Debat

Opløsningstendens (2)

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kredsformand Helen Sørensens verden repræsenterer decentral individuel fastsættelse af arbejdstids- og lønvilkårene virkeligheden i 2001, mens vi andre er groet fast i fortiden (Folkeskolen nummer 49).

Sådan ser jeg ikke lige situationen. Decentral individuel løn- og arbejdstidsfastsættelse er efter min opfattelse led i den herskende nyliberale New Public Management-strategi.

Helen Sørensen forsvarer decentral individuel løn- og arbejdstidsfastsættelse på skoleniveau.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når hun samtidig forsvarer Jan Trojaborgs ret til at bryde med kongressens lønbeslutninger, medvirker hun til en opløsning af det kollektive lønsystem.

At bryde en kongresbeslutning er ikke blot et spørgsmål om legalitet, men skal i høj grad også vurderes ud fra, om handlingen er demokratisk legitim. Det mener jeg ikke, at den er. Derfor vil jeg påstå, at Helen Sørensen pådrager sig et medansvar for udhuling af demokratiet, når hun forsvarer Jan Trojaborgs brud på forenings-sammenholdet.

Ja, tja, bom bom, hvad er den rette udlægning af virkeligheden i 2001? Helen Sørensen hævder, at hun har den på kornet, og at kongressens og hovedstyrelsens flertal samt blandt andre undertegnede lever i en falsk virkelighedsopfattelse. Helen Sørensen hævder endvidere, at min virkelig er funderet på en bål og brand-tankegang.

København, Brædstrup og Nørre Snede - er det tre byer, som skal regnes med til virkeligheden? Det vælger jeg at gå ud fra.

Skal man være bekymret for, at der i de tre byer er lagt op til markante brud med det kollektive lønsystem? Det vælger jeg at være.

Jamen, hvad skal hovedstyrelsen gøre ved det?, spørger Helen Sørensen.

Jeg vil foreslå, at den begynder med at udtale, at Jan Trojaborgs handling og Helen Sørensens anbefalinger er til skade for foreningsdemokratiet og til ubodelig skade for det kollektive lønsystem. Hvor svært kan det være?

Jørn Vedel Eriksen

Horsens