Først og fremmest er der jo det med tiden. Det skal helst ikke gå ud over kollegaernes time, og da slet ikke hvis det er tysklæreren eller historielæreren, som i forvejen kun ser klassen en enkelt gang i ugen, men det kan man også snildt undgå, hvis man har fagdage. Vi har 4 timer hver onsdag (nogle klasser har faktisk 6 timer i streg med samme lærer, og det er en sand killer, hvis man har en belastet klasse!) Fire timer rækker lige til at blive i nærområdet. Hvis man som jeg stammer fra det vestligste Jylland, så ved man, at seværdighederne ofte ligger en dagsrejse væk, så det er jo forskelligt, hvilke muligheder skolerne rundt om i landet har. Men nu bor jeg i Silkeborg, som har masser af fantastiske muligheder (især hvis man regner Århus med).

Der er også det med økonomien. Vi har en fuldstændig enestående aftale med trafikselskabet om en returbillet til 10 kr. pr. elev, som vi også nogle gange benytter os af. Det er sådan lidt kringlet at bestille. ”Lidt” skal oversættes til, at det tager en halv formiddag, og at jeg gerne ender med at være på fornavn med dem nede på billetkontoret: ”Hej Iben, det er mig igen…!” Og så skal vi jo også have lov til at bruge de 250 kr. som det koster, hvilket har været lukket land siden sommerferien, da kommunen har låst alle institutionernes budgetter grundet overforbrug på ældreområdet!

Det er jo ikke tilladt at opkræve det fyrstelig beløb af forældrene, men pyt, vi vælger noget, man kan cykle til. Der er masser af cykelstier.  Det kræver bare, at alle elever har en cykel og en hjelm (hvilket vi heldigvis gerne må forlange). Så off we go. På mine egne børns skole er de sindsygt seje til at komme rundt og opleve alt muligt. Jeg blev SÅ stolt, da jeg en dag passerede dem i bil. Forrest kørte læreren (den eneste voksne i øvrigt), som ikke et sekund så sig tilbage. Bagefter kørte 27 elever fra 6. klasse - inklusiv min datter – på en snorlige række af farvestrålende mountainbikes og med farvekoordineret cykelhjelm.  Der var præcist 2 meter mellem hver, og ikke en eneste elev forsøgte at overhave eller faldt bagud. Vores elever er mere katastrofeagtige. Højdepunktet var vel dengang en pige fra 8. klasse skrigende slog et sving helt ud over midterlinjen, fordi der sad en mikroskopisk edderkop på hendes cykelstyr. Jeg har ofte sværget, at jeg aldrig nogensinde tager elever med ud på cykel igen. Men vi cykler altså nogle gange og håber det bedste. 

Og så er der det med selve oplevelsen, for hvem skal bestemme indholdet? I nærheden af os ligger et rensningsanlæg. Det er gratis, og de tager gerne mod besøg. Det passer også fuldstændig perfekt med målene for naturfag, så what´s not to like? Men de vil meget gerne selv bestemme indholdet af besøget, og her må vi så erkende, at et kemiforedrag på over en time ikke helt rammer 13-årige. Naturfagslærerne fatter heller ikke noget som helst, så vi har vi faktisk set os nødsaget til at droppe destiantionen efter forgæves forhandlinger om lærernes medindflydelse på rundvisningen.

Vi har også Museum Jorn ret tæt på. Kommunens stolthed og en mangeårig samarbejdspartner for skolen. Desværre har de fået opgraderet deres sikkerhedsniveau, så man nu kun må færdes i tætpakkede flokke ledsaget af en lærer og under kyndig rundvisning af en forudbestilt guide. Det er lidt som at følge pilene rundt i Ikea!

-”Det får I også mest ud af”, som damen i skranken udtrykte sig. Nu tænkte jeg faktisk, at jeg udmærket selv er i stand til at vurdere formålet med besøget.

-”Det skyldes også hensynet til de øvrige gæster”, forsatte hun tvært. Mine elever opførte sig fuldstændig eksemplarisk, som de gik rundt parvis og nysgerrigt kikkede på den nye udstilling. Og jeg synes såmænd heller ikke, at 24 børn fylder specielt meget, når de er fordelt ud over mange hundrede kvadratmeter.

Andre gange er vi mere heldige. Vi var på et tidspunkt nede i byen for at skrive en reportage om et underjordisk parkeringshusbyggeri midt i gågaden. Jeg havde selvfølgelig ikke styr på, hvor alle mine elever var henne , men på et tidspunkt gik det op for mig, at nogle af dem var væk. Forsvundet. Helt præcist ned i udgravningen. OMG! Evigheder senere kom de op igen, og det viste sig, at det hårdtarbejdende byggesjak var ovenud lykkelige for at blive afbrudt at de nysgerrige unge mennesker og gav dem deres livs oplevelse med en rundvisning i det allerhemmeligste dyb fjernt fra offentligheden. Kvaliteten af mødet med omverden er altså helt afhængig af folks velvilje, og deres åbenhed for at lade skolen lave de aktiviteter, som passer med pensum.  

En af skolereformens mærkesager handlede om at skabe mere sammenhæng mellem skole og omverden, men da processen sandt at sige er temmelig mangelfuld, er det fristende at gribe til selvtægt, så at sige. At gøre som vi gjorde i gamle dage, hvor klassen selv tjente penge, og man tog afsted uden at tænke på timeforbruget. Men hvis man føler sig fristet, så kan man jo spørge sig selv, om hjemmehjælperen også bruger sin fritid på at gå tur med gamle fru Hansen, bare fordi hun trænger til at komme lidt ud? Ikke desto mindre har lærerne en ret stor velvilje overfor forskudte arbejdstider, hvis det er afgørende for en ud-af-huset-aktivitet. Så det ville klæde skolerne og forvaltningerne at give mulighederne for det: Tid og økonomi. Folks velvilje kan desværre ikke puttes i regneark!