Debatten om Københavns Lærerforenings (KLF) uddelegering af dele af aftaleretten om ny løn er efterhånden belyst fra mange sider. Når Søren Friis Jensen imidlertid i Folkeskolen nummer 49 skriver, at det støder ham som medlem af en demokratisk forening, at undertegnede forsøger at banke foreningens formand og bestyrelse på plads, kræver det en kommentar. Jeg har som tidligere skrevet udtalt mig til Folkeskolen på et principielt spørgsmål, jeg blev stillet, om en leder/ledelse ikke skal kunne tage beslutninger, der går på tværs af medlemmer og kongres, hvis han/den finder det klogest og bedst for medlemmerne. I det principielle svar har jeg netop argumenteret for, at enhver politisk ledelse må acceptere den demokratiske beslutningsproces.

Jeg er altså helt på det rene med, at der har været generalforsamling i Københavns Lærerforening.

Det, jeg forholder mig til, er, at vi har behandlet lønpolitik i hovedstyrelsen og indstillet den og lønstrategien til kongressen. Inden beslutningen om uddelegering blev taget i KLF's bestyrelse, har DLF's formand gjort KLF's formand opmærksom på, at det ville være fagpolitisk uacceptabelt, hvis beslutningen om uddelegering af aftaleretten til tillidsrepræsentanterne om ny løn blev taget. Det synspunkt blev gentaget på kongressen. Det har et flertal i KLF's bestyrelse altså valgt at sidde overhørig. På kongressen vedtog vi den lønpolitik, som KLF's to repræsentanter i hovedstyrelsen har deltaget i behandlingen af uden at sige fra. Da KLF altså er medlem af såvel hovedstyrelsen som kongressen, må det vel betyde noget i forhold til forpligtethed over for en fælles politik. Det gør det for andre kredse i DLF. Det håber jeg også, det gør for KLF.

Jan Trojaborg skriver i nummer 48, at jeg i et indlæg i nummer 47 'ikke udmærker mig i min karakteristik af Trojaborgs 'bedrevidende' styreform, der 'tenderer åndshovmod''.

Jeg synes rigtig nok, at KLF har handlet uklogt og uacceptabelt i forhold til den fælles politik i DLF, men læs indlægget igen, Jan, og du vil se, at kommentaren er en generel kommentar til det at være en politisk valgt ledelse.

Medlemmerne i KLF må tage ansvar for den politik, der føres i København, men de samme medlemmer er også medlemmer af DLF. Forhåbentlig betyder det noget. Og forhåbentlig kan vi fremover bruge kræfterne fælles, så vi kan tackle de udfordringer, vi står over for. Der er hårdt brug for sammenhold og fælles styrke i hele foreningen og blandt alle underviserorganisationer - eller for den sags skyld blandt alle faglige organisationer.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse og formand for Udviklingsprojektet