Debat

Brug din mulighed for at stemme til hovedstyrelsesvalget

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmarks Lærerforening står over for en række store og vigtige opgaver i de kommende måneder og år. En af de første opgaver bliver den periodeforhandling om arbejdstid, som finder sted i foråret 2020. Det er en forhandling, som tager afsæt i den rapport, som lærerkommissionen afleverer den 16. december. Periodeforhandlingen bliver dermed den første store arbejdsopgave for DLF's nye hovedstyrelse, som tiltræder den 1. januar 2020.

I Danmarks Lærerforening vælger vi størstedelen af vores hovedstyrelse ved urafstemning. Som det fremgår andetsteds i denne udgave af Folkeskolen, finder afstemningen sted i perioden fra den 21. november til den 3. december. Desuden præsenteres kandidaterne, og dermed har medlemmerne et grundlag for at afgøre, hvem de vil stemme på.

Ved dette hovedstyrelsesvalg er der betydeligt flere kandidater end ved de to foregående valg i henholdsvis 2011 og 2015. Det er positivt og godt for vores foreningsdemokrati, at der er flere kandidater. Gennem vores stemmeafgivelse er vi med til at sikre indflydelse og til at sammensætte foreningens ledelse for den kommende fireårige periode.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Samtidig vil det være et godt afsæt for den nye hovedstyrelse og dermed for Danmarks Lærerforening, hvis vi kan opnå en høj stemmeprocent. En høj stemmeprocent vil medvirke til at skabe opbakning til de vigtige politiske opgaver, Danmarks Lærerforening står over for, og det vil styrke hovedstyrelsens arbejde - ikke mindst i forhold til at geare hele organisationen til den kommende periodeforhandling. Samtidig vil det være et vigtigt signal til omverdenen.

Herfra skal der hermed lyde en klar opfordring til at stemme til det igangværende hovedstyrelsesvalg - de, der stemmer, bestemmer.

Powered by Labrador CMS