Debat

Hverken fremmedhadere eller hallelujanaive

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 49 efterlyser hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer hjælp fra medlemmerne til at føre en debat om folkeskolens virke i et multietnisk samfund. DLF skal finde 'egne ben i denne ophedede diskussion'. 'Alle led' blev på kongressen opfordret til at fremme en medlemsdebat om emnet, men hovedstyrelsen meldte ikke ud med noget initiativ. Det gør den så nu med en handleplan for debat. Når kongressens 310 uophedede deltagere reagerede på ledelsens papir med hverken at vedtage eller forkaste 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund', så kunne selvransagelse i ledelsen måske snarere have ført til, at papiret blev trukket tilbage, fordi det er mere end tænkeligt, at de fleste medlemmer af DLF ser papiret som et alt for tidligt udspil i forhold til helt nødvendige initiativer fra 179 folketingsmedlemmer.

Den nødvendige udlændingepolitik skal formuleres på Christiansborg. De mange problemer vedrørende integration skal diskuteres, og her må opfordres til en ytringsfrihedstone, vi kan være bekendt. Hvis Folketinget beslutter sig for, at Danmark er et multietnisk samfund, hvilket efter min mening forudsætter, at der tillades massive mængder af etnisk indvandring, så bliver der yderligere brug for folkeskolens deltagelse i integrationen, men det forudsætter iværksættelse af mange andre integrationsplaner, inden folkeskolen giver sit bud.

Niels Christian Sauers analytiske temperament fører til en sammenligning mellem DLF-skuden og antikkens Odysseus, der sejlede i sundet mellem Skylla og Kharybdis. Det er værd at erindre, at den græske sagnhelt kun slap igennem med tabet af seks mand. Skulle jeg være lettere polemisk, så prøver talsmanden for den 29 mand store enige hovedstyrelse at redde hele flokken i forhold til et fejlslagent projekt, som jeg ikke tror, medlemmerne vil deltage i på nuværende tidspunkt. Måske også, fordi Niels Christian Sauer underligt nok opererer med lærerekstremer som xenofober og halalhippier. Hovedstyrelsens analytiske fejl består i ikke at være bekendt med, at ingen medlemmer af DLF er fremmedhadere eller hallelujanaive. Det er midten i den danske befolkning, der går ind for demokrati, menneskerettigheder og internationalt samarbejde. Her er resurser at hente vedrørende integration af fremmede, hvis vi skal være et multietnisk samfund!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Torben Thomsen

Aars