet instruktør og en superpopulær manuskriptforfatter, der om nogen kan tale de unges sprog, så kan det vel kun blive en succes, hvis man benytter denne biograffilm i sin undervisning i dansk, samfundsfag og kristendomskundskab i folkeskolens ældste klasser.

Mie og Shami er kærester, men en fredag aften overfaldes Mies storebror og må indlægges i koma på Hvidovre Hospitals intensivafdeling. Da politiet står på bar bund i opklaringen af overfaldet, opstår der en masse rygter og gætterier, som forplanter sig ind i Shamis familie. Dette forværres af, at Mie og Shami lytter til de mange rygter, og de gode viljer farer vild i en historie om at blive forledt af sine følelser. Parallelt med denne ungdomshistorie udspiller der sig en debat mellem Mies mor (Annette Støvelbæk), der er socialrådgiver med stærke sympatier for indvandrere og de svage i samfundet, og Mies mormor (Helle Hertz), der bor i det trygge Nordsjælland, og hvor fremmedangsten får lov til at sprede sine negative vibrationer ind over familieidyllen.Som lærer er det vigtigt at stille de forskellige etiske dilemmaer klart op for vore unge og spørge dem, om man overhovedet kan lære at omgås hinanden uden fordomme? Eller om fordomme er negative eller positive for os, når vi vil omgås hinanden på tværs af vort kulturelle ophav? Det er også vigtigt at tale med de unge om, hvornår man er loyal eller illoyal over for sine venner og familie – og i forhold til kriminalitet. Hvordan påvirker kampsport og vold hinanden? Noget af det allerbedste ved filmen er, at der ikke er nogle oplagte helte eller skurke. Det er realistiske dilemmaer, persontegninger og replikker. For eksempel taler Shamis familie udelukkende arabisk og ikke et eller andet teateragtigt perker-dansk, hvilket yderligere er med til at understrege det autentiske, og hermed har man også undgået de så velkendte folkekomediefloskler, som vi ellers har været så vant til i danske film.